Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/406

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
358
Erik af Pomern og Dronning Margrete.


Om de øvrige Biskopers kirkelige Virksomhed paa samme Tid veed man mindre Besked, Erkebiskop Vinalde selv ikke undtagen. Vi see denne, upaatvivleligt meget dygtige Mand, gribe kraftigt ind i de politiske Begivenheder og understøtte Dronningen ved sin megtige Indflydelse ej alene i Norge, men ogsaa i Danmark, og maaskee i Sverige: men hvorledes han bestyrede sin egen Kirke og Kirkeprovins, og hvad han iøvrigt gjorde, eller om han overhoved gjorde noget for at forbedre sin undergivne Geistligheds Seder og ophjelpe det vistnok meget forfaldne kirkelige Liv: derom veed man intet. Skulde man antage, at der under hans Styrelse dog gjordes nogen Skridt til Forbedring, da kunde man fristes til at tilskrive dette ej saa meget hans, som derimod Dronningens Indflydelse, da der af saamange af hendes Regjeringshandlinger og andre Træk af hendes Liv umiskjendeligt fremgaar, at hendes Fromhed og Religiøsitet efter de Tiders Maalestok baade var oprigtig og ivrig; og dertil bidrog vel allermest den Paavirkning, hun i sin Barndom havde modtaget i Fru Mærete Ulfsdatters Huus, saavelsom den Indflydelse, den hellige Fru Birgittes Lærdomme og Grundsetninger fremdeles maatte vedblive at udøve paa hende under hendes fortsatte stadige Forbindelse med denne hellige Frues Familiekreds og det nys oprettede Kloster i Vadstena. Thi hvor meget dette maaskee end senere kan være forfaldet i Disciplin, maa det dog i alle Fald nu, umiddelbart efter Oprettelsen, og medens Fru Birgittas egen Disciple og Discipelinder endnu vare i Live og vedligeholdt det friske Indtryk af hendes merkelige Personlighed, fuldkommen have svaret til den umaadelige Anseelse, det nød, og maa fjern og nær have udøvet en megtig Indflydelse blandt Nordboerne, der maatte være dobbelt velgjørende i disse ellers saa lovløse og urolige Tider, og som igjen omvendt maatte bidrage overordentligt til at befeste Dronningens egen Magt. Vi have allerede omtalt, at Klostret omtrent samtidigt med Margretes Antagelse til Sveriges Regentinde fik sin første Abbedisse i hendes Barndomsveninde Ingegerd Knutsdatter. Tre Aar efter, den 27de October 1391, skete Fru Birgittes højtidelige Canonisation i Rom ved Pave Bonifacius den 9de, ifølge Dronningens og alle Svenskes ivrige Bestræbelser. Den Anseelse, hvori Dronningen stod ved Curien, bidrog vist ikke lidet til at fremskynde Sagen[1]. Om denne Anseelse har man flere Vidnesbyrd. At Cardinal-Collegiet ved Pave Urbanus den 6tes Død

    Gaute, for hvem Biskopen her optraadte som Fuldmegtig, 2 Mks. Bool i Eplatveit i Bruggebergs Sogn, det sidste dog under Forbehold af Gautes Vedtagelse, hvorfor Grjotgard skulde indfinde sig hos Gaute, saasnart Biskopen var kommen til Soleim, Gimsø eller Gerpen (Dipl. N. IV. 652.)

  1. Chron. i Scr. R. Sv. I. 30. Vadstena-Diariet, sstds. S. 105. Jvfr. Suhm, XIV. S. 291.