Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/406

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
358
Erik af Pomern og Dronning Margrete.


Om de øvrige Biſkopers kirkelige Virkſomhed paa ſamme Tid veed man mindre Beſked, Erkebiſkop Vinalde ſelv ikke undtagen. Vi ſee denne, upaatvivleligt meget dygtige Mand, gribe kraftigt ind i de politiſke Begivenheder og underſtøtte Dronningen ved ſin megtige Indflydelſe ej alene i Norge, men ogſaa i Danmark, og maaſkee i Sverige: men hvorledes han beſtyrede ſin egen Kirke og Kirkeprovins, og hvad han iøvrigt gjorde, eller om han overhoved gjorde noget for at forbedre ſin undergivne Geiſtligheds Seder og ophjelpe det viſtnok meget forfaldne kirkelige Liv: derom veed man intet. Skulde man antage, at der under hans Styrelſe dog gjordes nogen Skridt til Forbedring, da kunde man friſtes til at tilſkrive dette ej ſaa meget hans, ſom derimod Dronningens Indflydelſe, da der af ſaamange af hendes Regjeringshandlinger og andre Træk af hendes Liv umiskjendeligt fremgaar, at hendes Fromhed og Religiøſitet efter de Tiders Maaleſtok baade var oprigtig og ivrig; og dertil bidrog vel allermeſt den Paavirkning, hun i ſin Barndom havde modtaget i Fru Mærete Ulfsdatters Huus, ſaavelſom den Indflydelſe, den hellige Fru Birgittes Lærdomme og Grundſetninger fremdeles maatte vedblive at udøve paa hende under hendes fortſatte ſtadige Forbindelſe med denne hellige Frues Familiekreds og det nys oprettede Kloſter i Vadſtena. Thi hvor meget dette maaſkee end ſenere kan være forfaldet i Diſciplin, maa det dog i alle Fald nu, umiddelbart efter Oprettelſen, og medens Fru Birgittas egen Diſciple og Diſcipelinder endnu vare i Live og vedligeholdt det friſke Indtryk af hendes merkelige Perſonlighed, fuldkommen have ſvaret til den umaadelige Anſeelſe, det nød, og maa fjern og nær have udøvet en megtig Indflydelſe blandt Nordboerne, der maatte være dobbelt velgjørende i disſe ellers ſaa lovløſe og urolige Tider, og ſom igjen omvendt maatte bidrage overordentligt til at befeſte Dronningens egen Magt. Vi have allerede omtalt, at Kloſtret omtrent ſamtidigt med Margretes Antagelſe til Sveriges Regentinde fik ſin førſte Abbedisſe i hendes Barndomsveninde Ingegerd Knutsdatter. Tre Aar efter, den 27de October 1391, ſkete Fru Birgittes højtidelige Canoniſation i Rom ved Pave Bonifacius den 9de, ifølge Dronningens og alle Svenſkes ivrige Beſtræbelſer. Den Anſeelſe, hvori Dronningen ſtod ved Curien, bidrog viſt ikke lidet til at fremſkynde Sagen[1]. Om denne Anſeelſe har man flere Vidnesbyrd. At Cardinal-Collegiet ved Pave Urbanus den 6tes Død

    Gaute, for hvem Biſkopen her optraadte ſom Fuldmegtig, 2 Mks. Bool i Eplatveit i Bruggebergs Sogn, det ſidſte dog under Forbehold af Gautes Vedtagelſe, hvorfor Grjotgard ſkulde indfinde ſig hos Gaute, ſaaſnart Biſkopen var kommen til Soleim, Gimsø eller Gerpen (Dipl. N. IV. 652.)

  1. Chron. i Scr. R. Sv. I. 30. Vadſtena-Diariet, ſſtds. S. 105. Jvfr. Suhm, XIV. S. 291.