Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/405

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
357
1395. Biſkop Eyſteins Hyrdebrev til Thelebønderne.

Guds ti Budord, vogte ſig for de ſyv Hovedſynder, hedre Gud og elſke ſine Medmenneſker. De maatte alle omhyggeligt iagttage at yde Rumaſkat, nemlig hver Mand, der nød Sacramentet, en talt Pening, af det mindſte Slags, der myntedes paa Kongens Mynt. Fremdeles ſkulde de ikke forſømme at højtideligholde Chriſti Legems-Feſt. Biſkopen hedrede endelig deres Kirker med visſe Indulgenſer for dem, der beſøgte dem paa de ſtørre Feſtdage, Kirkemesſedagene og Kirkehelgensdagene; ligeledes tilgav han Bønderne i Molands og Mo Sogne for et Opløb, de havde gjort, da Biſkopen ſidſte Gang viſiterede, ſaaſom de nu bød ſig til at gjøre Bod og Bedring; men Bønderne af Skafsaa, ſagde han, havde gjort ſig ſelv uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondſkab tiltog iſtedetfor at aftage. Derfor fik heller ikke deres Kirker nogen Indulgens. Dette Brev, der foruden at vidne om Biſkopens kirkelige Nidkjærhed og Forſtand til at anvende baade Mildhed og Strenghed, naar det behøvedes, ogſaa udmerker ſig ved ſit for den Tid uſedvanligt rene norſke Sprog, er dateret fra Gimsø Kloſter den 11te November 1395. Det kaſter et merkeligt Lys over Tilſtanden i hine Fjeldegne paa de Tider og bekræfter, hvad vi ovenfor have yttret om Thelebøndernes vedholdende Vildhed og Uregjerlighed[1].

  1. Som et oplyſende Exempel paa, hvorledes flere af de ovenfor omtalte Rettigheder ſøgtes hevdede, og hvorledes Biſkopen ſelv ogſaa, naar det her gjaldt, kunde gaa frem med Strenghed, tjener et Brev, der udſtedtes netop under hiin tidligere omtalte Viſitats, ſom Eyſtein foretog i Thelemarken 1386. En vis Grjotgard Nikolaisſøn havde i tolv Aar ingen Biſkops-Skat ydet, havde ikke ſkaffet Reide til Biſkopen ſom andre Bønder, havde ej udført den Skrift, ſom var ham paalagt for Manddrab, og havde dertil vovet at tage Sacramentet, ſkjønt han var under kirkeligt Forbud. Da nu Biſkopen ved hiin Viſitats opholdt ſig i Flaabygden, maatte Grjotgard forpligte ſig til at udbetale Biſkopen 10 forngilde afledet, ſamt til Afdrag derpaa ſtrax give en Oxe, beregnet for 3 Mkr., ſamt en Hud, til næſte Paaſke 3 Huder, og endelig til den derefter følgende Petersmesſe 8 Pund Hardſtene, hvilket alt til den beſtemte Tid ſkulde udredes i Skien. Til Sikkerhed pantſatte han 1 Mk.Bool i Hundeſang i midtre Kile i Hviteseids Sogn (Dipl. N. IV. 534). Denne Straf ſynes dog ikke at have frugtet ſynderligt, ligeſom det heller ikke lader til, at Pengene, Huderne eller Hardſtenene bleve udredede, thi da Biſkop Eyſtein i 1395 atter var paa Viſitats i Thelemarken, kort førend han udſtedte hiint Hyrdebrev, og opholdt ſig paa Gaarden Kilen i Hviteseid, maatte den ſamme Grjotgard indgaa et nyt Forliig, hvorved han ej alene overlod Biſkopen til beſtandig Ejendom den for ni Aar ſiden pantſatte Deel af Hundeſang, men formedelſt andre ſærlige Forbrydelſer, der havde paadraget ham Bøder baade til Kirken og Kronen, forpligte ſig til at udrede til Biſkopen og Sysſelmanden Gaute Eriksſøn hver 8 Pund Hardſtene i hvert af de tre paafølgende Aar, altſaa tilſammen 24 Pund til hver, hvilke hver Gang ſkulde erlegges i Skien ved Tredievake (8de Sum, og til Sikkerhed herfor pantſatte han til Biſkopen 12 Øresbool i Øſtenaa ved Fjaalgeſund, ſamt Reſten af Hundeſang, ½ Mks. Bool, og til