Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/404

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
356
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

om Paaſken, ſkulde de modtage med al Ærefrygt og Ydmyghed een Gang om Aaret, og ikke af nogen anden end deres Sognepreſt, uden med dennes Tilladelſe, heller ikke naar de ſelv vare i Forbud; han mindede dem om, at Chriſtenretten ſatte Utlegds Straf for den, ſom i tre Aar forſømte dette. Han gav dernæſt endeel ſærſkilte Beſtemmelſer med Henſyn til Udredelſen af Biſkopens og Preſternes Rettigheder, hvoraf det fornemmelig fortjener at udhæves, at han her ſkjelner mellem de Egne, hvor Tiende ydedes, og dem, hvor dette endnu ikke ſkete; i de førſte ſkulde Preſterne modtage og underholde Biſkopen paa hans Viſitatſer uden noget Tilſkud, i de ſidſte ſkulde Bønderne udrede Koſt og Heſtehold (Reide), men i intet Tilfelde ſkulde der tages noget af Kirkens Gods. Da Bønderne i Thelemarken havde vedtaget at yde Biſkopen Skat hvert Aar, og den nysnævnte Reide, naar han drog om for at ferme Børn, ligeſaa Reide til Preſten for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde ſine Kirker vedlige, beſtemte han herved, at hiin Biſkopsreide ſkulde til den Tid, Biſkopen foreſkrev, være ſamlet og ferdigt leveret under Kirkevergens Opſigt paa de Gaarde, hvor Biſkopen tog ind; blev der noget tilovers, kunde Bønderne faa det tilbage; ſlog det indkomne ej til, maatte de tilſkyde det manglende; Kirkerne maatte i intet Tilfelde tynges. Med Henſyn til Preſternes Indtægter beſtemte Biſkopen, at hver Preſt herefter for fuld Udferd eller Liigbegængelſe ſkulde lade ſig nøje med en Ko eller en Koes Verd: en Betaling, der efter vore Foreſtillinger ſynes meget rundelig, og ſom vekker Foreſtilling om, at Sognepreſt-Embederne maa have været meget indbringende. Fattige ſkulde dog betjenes for intet, og de, ſom ikke formaaede at give fuld Udferd, ſlippe med halv eller mindre. Dog var Preſten ſkyldig at yde al Tjeneſte „kjøbeløſt“, det vil ſige, at han ikke forud maatte thinge om Betalingen; men paa ſin Side vare Bønderne ogſaa pligtige, efter modtagen Tjeneſte at yde ham, hvad der var foreſkrevet, ja Preſten havde endog Ret til at tvinge den Gjenſtridige, ſaavelſom den, der ikke vilde yde Preſten hans Reide, til at efterkomme ſin Skyldighed, ved Truſel om at negte ham alt Kirkens Embede[1]. Dog maatte Preſterne ogſaa vogte ſig for at forholde nogen dette Embede vrangeligen, og de ſkulde overhoved være greide og tjenſtvillige mod ſine Sognemend, medens disſe igjen ſkulde hedre ſine Preſter, være lydige og føjelige mod dem, optage deres Lærdom med Kjærlighed, holde

  1. Brevet haves ej lenger i Original, men i en Afſkrift, indført i Biſkop Eyſteins Regiſter ved hans Efterfølger Biſkop Jens’s Foranſtaltning, og forſynet med hans Bekræftelſe i 1426. Det er aftrykt i Munch & Ungers oldn. Læſebog S. 133—136, overſat paa Latin i Pontoppidans Annaler II. 244—248. Et udførligt Udtog, til hvilket vi her kunne henviſe, findes i Keyſers Norſke Kirkehiſtorie II. S. 426—429.