om Paasken, skulde de modtage med al Ærefrygt og Ydmyghed een Gang om Aaret, og ikke af nogen anden end deres Sogneprest, uden med dennes Tilladelse, heller ikke naar de selv vare i Forbud; han mindede dem om, at Christenretten satte Utlegds Straf for den, som i tre Aar forsømte dette. Han gav dernæst endeel særskilte Bestemmelser med Hensyn til Udredelsen af Biskopens og Presternes Rettigheder, hvoraf det fornemmelig fortjener at udhæves, at han her skjelner mellem de Egne, hvor Tiende ydedes, og dem, hvor dette endnu ikke skete; i de første skulde Presterne modtage og underholde Biskopen paa hans Visitatser uden noget Tilskud, i de sidste skulde Bønderne udrede Kost og Hestehold (Reide), men i intet Tilfelde skulde der tages noget af Kirkens Gods. Da Bønderne i Thelemarken havde vedtaget at yde Biskopen Skat hvert Aar, og den nysnævnte Reide, naar han drog om for at ferme Børn, ligesaa Reide til Presten for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde sine Kirker vedlige, bestemte han herved, at hiin Biskopsreide skulde til den Tid, Biskopen foreskrev, være samlet og ferdigt leveret under Kirkevergens Opsigt paa de Gaarde, hvor Biskopen tog ind; blev der noget tilovers, kunde Bønderne faa det tilbage; slog det indkomne ej til, maatte de tilskyde det manglende; Kirkerne maatte i intet Tilfelde tynges. Med Hensyn til Presternes Indtægter bestemte Biskopen, at hver Prest herefter for fuld Udferd eller Liigbegængelse skulde lade sig nøje med en Ko eller en Koes Verd: en Betaling, der efter vore Forestillinger synes meget rundelig, og som vekker Forestilling om, at Sogneprest-Embederne maa have været meget indbringende. Fattige skulde dog betjenes for intet, og de, som ikke formaaede at give fuld Udferd, slippe med halv eller mindre. Dog var Presten skyldig at yde al Tjeneste „kjøbeløst“, det vil sige, at han ikke forud maatte thinge om Betalingen; men paa sin Side vare Bønderne ogsaa pligtige, efter modtagen Tjeneste at yde ham, hvad der var foreskrevet, ja Presten havde endog Ret til at tvinge den Gjenstridige, saavelsom den, der ikke vilde yde Presten hans Reide, til at efterkomme sin Skyldighed, ved Trusel om at negte ham alt Kirkens Embede[1]. Dog maatte Presterne ogsaa vogte sig for at forholde nogen dette Embede vrangeligen, og de skulde overhoved være greide og tjenstvillige mod sine Sognemend, medens disse igjen skulde hedre sine Prester, være lydige og føjelige mod dem, optage deres Lærdom med Kjærlighed, holde
- ↑ Brevet haves ej lenger i Original, men i en Afskrift, indført i Biskop Eysteins Register ved hans Efterfølger Biskop Jens’s Foranstaltning, og forsynet med hans Bekræftelse i 1426. Det er aftrykt i Munch & Ungers oldn. Læsebog S. 133–136, oversat paa Latin i Pontoppidans Annaler II. 244–248. Et udførligt Udtog, til hvilket vi her kunne henvise, findes i Keysers Norske Kirkehistorie II. S. 426–429.
