krænkes, Heredet legges øde derved, og alt Landet paadrager sig det daarligste Ord og stort Vanrygte[1]“. Vi ville haabe, at det ikke stod slet saa daarligt til i de andre Egne af Landet, hvor der var mindre Tilløb af Fremmede; men i Oslo og Tunsberg var det dog neppe stort anderledes, thi vi have allerede ovenfor (S. 85) seet, hvor frekt de fremmede Handelsmend i Stæderne tilsidesatte Anstendigheden i det her omhandlede Henseende. Biskop Jakob yttrede i sit Brev, at han ej lenger kunde forsvare at lade dette gaa saaledes hen, og satte Vedkommende en tredobbelt Frist af 8 Dage, inden hvilken de skulde have skilt sig ved sine Friller eller ogsaa udelukkes fra Sacramentet. Om denne velmeente Advarsel hjalp, erfares ikke, men man har desverre ikke synderlig Grund til at antage det, og derfor kan man fristes til at betragte den Nød, der overgik Bergen ved Vitaliebrødrenes gjentagne Plyndringer, som et Fingerpeg for Indbyggerne til at gaa i sig selv og forandre sit Levnet; i alle Fald gav de dem for det første andet og alvorligere Ting at tænke paa. Dette Brev viser forøvrigt, at Biskop Jakob roosverdigt har taget sig af den egentlige Sjælesorg. Denne Roos tilkommer ogsaa Biskop Eystein i Oslo, fra hvem vi endnu have et merkeligt Hyrdebrev, som han paa en Visitatsreise, han foretog til Skidusyssel om Høsten 1395, kort efter sin Hjemkomst fra Fredscongressen i Skaane, lod udgaa til Indbyggerne af de Hereder i Thelemarken, der hørte under hans Biskopsdømme, nemlig Hviteseid, Tyresdal, Nissesdal, Fyresdal, Skafsaa og Mo. Han yttrer her, at han allerede for ni Aar siden, da han var hos dem (nemlig om Høsten 1380, see ovenfor S. 267), havde fundet mange Misligheder i deres Seder og Levnet, der vare vaadelige for deres Sjæle, ligesom de ogsaa havde forebragt enkelte Tviste-Emner, der herskede mellem dem og Presterne. Han havde derfor med Raad og Samtykke af sine Chorsbrødre og de bedste Bønder, der til den Ende indfandt sig hos ham, gjort en Bestemmelse, som han herved fornyede, skjønt han hidtil, som han siger, desverre kun havde sporet i liden Forbedring. Først og fremst fandt han, at det stod daarligt til med den indbyrdes Kjærlighed imellem dem, da Manddrab desverre forefaldt oftere blandt dem end i noget andet Bygdelag, og flere endog først modtog Gjeld og Bøder efter sine drebte Frænder, men hevnede sig dog ligefuldt sidenefter, en Fremgangsmaade, der med Rette gjorde dem fortjente til at kaldes Gridnidinger og til at settes i Klasse med Forræderen Judas. Dernæst fandt han, at de ikke vogtede sig tilbørligt for bannsatte Mend eller saadanne, som var i Kirkens Forbud; saadanne maatte de sky som de fuleste Edder-Orme. Den Kirkens Tjeneste, som alle tog
- ↑ Dipl. Norv. III. 487.
