Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/403

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
355
1390-1397. Biſkoperne Jacobs og Eyſteins Virkſomhed.

krænkes, Heredet legges øde derved, og alt Landet paadrager ſig det daarligſte Ord og ſtort Vanrygte[1]“. Vi ville haabe, at det ikke ſtod ſlet ſaa daarligt til i de andre Egne af Landet, hvor der var mindre Tilløb af Fremmede; men i Oslo og Tunsberg var det dog neppe ſtort anderledes, thi vi have allerede ovenfor (S. 85) ſeet, hvor frekt de fremmede Handelsmend i Stæderne tilſideſatte Anſtendigheden i det her omhandlede Henſeende. Biſkop Jakob yttrede i ſit Brev, at han ej lenger kunde forſvare at lade dette gaa ſaaledes hen, og ſatte Vedkommende en tredobbelt Friſt af 8 Dage, inden hvilken de ſkulde have ſkilt ſig ved ſine Friller eller ogſaa udelukkes fra Sacramentet. Om denne velmeente Advarſel hjalp, erfares ikke, men man har desverre ikke ſynderlig Grund til at antage det, og derfor kan man friſtes til at betragte den Nød, der overgik Bergen ved Vitaliebrødrenes gjentagne Plyndringer, ſom et Fingerpeg for Indbyggerne til at gaa i ſig ſelv og forandre ſit Levnet; i alle Fald gav de dem for det førſte andet og alvorligere Ting at tænke paa. Dette Brev viſer forøvrigt, at Biſkop Jakob roosverdigt har taget ſig af den egentlige Sjæleſorg. Denne Roos tilkommer ogſaa Biſkop Eyſtein i Oslo, fra hvem vi endnu have et merkeligt Hyrdebrev, ſom han paa en Viſitatsreiſe, han foretog til Skiduſysſel om Høſten 1395, kort efter ſin Hjemkomſt fra Fredscongresſen i Skaane, lod udgaa til Indbyggerne af de Hereder i Thelemarken, der hørte under hans Biſkopsdømme, nemlig Hviteseid, Tyresdal, Nisſesdal, Fyresdal, Skafsaa og Mo. Han yttrer her, at han allerede for ni Aar ſiden, da han var hos dem (nemlig om Høſten 1380, ſee ovenfor S. 267), havde fundet mange Misligheder i deres Seder og Levnet, der vare vaadelige for deres Sjæle, ligeſom de ogſaa havde forebragt enkelte Tviſte-Emner, der herſkede mellem dem og Preſterne. Han havde derfor med Raad og Samtykke af ſine Chorsbrødre og de bedſte Bønder, der til den Ende indfandt ſig hos ham, gjort en Beſtemmelſe, ſom han herved fornyede, ſkjønt han hidtil, ſom han ſiger, desverre kun havde ſporet i liden Forbedring. Førſt og fremſt fandt han, at det ſtod daarligt til med den indbyrdes Kjærlighed imellem dem, da Manddrab desverre forefaldt oftere blandt dem end i noget andet Bygdelag, og flere endog førſt modtog Gjeld og Bøder efter ſine drebte Frænder, men hevnede ſig dog ligefuldt ſidenefter, en Fremgangsmaade, der med Rette gjorde dem fortjente til at kaldes Gridnidinger og til at ſettes i Klasſe med Forræderen Judas. Dernæſt fandt han, at de ikke vogtede ſig tilbørligt for bannſatte Mend eller ſaadanne, ſom var i Kirkens Forbud; ſaadanne maatte de ſky ſom de fuleſte Edder-Orme. Den Kirkens Tjeneſte, ſom alle tog

  1. Dipl. Norv. III. 487.