af Knut Boessøn. Heller ikke lykkedes det Margrete førend efter tre til fire Aars Forløb, som vi ville see, at komme i Besiddelse“af Finland saavelsom de nordligste Dele af Sverige. Men den største og bedste Deel af Riget adlød dog Dronningen. Mecklenburgernes Magt i Landet var fuldstændigt tilintetgjort. Freden var gjenoprettet inden Riget og i de nærmeste Farvande om alle de tre Riger. Norden havde faaet Pusterum efter den langvarige usikkre Krigstilstand, og Margrete havde frie Hender til at udføre sin længe nærede og forberedede store Plan, at knytte de trende Riger nærmere sammen i en blivende Forening under eet felles Overhoved.
I de sex Aar, som vare forløbne fra Eriks Ophøjelse paa Norges Kongetrone indtil Fredens Gjenoprettelse synes ingen Begivenheder af nogen særdeles Merkelighed at have indtruffet i Norge, idetmindste omtales ingen saaadan, hvilket iallefald indeholder et middelbart Vidnesbyrd om, at der ej forefaldt noget, der i væsentlig Grad forstyrrede Fred og Ro i Landet. Bergens Plyndring af Vitaliebrødrene synes at have været den eneste større Ulykke, som hjemsøgte Norge. Imidlertid kunde man vel ogsaa sige, at Stadens Indbyggere trængte til en saadan alvorlig Opvekkelse og Straf for det ryggesløse Levnet, de i den senere Tid havde ført, og som Biskop Jakob i et Advarselsbrev, han lod udgaa i Marts 1390, skildrede i de mørkeste Farver, skjønt rigtignok saaledes, at man her snarere maa antage, at han har haft de tøjleløse, overmodige tydske Handelsmend for Øje, end den norske Deel af Befolkningen, der dog vel neppe har kunnet undgaa at smittes af det daarlige Exempel. „Vi nødes“, skriver han, „til at advare Eder mod det ureenlige og syndige Levnet, som hersker i Bergen, og aldrig mere end nu, nemlig Frille-Levnet, der øves mere i denne lille Stad end i nogen af samme Størrelse i hele Christenheden; hvorfor utallige Folk komme til Skade, baade til Søs og til Lands, til Liv og til Sjæl, ej alene de, som selv forbryde sig, men ogsaa andre med dem, og Jomfruer, gode Mends Døttre, skjemmes og vanæres; ligesom og det hellige Egteskabs Baand foragtes og
ankom, efterat Halvdelen vare omkomne i Kamp og ved Hunger. Skulde der ligge noget sandt til Grunden for dette, saaledes at disse Sørøvere maaskee have været fordrevne til Amerikas Kyster og der have bestaaet en Kamp mod de Vilde? Og skulde dette maaskee igjen staa i nogen Forbindelse med de Begivenheder, der omtales i Forbindelse med Zeniernes Reiser, hvorom nedenfor?
