Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/402

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
354
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

af Knut Boesſøn. Heller ikke lykkedes det Margrete førend efter tre til fire Aars Forløb, ſom vi ville ſee, at komme i Beſiddelſe“af Finland ſaavelſom de nordligſte Dele af Sverige. Men den ſtørſte og bedſte Deel af Riget adlød dog Dronningen. Mecklenburgernes Magt i Landet var fuldſtændigt tilintetgjort. Freden var gjenoprettet inden Riget og i de nærmeſte Farvande om alle de tre Riger. Norden havde faaet Puſterum efter den langvarige uſikkre Krigstilſtand, og Margrete havde frie Hender til at udføre ſin længe nærede og forberedede ſtore Plan, at knytte de trende Riger nærmere ſammen i en blivende Forening under eet felles Overhoved.

25. Forholdene i Norge. Biſkoperne Jakob og Eyſtein. Dronningen og Raadet udſteder Retterbod. Begivenheder paa Island og Uroligheder paa Færøerne.


I de ſex Aar, ſom vare forløbne fra Eriks Ophøjelſe paa Norges Kongetrone indtil Fredens Gjenoprettelſe ſynes ingen Begivenheder af nogen ſærdeles Merkelighed at have indtruffet i Norge, idetmindſte omtales ingen ſaaadan, hvilket iallefald indeholder et middelbart Vidnesbyrd om, at der ej forefaldt noget, der i væſentlig Grad forſtyrrede Fred og Ro i Landet. Bergens Plyndring af Vitaliebrødrene ſynes at have været den eneſte ſtørre Ulykke, ſom hjemſøgte Norge. Imidlertid kunde man vel ogſaa ſige, at Stadens Indbyggere trængte til en ſaadan alvorlig Opvekkelſe og Straf for det ryggesløſe Levnet, de i den ſenere Tid havde ført, og ſom Biſkop Jakob i et Advarſelsbrev, han lod udgaa i Marts 1390, ſkildrede i de mørkeſte Farver, ſkjønt rigtignok ſaaledes, at man her ſnarere maa antage, at han har haft de tøjleløſe, overmodige tydſke Handelsmend for Øje, end den norſke Deel af Befolkningen, der dog vel neppe har kunnet undgaa at ſmittes af det daarlige Exempel. „Vi nødes“, ſkriver han, „til at advare Eder mod det ureenlige og ſyndige Levnet, ſom herſker i Bergen, og aldrig mere end nu, nemlig Frille-Levnet, der øves mere i denne lille Stad end i nogen af ſamme Størrelſe i hele Chriſtenheden; hvorfor utallige Folk komme til Skade, baade til Søs og til Lands, til Liv og til Sjæl, ej alene de, ſom ſelv forbryde ſig, men ogſaa andre med dem, og Jomfruer, gode Mends Døttre, ſkjemmes og vanæres; ligeſom og det hellige Egteſkabs Baand foragtes og

    ankom, efterat Halvdelen vare omkomne i Kamp og ved Hunger. Skulde der ligge noget ſandt til Grunden for dette, ſaaledes at disſe Sørøvere maaſkee have været fordrevne til Amerikas Kyſter og der have beſtaaet en Kamp mod de Vilde? Og ſkulde dette maaſkee igjen ſtaa i nogen Forbindelſe med de Begivenheder, der omtales i Forbindelſe med Zeniernes Reiſer, hvorom nedenfor?