Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/401

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
353
1395. Bergen hjemſøges paany af Sørøverne.

paa høi Tid, at Stæderne gjorde Alvor af at renſe Farvandene for dem, ſaameget mere ſom de ingen Mine gjorde til at lyſtre Fredsbudet, uagtet Stæderne, for at give dette deſto ſtørre Eftertryk, allerede ſamtidigt havde ladet en Flaade løbe ud for at krydſe om efter dem lige til efter Michelsdag, og Stralſunderne havde været heldige nok til atter at fange en heel Deel af dem, der næſten alle bleve grumt henrettede[1]. Alt dette ſynes ikke at have haft anden Virkning paa Fribytterne, end at en Deel af dem løb ud i Nordſøen og vendte ſig mod Bergen, der nu anden Gang blev plyndret og brendt, førend Byen vel endog var fuldſtendigt opbygget igjen ſiden den ſidſte Ødeleggelſe i 1393. De udplyndrede, ſiges der, baade de tydſke Kjøbmend og Nordmendene og tog en Mengde Gods, Klenodier i Guld, Sølv og dyrebare Klæder, Huusgeraad og Skreid. Formodentlig var Otte Rømer endnu ikke kommen tilbage fra Mødet i Helſingborg, ſaa at der ej var nogen til at ſtille ſig i Spidſen for Borgerne og opmuntre dem til Forſvar. Med ſit rige Bytte ſejlede Røverne tilbage til Roſtock og Wismar, ſandſynligviis efterat Stædernes Fartøjer havde endt ſit Krydstog, og ſolgte det der med god Fordeel, da begge Stæders Borgere, ſom der ſiges, brød ſig lidet om, enten Godſet bar vundet med Ret eller med Uret[2]. Men imidlertid havde Stæderne holdt den omtalte Hanſedag i Lübeck, ſamtidigt med Kong Albrechts Frigivelſe, og beſluttet, til næſte Aars Paaſke at udruſte en ny velbemandet Flaade, ligeſom de ogſaa fik Kong Albrecht til at give det Tilſagn, at han ikke vilde tage dem i Forſvar[3]. De fandt det derfor nu raadeligſt, idetmindſte paa nogen Tid at forlade den ſydlige Deel af Øſterſøen. De deelte ſig ad; nogle gik til Nordſøen og herjede paa Frisland, ja lige til den ſpanſke Sø, hvor de gjorde Handelsſkibene megen Fortred; andre gik til den finſke Bugt, hvor de ſamlede ſig i ſtor Mængde ved Viborg, løb ind i Nevafloden og røvede fra Rusſerne[4], og fremdeles begunſtigede

  1. Suhm, XIV. S.341, Detmar, S. 366.
  2. Detmar, S. 371. Cranz, Norvag. VIII. pag. 750. Merkeligt nok, at dette nye Angreb paa Bergen ſlet ikke er omtalt i de isl. Annaler.
  3. Suhm, XIV. 350, efter Recessus Hansæ. Jvfr. Stædernes Brev til Dronningen fra ſamme Hanſedag om Vitaliebrødrenes Ankomſt til Viborg, Suhm, XIV. S. 609.
  4. Rufus’s Krønike, ſee Grantoffs Detmar S. 371. Detmar ſelv har en eventyrlig Fortelling, der ogſaa er optagen af Corner (S. 1171), om at de ſiden foor vild paa Søen og kom forbi det hellige Land og „Caſpien“, hvor Indbyggerne antog dem for at være „røde Jøder“, og ſamlede ſig i ſaadan Mængde, at de ikke vovede ſig i Land, men efterat have drebt endeel fra Skibene, ſejlede videre, kom til vilde Folkeſlag, og flakkede omkring i Verden, indtil de endelig fandt en Tydſker, der viiſte dem Veien hjem, hvor de omſider