Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/400

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
352
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

ikke ſynderligt Haab om, at de vilde rette ſig derefter, og derfor var man allerede enig om at holde en Hanſedag ſtrax efter Kongens Frigivelſe for at beſlutte, hvad der i ſaa Fald var at gjøre. De viiſte ſig ogſaa intet mindre end fredelige. Paa ſamme Tid, ſom man underhandlede i Skaane, drog en ſtor Mengde af dem til Lifland, hvorhen allerede den unge Hertug Albrecht af Mecklenburg-Stargard hemmeligt havde begivet ſig hen og nu opholdt ſig hos den mod den tydſke Orden fjendtligt ſindede Biſkop i Dorpat: det heed ſig ganſke viſt, at dette var en Aftale mellem Sørøverne og Albrecht, ſom ved deres Hjelp vilde tilføje Ordenen Skade[1]. Juſt ved denne Tid gjorde Hr. Knut, Søn af Bo Jonsſøn, Fordring paa ſin Faders Pantelehn i Finland og troede nok ſnareſt at kunne opnaa hvad han vilde ved at ſtøtte ſig til Kong Albrecht, der nu ſnart ſkulde komme paa fri Fod. Han fik endog Jakob Abrahamsſøn til at afſtaa ham Aabo, Caſtelholm paa Aaland m. m., mod visſe perſonlige Fordele, og herſkede ſaaledes, da han formodentlig allerede havde Viborg, næſten over hele Finland, og paa det nærmeſte-uafhængigt. Heraf fulgte ganſke naturligt, at han kom i et venſkabeligt Forhold til Vitaliebrødrene, navnlig til dem, der ſtod i Forbindelſe med den nysnævnte Hertug Albrecht, og at han gav dem Tilhold og Fredland i de finlandſke Havne, hvorfra de nu gjorde de liflandſke Stæders Handelsfartøjer megen Fortred[2]. Det var derfor

  1. See Højmeſterens Skrivelſe af 18de og 19de Juni til Ordensmeſteren i Lifland, Hertug Johan i Mecklenburg, Borgerne i Roſtock og Wismar, og den ved Fredscongresſen i Skaane liggende Comthur af Schwetz. Den her omtalte „unge Hertug Albrecht“ var en Søn af Johan af Stargard, og ſaaledes Syſkenebarn til Kong Albrecht. Han maa have været indtraadt i den geiſtlige Stand, thi Biſkopen af Dorpat gjorde ham kort efter til Coadjutor, men han kom allerede i 1397 tilbage til Mecklenborg. See Rudloff, II. S. 536, og Detmar, S. 373.
  2. Knut Boesſøns Brev af 15de Auguſt 1395, hvorved han erkjender at have faaet Aabo og Caſtelholm paa Aaland m. m. af Jakob Abrahamsſøn, og derimod tilſtaar denne visſe Fordele, ſamt tilſiger ham ſin Biſtand mod Dronningen, er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag, No. 26. S. 200. Et Brev fra Ordensmeſteren i Lifland til Borgermeſteren i Reval oplyſer, at man maatte tilſkrive Hr. Knut Boesſøn og Jakob Abrahamsſøn for at faa det Gods tilbage, ſom Vitaliebroderen Stuke m. fl., der nu ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med den ovennævnte Hertug Albrecht i Dorpat, havde revet ved Sviaſterene. Dette viſer aabenbart, at Knut, Hertugen og Sørøverne ſtod i Forbund med hinanden, (Bunge, l. c. No. 1157, hvor Brevet forreſten er urigtigt henført til 1381), ligeſom Knut i hiint førſt omtalte Brev udtrykkeligt antyder Muligheden af, at han kommer til at underhandle med Kong Albrecht. Endelig ſees det af en Skrivelſe fra Raſeborg uden Aarstal, men dateret Fredag før Mariemesſe ſidre, ſandſynligviis 7de Septbr. 1397, fra Erngiſk Nikolasſøn, Steen Boesſøn og Thord Bonde, Befalingsmand paa Raſeborg, at Vitaliebrødrene da havde Tilhold i Aabo og andenſteds i Fogderiet (Bunge, l. c. No. 1403).