Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/399

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
351
1395. Kong Albrecht frigives.

til Lübeck. Derimod maatte de ſyv Stæder, ſaavelſom Roſtock, Wismar og ſelve Stockholm, udſtede et eget Forſikringsbrev for Kong Albrecht, om at han ubrødeligt ſkulde holde alle Dagthingningens Artikler. Saaledes kom da endelig Albrecht og hans Søn paa fri Fod den 26de September, efterat han havde maattet prøve Fangenſkabet i ligeſaa lang Tid, ſom Kong Magnus: en merkelig Gjengjeldelſe. Den 29de September var han ankommen til Traven og begav ſig efter nogle Forhandlinger med det lübeckſke Raad til Roſtock, hvor han ſaaledes efter 6 Aars Fangenſkab atter kom til ſit Arvehertugdømme og maatte herefter lade ſig nøje med dette, uagtet han endnu hverken opgav Kongetitlen eller ſine Fordringer paa Sverige. Men Margrete havde nu ſikkret ſig ſaa godt, at hun ikke mere frygtede ham. Stockholm var ej lenger i hans, men i de med hende fredeligt forbundne Stæders Magt; hun kjendte for vel hans Hjelpekilder, og vel ogſaa hans Sorgløshed og Ødſelhed, til at hun ikke ſkulde være vis paa, at det vilde være ham en Umulighed at tilvejebringe den ſtore Løſeſum: altſaa vilde hun dog under alle Omſtændigheder kunne gjøre ſikker Regning paa Stockholm. Det var maaſkee endog den kloge Margrete ikke ſaameget imod, at Albrecht ej reent ud fraſagde ſig ſin Fordring paa Sverige, thi farlig kunde han ej lenger være hende, og hun vilde dog altid derved have ſtørre Klemme paa de ſelvraadige ſvenſke Herrer, naar den Tid kom, at Erik af Pomern ogſaa af dem ſkulde tages til Konge, og hun derhos, ſom vi ville ſee, rykkede frem med Paaſtanden om en gjennemgribende Reduction af de Kronen frakomne Ejendomme.

Freden var nu gjenoprettet mellem de egentlige krigførende Magter; det ſtod kun tilbage at frede Søen for Vitaliebrødrene. Men dette havde ſtore Vanſkeligheder. Deres Frekhed var ſnarere tiltagen end aftagen. Om Høſten 1394 havde de endog vovet at opbringe nogle Geſandter, ſom Højmeſteren af Preusſen havde afſendt til Dronningen for at handle om Kong Albrechts Udløsning, ſaa at der ikke blev noget af det hele Geſandtſkab[1]. Det var, ſom vi have ſeet, beſtemt, at Søen ſkulde erklæres fredet ſtrax ved Fredens Afſlutning den 17de Juni, og der ſkikkedes ogſaa Sendebud omkring for at forkynde dette, navnlig for Mecklenburgerne og Vitaliebrødrene, tilføjende, at hvis disſe ikke havde rømmet Søen inden den 25de Juli, eller efter denne Dag gjorde Kjøbmendene nogen Skade, vilde de blive ſtraffede[2]. Man havde alligevel

  1. See Højmeſterens Skrivelſe af 27de Juni til Revals Raad, Bunge, Liv-Eſt-Kurl. Urk. B. No. 1381.
  2. Dette ſiges i føromtalte Skrivelſe fra de preusſiſke Geſandter i Skanør af 19de Juni, Bunge IV. S. 64.