til Lübeck. Derimod maatte de syv Stæder, saavelsom Rostock, Wismar og selve Stockholm, udstede et eget Forsikringsbrev for Kong Albrecht, om at han ubrødeligt skulde holde alle Dagthingningens Artikler. Saaledes kom da endelig Albrecht og hans Søn paa fri Fod den 26de September, efterat han havde maattet prøve Fangenskabet i ligesaa lang Tid, som Kong Magnus: en merkelig Gjengjeldelse. Den 29de September var han ankommen til Traven og begav sig efter nogle Forhandlinger med det lübeckske Raad til Rostock, hvor han saaledes efter 6 Aars Fangenskab atter kom til sit Arvehertugdømme og maatte herefter lade sig nøje med dette, uagtet han endnu hverken opgav Kongetitlen eller sine Fordringer paa Sverige. Men Margrete havde nu sikkret sig saa godt, at hun ikke mere frygtede ham. Stockholm var ej lenger i hans, men i de med hende fredeligt forbundne Stæders Magt; hun kjendte for vel hans Hjelpekilder, og vel ogsaa hans Sorgløshed og Ødselhed, til at hun ikke skulde være vis paa, at det vilde være ham en Umulighed at tilvejebringe den store Løsesum: altsaa vilde hun dog under alle Omstændigheder kunne gjøre sikker Regning paa Stockholm. Det var maaskee endog den kloge Margrete ikke saameget imod, at Albrecht ej reent ud frasagde sig sin Fordring paa Sverige, thi farlig kunde han ej lenger være hende, og hun vilde dog altid derved have større Klemme paa de selvraadige svenske Herrer, naar den Tid kom, at Erik af Pomern ogsaa af dem skulde tages til Konge, og hun derhos, som vi ville see, rykkede frem med Paastanden om en gjennemgribende Reduction af de Kronen frakomne Ejendomme.
Freden var nu gjenoprettet mellem de egentlige krigførende Magter; det stod kun tilbage at frede Søen for Vitaliebrødrene. Men dette havde store Vanskeligheder. Deres Frekhed var snarere tiltagen end aftagen. Om Høsten 1394 havde de endog vovet at opbringe nogle Gesandter, som Højmesteren af Preussen havde afsendt til Dronningen for at handle om Kong Albrechts Udløsning, saa at der ikke blev noget af det hele Gesandtskab[1]. Det var, som vi have seet, bestemt, at Søen skulde erklæres fredet strax ved Fredens Afslutning den 17de Juni, og der skikkedes ogsaa Sendebud omkring for at forkynde dette, navnlig for Mecklenburgerne og Vitaliebrødrene, tilføjende, at hvis disse ikke havde rømmet Søen inden den 25de Juli, eller efter denne Dag gjorde Kjøbmendene nogen Skade, vilde de blive straffede[2]. Man havde alligevel
