gerne fra alle Kanter stunde være tilvejebragte. Paa denne Dag skulde Gesandter fra Stæderne paany samles med Dronningen og hendes Raad i Helsingborg for efter Brevenes Udvexling at modtage Kongen. Hermed skiltes man ad for denne Gang. De norske Raadsherrer drog formodentlig hjem, i alle Fald kun paa nogle faa nær, navnlig Jon Darre, der maaskee ikke torde reise bort, førend han havde betalt sine Løsepenge. Ogsaa de øvrige droge hver til sit, Stædernes Gesandter medbringende de Breve, som af de syv Garant-Stæder skulde besegles[1].
Imidlertid var det ikke muligt at faa alt dette besørget i saa kort Frist, som Aftalen lød. Først nogle faa Dage før Michelsdag-indfandt Gesandter fra Lübeck, Thorn, Elbing og Reval sig med de beseglede Breve i Helsingborg, og Dronningen havde da ikke endnu faaet det Brev, som hun og de trende Rigers Raad skulde udstede om Stockholm, mere end halv beseglet, da der, som vi have seet, vare henved 114 Indsegl, som skulde tilveiebringes. Stæderne vilde derfor i Førstningen ikke tage derimod, men denne Vanskelighed bortryddedes derved, at Dronningen og flere Raadsherrer, hvoriblandt Jon Darre, gav sin Forsikring om, at et nyt og fuldstendigt Brev inden næste Midsommer skulde blive indsendt
- ↑ Det nærmere om disse Forhandlinger har Suhm efter Recessus Hansæ meddeelt XIV. S. 337–348, og tillige aftrykt de vigtigste af de udvexlede Breve sammesteds S. 590–607. Vi kunne derfor henvise hertil. See ogsaa Lagerbring III. S. 730–734. Jfr. Detmar ved 1395 S. 368, 369, og Paludan-Müllers Observ criticæ, S. 25–30. Ogsaa Bunge, Liv-Est-Kurl. Urkunden. Her meddeles ogsaa, efter Breve i det Revalske Raads-Archiv, en Skrivelse fra de tre preussiske Befuldmegtigede ved Fredscongressen til deres Committenter, dateret Skanør den 19de Juni, der indeholder flere interessante Oplysninger. Man seer deraf, at idetmindste disse Sendebud ankom til Skanør allerede den 10de Mai, og at Dronningen kom 14 Dage efter, altsaa den 24de, hvorefter Forhandlingerne begyndte; men da der blev Tale om Stockholm, og Kongens personlige Nærværelse var nødvendig, lod hun ham og hans Søn bringe til Lindholm, hvorhen da ogsaa alle de øvrige begav sig og laa 16 Dage paa Marken (zu Felde) udenfor Slottet, indtil Sagen blev afgjort. (Altsaa var Kongen og hans Søn tidligere ikke paa Lindholm, men hvor vare de da?) Den 18de Juni kom Gesandterne tilbage til Skanør og afventede Ariernes Reenskrivning. Dronningen ventedes til Falsterbod d. 19de, og Kongen skulde blive hos hende, indtil Brevene fra de Stæder, der afgave Forløfte for ham, vare beseglede. De sendte dette Brev for Sikkerheds Skyld dobbelt og anmodede den første Stad, der fik det, om at meddele Højmesteren det, paa det at han strax, da ingen Tid var at tabe, kunde opfordre Revalerne til at bringe sit Segl til Preussen for at kunne indsegle med de øvrige. Denne Opfordring afgik ogsaa allerede under 27de Juni. Af Stockholms nye Besetning skulde Lübeck, Stralsund og Greifswalde udrede Halvdelen, de preussiske Stæder og Reval Halvdelen. Man formodede, at der fra begge Sider skulde være 200 Væbnede og Skytter, med gode Plader og Armbryst.
