Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/396

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
348
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

ſtrækkelig Mengde, fra Norge Erkebiſkop Vinalde, Biſkop Eyſtein af Oslo og Biſkop Jakob af Bergen, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Jon Darre, Jon Martinsſøn, Finn Gyrdsſøn, Alf Haraldsſøn, Otte Rømer og hans Søn Svaale, Gudbrand Erlingsſøn og Haakon Topp[1], fra Sverige Erkebiſkop Henrik, Biſkoperne af Strengnes, Linkøping og Aabo, Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Karl af Tofta, Hr. Steen Boesſøn, Hr. Amund Jonsſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Hr. Heyne Snakenborg, Jakob Abrahamsſøn, og mange flere; fra Danmark Erkebiſkopen og fire Biſkoper, foruden en ſtor Mengde verdslige Herrer. Sendebudene fra Stæderne, nemlig.Lübeck, Stralſund, Thorn, Elbing og Danzig, ſamledes allerede paa Skanør fra 10de til den 20de Mai, Dronningen ankom den 24de Mai, ligeſaa mødte Hertug Johan og Geſandter fra den tydſke Orden. Der blev ivrigt underhandlet, førſt paa Skanør og Falſterbod, og ſiden paa Lindholm, ſiden Kong Albrecht ogſaa maatte være tilſtede. Stædernes Geſandter og formodentlig ogſaa mange af Raadsherrerne maatte her tilbringe 16 Dage i Telte, da Slottet ej kunde rumme dem. Det vilde her blive for vidtløftigt, Skridt for Skridt at følge disſe Underhandlinger; det er tilſtrekkeligt at anføre, at Betingelſerne omtrent bleve de ſamme ſom de, Stæderne allerede ved Underhandlingerne i 1393 havde opſtillet, men med ſaadanne Garantier for Dronningen, ſom hun kunde være tjent med. Det beſtemtes nemlig, at Kong Albrecht og hans Søn Hertug Erik ſkulde ſettes paa fri Fod mod en Løſepenge af 60000 Mk. brendt Sølv, og at der for det førſte ſkulde være Fred mellem dem og deres ſamt Dronningen og hendes Mend paa tre Aar, fra førſtkommende Michelsdag at regne. Blev til den Tid hverken Pengene betalte eller Stockholm overgivet, ſkulde Albrecht og hans Søn gaa ind i Fangenſkab igjen og Freden opſiges med ni Ugers Friſt; bleve Pengene betalte,

  1. Disſe Herrer nævnes udtrykkeligt blandt de mange Medforlovere paa Fredsbrevet af 17de Juni (Suhm, XIV. S: 593, 591, efter Recessus Hansæ). Rigtignok ere enkelte Navne heel fordi-ejede, ſom „Ulf Gregersſøn“ iſtedetfor„.Ulf Holmgeirsſøn“ hvilket derimod ſtaar rigtigere i det andet Forſikkringsbrev af 8de September, nemlig „Halingsſøn“, d. e. Holmgeirsſøn, forkortet, (ſammeſteds S. 602); nu kunde det vel altid være tænkeligt, at ikke alle disſe Forlovere have været tilſtede, men naar man ſeer hen til, at Hanſeſtædernes Forſikkringsbrev af 8de September udtrykkeligt nævner idetmindſte Agmund Bolt, Alf Haraldsſøn, Finn Gyrdsſøn, Otte Rømer og Jon Martinsſøn, og at de tre Biſkoper endog ere Medudſtedere af Fredsbrevet, er det klart, at i alle Fald disſe 8 have været nærværende. At Jon Darre ligeledes var tilſtede, ſees af andre Breve; og de øvrige, der desuden, paa Haakon Topp nær, ogſaa nævnes ſom Medforlovere for Dronningens Forſikkringsbrev af 8de September, blive da for faa og tildeels for lidet betydende til, at man ſkulde ville have nævnt dem eller æſket deres Caution, naar de ikke virkelig havde været tilſtede.