kerhed for sig og sit Rige, hvilket hun ogsaa haabede, at Stæderne ej vilde negte hende, da hverken hun eller hendes Mend med sit Vidende havde fornærmet dem, ligesom det heller ikke var hendes Skyld, at nogen endelig Fred ej var kommen istand paa Falsterbod, da hun her ikke havde kunnet gaa videre i sine Tilbud. Hun henstillede det derfor til Stæderne at holde et nyt Fredsmøde med hende i Danmark, og bad om Svar herpaa, saavelsom om hvorvidt de i Forening med hende vilde bekrige Sørøverne[1]. Imidlertid fortsattes Belejringen af Stockholm med saadant Eftertryk, at Staden nær havde maattet overgive sig formedelst Hungersnød, hvis ikke Hertug Johan i den yderste Tid havde sendt nogle Skibe fra Wismar til Undsetning. Disse havde vel mange Vanskeligheder at kæmpe med, da de frøs inde ved Dalarø og bleve angrebne af en overlegen dansk Styrke, men ved Anførernes Klogskab fik de dog slaaet Angrebet tilbage, og da der strax efter indtraf Tøvejr, udrettede de sit Erende og forsynede Staden med Levnetsmidler for lengere Tid, saa at ogsaa denne Belejring blev frugtesløs[2]. Havde det lykkets Dronningen at faa Staden indtaget, da er det vel et Spørsmaal, om Kong Albrecht nogensinde vilde have faaet sin Frihed igjen. Dette indsaa vist ogsaa hans Tilhængere meget vel, siden de med saadan Haardnakkethed forsvarede Staden. Det Held, som Sørøverne havde med sig, gjorde dem endnu dristigere end forhen. Det var vistnok i overmodig Forventning om, at Stæderne nu vare blevne alvorligt bange, at Hertug Johan og Afsendinger fra Rostock og Wismar indfandt sig paa Hansedagen i Lübeck, der afholdtes en Maaned senere end efter den første Bestemmelse, og søgte at aflokke Stæderne Løftet om, i Nødsfald endog med Vaabenmagt at ville tvinge Dronningen til at give Kongen løs, idet de gav hende al Skylden for, at man ikke ved forrige Møde paa Falsterbod var kommen til Fred og Enighed. Men herpaa vilde Stæderne naturligviis ikke indlade sig, uagtet de ellers erklærede sig villige til at megle Fred; tvertimod vedtog de endog at udruste endeel bevæbnede Skibe for at frede Søen – altsaa i Virkeligheden for at understøtte Dronningen –, uagtet hine Sendebud forsikkrede, at man herefter vilde afholde sig fra at angribe Stædernes Skibe, ja endog tilbød Erstatning for den Skade, der allerede var dem tilføjet. Det er tydeligt nok, at Stæderne ej troede paa disse Forsikkringer. De udstedte endog et Forbud til alle hanseatiske Skibe mod at sejle gjennem Øresund, men skrev forøvrigt til Dronningen, at siden hun ønskede et Møde med dem i Danmark, skulde deres Sendebud indfinde sig hos
Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/394
Denne siden er korrekturlest
346
Erik af Pomern og Dronning Margrete.
