Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/394

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
346
Erik af Pomern og Dronning Margrete.


kerhed for ſig og ſit Rige, hvilket hun ogſaa haabede, at Stæderne ej vilde negte hende, da hverken hun eller hendes Mend med ſit Vidende havde fornærmet dem, ligeſom det heller ikke var hendes Skyld, at nogen endelig Fred ej var kommen iſtand paa Falſterbod, da hun her ikke havde kunnet gaa videre i ſine Tilbud. Hun henſtillede det derfor til Stæderne at holde et nyt Fredsmøde med hende i Danmark, og bad om Svar herpaa, ſaavelſom om hvorvidt de i Forening med hende vilde bekrige Sørøverne[1]. Imidlertid fortſattes Belejringen af Stockholm med ſaadant Eftertryk, at Staden nær havde maattet overgive ſig formedelſt Hungersnød, hvis ikke Hertug Johan i den yderſte Tid havde ſendt nogle Skibe fra Wismar til Undſetning. Disſe havde vel mange Vanſkeligheder at kæmpe med, da de frøs inde ved Dalarø og bleve angrebne af en overlegen danſk Styrke, men ved Anførernes Klogſkab fik de dog ſlaaet Angrebet tilbage, og da der ſtrax efter indtraf Tøvejr, udrettede de ſit Erende og forſynede Staden med Levnetsmidler for lengere Tid, ſaa at ogſaa denne Belejring blev frugtesløs[2]. Havde det lykkets Dronningen at faa Staden indtaget, da er det vel et Spørsmaal, om Kong Albrecht nogenſinde vilde have faaet ſin Frihed igjen. Dette indſaa viſt ogſaa hans Tilhængere meget vel, ſiden de med ſaadan Haardnakkethed forſvarede Staden. Det Held, ſom Sørøverne havde med ſig, gjorde dem endnu driſtigere end forhen. Det var viſtnok i overmodig Forventning om, at Stæderne nu vare blevne alvorligt bange, at Hertug Johan og Afſendinger fra Roſtock og Wismar indfandt ſig paa Hanſedagen i Lübeck, der afholdtes en Maaned ſenere end efter den førſte Beſtemmelſe, og ſøgte at aflokke Stæderne Løftet om, i Nødsfald endog med Vaabenmagt at ville tvinge Dronningen til at give Kongen løs, idet de gav hende al Skylden for, at man ikke ved forrige Møde paa Falſterbod var kommen til Fred og Enighed. Men herpaa vilde Stæderne naturligviis ikke indlade ſig, uagtet de ellers erklærede ſig villige til at megle Fred; tvertimod vedtog de endog at udruſte endeel bevæbnede Skibe for at frede Søen — altſaa i Virkeligheden for at underſtøtte Dronningen —, uagtet hine Sendebud forſikkrede, at man herefter vilde afholde ſig fra at angribe Stædernes Skibe, ja endog tilbød Erſtatning for den Skade, der allerede var dem tilføjet. Det er tydeligt nok, at Stæderne ej troede paa disſe Forſikkringer. De udſtedte endog et Forbud til alle hanſeatiſke Skibe mod at ſejle gjennem Øreſund, men ſkrev forøvrigt til Dronningen, at ſiden hun ønſkede et Møde med dem i Danmark, ſkulde deres Sendebud indfinde ſig hos

  1. Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 322.
  2. Corner, S. 1168, Suhm, XIV. S. 323.