Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/393

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
345
1393. Forgjeves Fredsmøde. Stockholm belejret.

kerheden betryggende nok. Hun undſkyldte ſig med, at hun førſt maatte tale med ſit norſke og ſvenſke Rigsraad, ſom nu ikke var tilſtede, men ſom havde taget den Forpligtelſe af hende, at hun i denne Sag intet ſkulde foretage ſig uden dem; ſiden, formodentlig efterat Hertugen allerede var dragen bort igjen, ſagde hun ligefrem til Geſandterne, at hun gjerne vilde føje ſig efter deres Afgjørelſe, naar kun Stæderne ſelv ſtillede hende og hendes Riger fuldkommen Sikkerhed for, at hun til den beſtemte Tid enten fik Kongen igjen i ſin Forvaring, eller Stockholm i ſin og Raadets Magt. Forreſten lovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvad Beſlutning hun og hendes Raad havde taget, naar disſe holdt ſin næſte Hanſedag, hvilken foreløbigt berammedes til førſtkommende Kyndelmisſe[1].

Saaledes kom endnu intet Forliig iſtand, og de trende Riger, fornemmelig Sverige og Danmark, maatte fremdeles lide under Sørøverkrigens Rædſler. Det ſkal have været i dette Aar, at Røverne endog vovede at angribe et ſtærkt Stralſunderſkib, uagtet de meget godt vidſte, og det tillige blev dem ſagt, at det ikke tilhørte de Danſke, men de Tydſke. Men denne Gang kom de til kort, deres eget Skib blev taget, og noget over hundrede tagne til Fange, hvilke Sejerherrerne af Mangel paa Baand og Lænker ſtoppede ind i Tønder og forvarede i Skibsrummet, indtil de kom hjem, hvor de da bleve tagne ud een for een og halshugne[2]. Dette viſer, hvor ſtor Forbittrelſen maa have været imod dem, endog blandt deres egne Landsmend. Siden gjorde ogſaa Dronningen alvorlige Foranſtaltninger til at forjage dem fra Stockholm og vinde denne Stad tilbage. Hun valgte dertil Vintertiden, maaſkee fordi det da var vanſkeligere for Røverne at komme Staden til Undſetning, og overdrog Befalingen over Belejringshæren til Abraham Brodersſøn og Algøt Magnusſøn, der nu var Høvding paa Ørebro[3]. De danſke Tropper have ſaaledes formodentlig iſær været ſamlede fra Dronningens eget Landſkab Halland. Selv begav hun ſig til Kalmar, hvorfra hun den 25de Januar tilſkrev Stæderne og bad dem undſkylde, at hun ikke kunde ſende Nogen af ſit Raad med noget afgjørende Svar til Hanſedagen i Lübeck, da Tiden havde været for knap til at faa indhentet begge Rigsraads Erklæring; imidlertid havde alle de Medlemmer af disſe, ſom hun enkeltviis havde talt med, fundet, at hun ligeſaa vel ſom Hertugen kunde betroe ſig til Stæderne, naar hun kun fik tilbørlig Sik-

  1. Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 313—317.
  2. Corner, S..1166. Reimar Kock, hos Grautoff I. S. 494. Han henfører dette, neppe med Rette, til 1392.
  3. At de to nævnte Herrer vare Anførere for Belejring-Rykken ſiges, ſom ovenanført, af Ericus Olai. Riget Magnusſøn kalder ſig l et Brev af 30te Mai 1392 (i det ſv. Rigsarchiv) Høvedsmand paa Ørebro.