Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/392

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
344
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

dem Modſtand, ved Tillinge[1] Stort bedre gik det vel heller ikke til i Omegnen af Bergen, ſaa længe Røverne holdt ſig der.

Tilſtanden var nu bleven ſaa utaalelig overalt i de nordiſke Farvande og paa Kyſterne, og Stædernes egen Handel og Skibsfart havde lidt ſaa voldſomme Stød[2] at de alvorligt maatte være betænkte paa en virkſom Fredsmegling. Den 22de Juni holdtes der en Hanſedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev beſtemt, at formedelſt Ufri-dens Skyld maatte endnu i et Aar ingen drage til Skaane for at nedſalte eller opkjøbe Sild[3]; men ved ſamme Lejlighed blev formodentligt ogſaa et Mode aftalt og berammet, ſom ved Michelsdagstider holdtes i Skanør eller paa Falſterbod, og hvor ſaavel Dronningen og hendes Raad, ſom Hertug Johan af Mecklenburg og hans Raadgivere indfandt ſig for under Stædernes Megling at dagthinge om Freden. Begge Parter erklærede ſig villige til at antage denne Megling, dog Dronningen med det Forbehold: „ſaavidt hendes Ære tillod det“. Dronningen fremførte nu ſine Retsgrunde og Paaſtande, medens. Hertugen fordrede, at man ſkulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot, for at han ſelv kunde ſvare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke indlade ſig, ſigende at dette ej ſtod til hende at gjøre — hvilket ſynes at antyde, at hun har ſtillet det ſvenſke Raad Sikkerhed for, at Albrecht ej ſkulde komme ud af Fængſlet uden dets Tilladelſe — men at der intet var i Vejen for, at Hertug Johan og hans Raad kunde faa Albrecht i Tale paa ſelve Lindholm og der indhente hans Inſtructioner. Dette ſyntes dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaſkee frygtede de for, at Dronningen og hendes Mend vilde ſvige dem. Efter megen Talen frem og tilbage foreſlog endelig Stædernes Geſandter (hvoriblandt Henrik Weſthof) følgende Afgjørelſe, der ſiden ogſaa blev Grundlaget for den endelige Fredsſlutning: at Kong Albrecht ſkulde frigives paa to eller tre Aar med Forpligtelſe til da igjen at indſtille ſig i Fangenſkabet, hvis han ikke imidlertid var bleven forligt med Dronningen, og at Stockholm til.Sikkerhed for dette Løftes Opfyldelſe ſkulde overgives til fire Mend af begge Parters Raad, eller ſom opnævntes af Stæderne, for ſiden at gives Kongens Mend tilbage, hvis han atter indſtillede ſig i Fængſlet, eller i modſat Fald at overgives til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan ikke ſynderligt at indvende, og heller ikke Dronningen, undtagen at hun ikke fandt Sik-

  1. Originalen findes endnu i det danſke Geheime-Archiv og er aftrykt i Dipl. Norv. VI. 338.
  2. De visbyſke Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. S. 46, jvfr. Ericus Olai, ſſteds. II. S. 117. Naar han her ſiger, at det Sted, hvor Bønderne bleve ſlagne, heraf fik Navnet Bondaberg eller Skadaberg, da er dette aabenbart kun en ſelvgjort Forklaring eller i alle Fald et utilforladeligt Almueſagn, thi „Bondaberkana“ omtales allerede i Petrus Gervaſii’s Regnſkab af 1334.
  3. Suhm, XIV. S. 313.