dem Modstand, ved Tillinge[1] Stort bedre gik det vel heller ikke til i Omegnen af Bergen, saa længe Røverne holdt sig der.
Tilstanden var nu bleven saa utaalelig overalt i de nordiske Farvande og paa Kysterne, og Stædernes egen Handel og Skibsfart havde lidt saa voldsomme Stød[2] at de alvorligt maatte være betænkte paa en virksom Fredsmegling. Den 22de Juni holdtes der en Hansedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev bestemt, at formedelst Ufri-dens Skyld maatte endnu i et Aar ingen drage til Skaane for at nedsalte eller opkjøbe Sild[3]; men ved samme Lejlighed blev formodentligt ogsaa et Mode aftalt og berammet, som ved Michelsdagstider holdtes i Skanør eller paa Falsterbod, og hvor saavel Dronningen og hendes Raad, som Hertug Johan af Mecklenburg og hans Raadgivere indfandt sig for under Stædernes Megling at dagthinge om Freden. Begge Parter erklærede sig villige til at antage denne Megling, dog Dronningen med det Forbehold: „saavidt hendes Ære tillod det“. Dronningen fremførte nu sine Retsgrunde og Paastande, medens. Hertugen fordrede, at man skulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot, for at han selv kunde svare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke indlade sig, sigende at dette ej stod til hende at gjøre – hvilket synes at antyde, at hun har stillet det svenske Raad Sikkerhed for, at Albrecht ej skulde komme ud af Fængslet uden dets Tilladelse – men at der intet var i Vejen for, at Hertug Johan og hans Raad kunde faa Albrecht i Tale paa selve Lindholm og der indhente hans Instructioner. Dette syntes dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaskee frygtede de for, at Dronningen og hendes Mend vilde svige dem. Efter megen Talen frem og tilbage foreslog endelig Stædernes Gesandter (hvoriblandt Henrik Westhof) følgende Afgjørelse, der siden ogsaa blev Grundlaget for den endelige Fredsslutning: at Kong Albrecht skulde frigives paa to eller tre Aar med Forpligtelse til da igjen at indstille sig i Fangenskabet, hvis han ikke imidlertid var bleven forligt med Dronningen, og at Stockholm til.Sikkerhed for dette Løftes Opfyldelse skulde overgives til fire Mend af begge Parters Raad, eller som opnævntes af Stæderne, for siden at gives Kongens Mend tilbage, hvis han atter indstillede sig i Fængslet, eller i modsat Fald at overgives til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan ikke synderligt at indvende, og heller ikke Dronningen, undtagen at hun ikke fandt Sik-
- ↑ Originalen findes endnu i det danske Geheime-Archiv og er aftrykt i Dipl. Norv. VI. 338.
- ↑ De visbyske Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. S. 46, jvfr. Ericus Olai, ssteds. II. S. 117. Naar han her siger, at det Sted, hvor Bønderne bleve slagne, heraf fik Navnet Bondaberg eller Skadaberg, da er dette aabenbart kun en selvgjort Forklaring eller i alle Fald et utilforladeligt Almuesagn, thi „Bondaberkana“ omtales allerede i Petrus Gervasii’s Regnskab af 1334.
- ↑ Suhm, XIV. S. 313.
