Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/390

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
342
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

der ligeledes skal have været Kong Albrechts Frænde. De paastod, siges der, at Kong Albrecht nu var retmæssig Arving og Konge til Norge, og derfor maa man formode, at de, idetmindste for et Syns Skyld, opfordrede Befalingsmanden og Indbyggerne til at underkaste sig med det Gode, førend de skred til Angreb. Jon Darre var nu Fehirde og Hirdstjore i Bergen, efterat Haakon Jonssøn var død Vaaren eller Sommeren forud[1].“ Til ham nyttede det ikke at komme med en saadan Opfordring. Sørøverne gjorde derfor Landgang den 17de April indenfor Nordnes[2], men Bymendene mødte dem under Jon Darres Anførsel og forsvarede sig med megen Tapperhed, især roses Jon Darre selv og en Henrik Aslakssøn, der bar Merket. Der faldt mange paa begge Sider, dog flest af Tydskerne, blandt dem endog hiin saakaldte Mecklenburg, der blev skudt af en Nordfarer ved Navn Erik. Den haardeste Strid og det største Mandefald skete indenfor Minoriterklostret (nu Domkirken), hvorhen Nordmendene vel efterhaanden drog sig tilbage. Thi Sørøverne fik dog omsider Overhaand, formodentlig paa Grund af sin større Mængde og bedre Vaaben; Bymendene havde ogsaa det Uheld, at Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, og at Merkesmanden, Henrik Aslakssøn blev drebt af et Skud gjennem Hovedet, just som han løftede paa Staalhuen for at afkøle sig lidt. Byen blev nu priisgiven for den skrækkeligste Plyndring, og mange Mennesker bleve drebte; Røverne sparede hverken Kirker, Klostre eller Kvinder og ranede alt hvad der havde nogen Verdi, og det saa grundigt, fortelles der, at de endog heller sænkede ned paa Søen, hvad de ikke kunde faa med sig, end at de lod Indbyggerne faa beholde det. Ogsaa Skibe med deres Ankere tog de, men et Anker, der kaldtes Langbein, og som Kong Olaf (den hellige?) havde ejet, skal de ikke have kunnet rokket fra sin Plads. Tilsidst satte de Ild paa Byen. Biskopen og Lagmanden, Arnulf Gunnarssøn, saavelsom flere andre Mend paa Borgerskabets Vegne, bleve ved Trusler nødte til at sverge Kong Albrechts Troskabs-Eed, dog lader det til, at det kun skete med det

    lenburg“, og at Nordmendene eller idetmindste den, der berettede herom til Annalforfatteren, har antaget dette for hans eget Navn.

  1. Haakon Jonssøn nævnes i de hidtil forefundne Breskaber allersidst som Hirdstjore og Fehirde i Bergen den 4de Februar 1392 (Munkelivsbogen S. 52), og Jon Darre allerførst i samme Egenskab den 23de September samme Aar (Dipl. N. V. 352); i Mellemtiden falder altsaa Haakons Død.
  2. I Flatø-Annalerne staar der udtrykkeligt, at Sørøverne ankom til Bergen i Paaskeugen og gjorde Landgang Thorsdagen derefter, det vil altsaa sige Thorsdagen efter Paaske-Ugen, eller anden Thorsdag efter Paaske, der i 1393 bliver den 17de April. Hole-Annalerne nævne derimod som Landgangsdagen næste Dag for Jon Holebiskops Messedag, altsaa 22de April. Snarere skulde man antage, at dette var den Dag, da de atter forlod Staden.