Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/390

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
342
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

der ligeledes ſkal have været Kong Albrechts Frænde. De paaſtod, ſiges der, at Kong Albrecht nu var retmæsſig Arving og Konge til Norge, og derfor maa man formode, at de, idetmindſte for et Syns Skyld, opfordrede Befalingsmanden og Indbyggerne til at underkaſte ſig med det Gode, førend de ſkred til Angreb. Jon Darre var nu Fehirde og Hirdſtjore i Bergen, efterat Haakon Jonsſøn var død Vaaren eller Sommeren forud[1].“ Til ham nyttede det ikke at komme med en ſaadan Opfordring. Sørøverne gjorde derfor Landgang den 17de April indenfor Nordnes[2], men Bymendene mødte dem under Jon Darres Anførſel og forſvarede ſig med megen Tapperhed, iſær roſes Jon Darre ſelv og en Henrik Aslaksſøn, der bar Merket. Der faldt mange paa begge Sider, dog fleſt af Tydſkerne, blandt dem endog hiin ſaakaldte Mecklenburg, der blev ſkudt af en Nordfarer ved Navn Erik. Den haardeſte Strid og det ſtørſte Mandefald ſkete indenfor Minoriterkloſtret (nu Domkirken), hvorhen Nordmendene vel efterhaanden drog ſig tilbage. Thi Sørøverne fik dog omſider Overhaand, formodentlig paa Grund af ſin ſtørre Mængde og bedre Vaaben; Bymendene havde ogſaa det Uheld, at Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, og at Merkesmanden, Henrik Aslaksſøn blev drebt af et Skud gjennem Hovedet, juſt ſom han løftede paa Staalhuen for at afkøle ſig lidt. Byen blev nu priisgiven for den ſkrækkeligſte Plyndring, og mange Menneſker bleve drebte; Røverne ſparede hverken Kirker, Kloſtre eller Kvinder og ranede alt hvad der havde nogen Verdi, og det ſaa grundigt, fortelles der, at de endog heller ſænkede ned paa Søen, hvad de ikke kunde faa med ſig, end at de lod Indbyggerne faa beholde det. Ogſaa Skibe med deres Ankere tog de, men et Anker, der kaldtes Langbein, og ſom Kong Olaf (den hellige?) havde ejet, ſkal de ikke have kunnet rokket fra ſin Plads. Tilſidſt ſatte de Ild paa Byen. Biſkopen og Lagmanden, Arnulf Gunnarsſøn, ſaavelſom flere andre Mend paa Borgerſkabets Vegne, bleve ved Truſler nødte til at ſverge Kong Albrechts Troſkabs-Eed, dog lader det til, at det kun ſkete med det

    lenburg“, og at Nordmendene eller idetmindſte den, der berettede herom til Annalforfatteren, har antaget dette for hans eget Navn.

  1. Haakon Jonsſøn nævnes i de hidtil forefundne Breſkaber allerſidſt ſom Hirdſtjore og Fehirde i Bergen den 4de Februar 1392 (Munkelivsbogen S. 52), og Jon Darre allerførſt i ſamme Egenſkab den 23de September ſamme Aar (Dipl. N. V. 352); i Mellemtiden falder altſaa Haakons Død.
  2. I Flatø-Annalerne ſtaar der udtrykkeligt, at Sørøverne ankom til Bergen i Paaſkeugen og gjorde Landgang Thorsdagen derefter, det vil altſaa ſige Thorsdagen efter Paaſke-Ugen, eller anden Thorsdag efter Paaſke, der i 1393 bliver den 17de April. Hole-Annalerne nævne derimod ſom Landgangsdagen næſte Dag for Jon Holebiſkops Mesſedag, altſaa 22de April. Snarere ſkulde man antage, at dette var den Dag, da de atter forlod Staden.