overordentlig Skat af een Mark forngild for hver skattepligtig-Mand, ligeledes tinder den Trusel, at Enhver, der vegrede sig ved at betale, skulde ansees som Landraademand. Hun støttede sig vel her til, at hun ingen Privilegier havde fornyet, siden endnu ingen egentlig Hylding havde fundet Sted. Hvorledes Almennings-Udbudet blev optaget af Nordmendene, er ikke bekjendt, og da der ej senere tales om, at der udgik nogen Leding fra Norge, medens vi derhos ville see, at Fjenderne ligefuldt hjemsøgte det, er det nok muligt, at Ledingen er bleven indstillet eller fik en anden Anvendelse. Paa Island mødte Skattepaabudet vel nogen Modstand, men havde dog tilsidst ret god Fremgang. I Førstningen, da Thjodbjørn var kommen med Brevet, svarede næsten alle, at de ikke vilde indlade sig derpaa. Men siden, da den forhen omtalte Høvding Bjørn Einarssøn i Vatnsfjord holdt sin Datters Bryllup d. 14de October, benyttede Hirdstjoren Vigfuus Ivarssøn sig af denne Lejlighed, da saa mange anseede Mend vare tilstede, til at komme frem med Brevet, og formodentlig ogsaa-paa bedste Maade at anbefale Sagen; og han havde den Tilfredsstillelse, at mange af de bedste Mend strax erklærede sig villige til at underkaste sig Ydelsen. Det følgende Aar fremsatte han Dronningens Anmodning paa Thinget, og her forbandt alle de bedste Mend sig, paa Eyfjordingerne nær, til at give hver 8 Alen Havnevaad (almindeligt Vaadmaal) for Vigfuus’s Skyld, dog saaledes, at dette ikke skulde kaldes nogen Skat eller oftere kræves. Eyfjordingerne vilde slet intet give[1]. Denne Ydelse blev saaledes vistnok ikke saa stor, som Dronningen havde fordret den, men noget, og vel ej saa ganske ubetydeligt, maa dog altid være kommet ind.
Disse Forberedelser, og Ledings-Udbudet i Norge, hindrede dog ikke, at Sørøverne fremdeles spillede Mester i de danske og norske Farvande. De herjede-Svenborg og Helsingborg, og hjemsøgte endelig Bergen paa en Maade, der endog minder om Vendernes Angreb paa Kongehelle i 1136. I Paaske-Ugen 1393, altsaa mellem 6te og 13de April, ankom der til Bergen fire store Skibe[2] med ni hundrede Skytter, formodentlig Hageskytter, under Anførsel-af en tydsk Herre, beslegtet med Kong Albrecht, hvis Navn i de islandske Annaler, der berette herom, forvanskes til Enis, og en anden, der kaldes Mækenborg eller Mecklenburg[3],
