Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/388

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
340
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

dette Uvæſen, men desverre lykkedes dette hende ikke ſaa godt, ſom ønſkeligt kunde være, paa. Grund af det Forfald, hvori Søforſvarsvæſenet nu var kommet, .ſiden Hanſeaterne havde bemegtiget ſig Skibsfarten i Norden, og Ledings-Indretningen i Danmark og Sverige neppe engang længer beſtod af Navn, medens den i Norge langtfra var hvad den tidligere havde været. Førſt og fremſt ſøgte Dronningen at ſikkre ſig de farlige holſtenſke Grevers Neutralitet ved at indgaa en ny Overeenskomſt med dem paa det nysomtalte Danehof i Vordingborg, den 12te Juli 1392, i Følge hvilken der ſkulde være en evig Fred mellem begge Parter, og den ene ikke befatte ſig med den andens Lande. Dernæſt ſøgte hun at ſkaffe Krigsſkibe til Veje, og da, ſom ſagt, den gamle Søforſvars-Indretning var aldeles forfalden i Danmark og Sverige ſiden Ruſttjeneſtens Opkomſt, maatte hun endog ſender en Geſandt til England for der med Kong Richards Tilladelſe at faa lejet Skibe, hvilket ogſaa lykkedes, idet Kong Richard ved Brev af 20de April, „formedelſt det Venſkabs Forbund, der var mellem ham og hans kjære Syſter Dronningen af Norge, Sverige og Danmark“, tillod Sven at leje trende ſtore Krigs-Skibe, der laa i Havnen ved Lynn, med Befalingsmend og Mandſkab, og uhindret at fore dem over til hendes Landes Forſvar[1]. I Norge, hvor Dronningen allerede i April 1392 havde holdt et Raadsmøde, ſom det nedenfor nærmere ſkal omtales, lod hun i Kong Eriks Navn[2] ved Breve, udſtedte fra Oslo i Begyndelſen af Marts 1393, udgaa Opbud af fuld Almenning „paa Grund af den ſtore Ufred og Orlog, ſom Kongens Fjender, Tydſkerne, agtede at gjøre alle Vegne i Kongens Riger og Lande“. Mandſkabet ſkulde være rede med Skibe, Vaaben og Levnetsmidler ſeneſt aatte Dage efter Paaſke i Oslo, til at fare ſaaledes, ſom Fehirden paa Akershuus nærmere ſkulde tilſige, under Landraadeſags Straf for Overhørighed[3]. Til Island ſendte hun allerede om Sommeren eller Høſten 1392 et Sendebud, ved Navn Thjodbjørn, med et Brev, hvori hun fordrede en

  1. Brevene ere aftrykte hos Suhm, XIV. S. 574, 575.
  2. Da Udbudsbrevet, der udſtedtes i Kong Eriks Navn i Oslo den 2den Marts 1393, ikke er beſeglet af Cantſleren og overhoved ikke nævner noget om Beſegling, maa man vel antage, at Dronningen ſelv har udſtedt det, og at hun ſaaledes har været i Oslo paa den Tid. Den 25de Marts var hun paa Axevall i Veſtergøtland, ſee Suhm, XIV. S. 316, Lagerbring, III. 747.
  3. Dipl. N. II. 535. Dette Brev er egentlig kun til Indbyggerne af Land, Thorpen og Sinnen paa Oplandene, men Indholdet viſer, at lignende Breve maa have udgaaet til alle de øvrige Dele af Riget. Imidlertid er det vel muligt, at Oslo ikke har været faſtſat ſom Samlingsſted for andre Tropper end dem, der tom fra Oplandene; de øvrige ere formodentlig ſom ſedvanligt ſtevnede til Elven eller Landemærket.