Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/387

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
339
1392. Vitalie-Brødrene.

at ſkaffe ſig faſte Tilhold i flere af Øſterſøens Afkroge, hvor det ej var ſaa let at angribe dem. Saaledes ſamlede der ſig allerede om Høſten 1392 over femtenhundrede i de liflandſke Farvande, der ſøgte at ſette ſig faſt paa Biſkopen af Revals Enemerker, altſaa formodentlig paa en af Smaaøerne ved Indløbet til den finſke Bugt; og deres Antal tiltog her Dag for Dag. Men kort efter bemegtigede de ſig Gotland i Kong Albrechts Navn og havde her et endnu bekvemmere Middel- og Udgangspunkt for ſin ſkammelige Bedrift. I den ſydlige Deel af Øſterſøen huſerede de ſaaledes, at Stæderne indtil videre maatte forbyde Sildefiſket ved Skaane, og denne indbringende Sysſel ophørte i tre Aar. I Sverige opſtod der formelig Dyrtid af Mangel paa Tilførſel. Hertug Albrecht af Bayern, Greve af Holland, Zeeland og Hennegau, forkyndte allerede i September for alle Borgermeſtre og Raad i de hollandſke og zeelandſke Stæder, at han havde faaet Brev fra Wismar og Roſtock om den ſtore Krig og Orlog, der nu raſede mellem Dronning Margrete paa den ene, og Kong Albrecht og os hiins Venner og Stæder paa den anden Side, og befalede derfor de ſamme Borgermeſtre ikke at tillade Borgere af hine Stæder at fare paa Danmark, Norge eller Sverige, ſaa længe Krigen ſtod paa, end mindre at beſpiſe eller underſtøtte Dronningens Fjender[1]. Lignende Forbud have ſandſynligviis ogſaa andre Fyrſter givet. Sørøvernes Frekhed gik endog ſaa vidt, at Arnold Stuke og Nikolas anfaldt Biſkop Thord af Strengnes, til hvem de vel iſær havde et ondt Øje ſom en af Teſtament-Executorerne, da han omtrent paa ſamme Tid med ſin Capellan og et ſtort Følge ſkulde drage til Dronningen for at deeltage i Mødet paa Falſterbod eller i Vordingborg; de fangede ham og alle hans Folk og bragte dem til Stockholm, hvor Hertug Johan den yngre af Stargard, Albrechts Fetter, ſom imidlertid havde overtaget Befalingen der, holdt dem fængſlede i halvandet Aar, efter det.almindelige Rygte endog med Lænker om Hals og Fødder[2]. Dronningen gjorde alt hvad der ſtod i hendes Magt for at møde det truende Uvejr, førend det brød løs, og ſiden for at ſtandſe

  1. Dipl. N. V. 353.
  2. Bunge, Liv-Eſt-Kurl-Urkunde No. 1333, 1334, jvfr. Suhm, XIV. 399. Hine af Bunge meddeelte Breve ere Skrivelſer fra Ordensmeſteren i Lifland deels til Paven, deels til Ordensprocuratoren i Rom, daterede den 12te October; i det ſidſte af Brevene berettes der om Biſkopens Paagribelſe, og ſiges der, at den „nylig“ (noviter) havde fundet Sted, hvilket efter de Tiders Brug ogſaa kan betegne nogle faa Maaneder forud. At han ſkulde til et Raadsmøde (parlamentum) ſees af det Pavebrev, hvoraf Suhm l. c. meddeler Uddrag. Nu kan der aabenbart ikke være Tale om noget andet Raadsmøde i de nærmeſte Maaneder før Begyndelſen af October 1392, end netop hiint Mode paa Falſterbod eller Danehofet i Vordingborg. Men heraf ſees, hvor tidligt Sørøverne allerede var ude.