at skaffe sig faste Tilhold i flere af Østersøens Afkroge, hvor det ej var saa let at angribe dem. Saaledes samlede der sig allerede om Høsten 1392 over femtenhundrede i de liflandske Farvande, der søgte at sette sig fast paa Biskopen af Revals Enemerker, altsaa formodentlig paa en af Smaaøerne ved Indløbet til den finske Bugt; og deres Antal tiltog her Dag for Dag. Men kort efter bemegtigede de sig Gotland i Kong Albrechts Navn og havde her et endnu bekvemmere Middel- og Udgangspunkt for sin skammelige Bedrift. I den sydlige Deel af Østersøen huserede de saaledes, at Stæderne indtil videre maatte forbyde Sildefisket ved Skaane, og denne indbringende Syssel ophørte i tre Aar. I Sverige opstod der formelig Dyrtid af Mangel paa Tilførsel. Hertug Albrecht af Bayern, Greve af Holland, Zeeland og Hennegau, forkyndte allerede i September for alle Borgermestre og Raad i de hollandske og zeelandske Stæder, at han havde faaet Brev fra Wismar og Rostock om den store Krig og Orlog, der nu rasede mellem Dronning Margrete paa den ene, og Kong Albrecht og os hiins Venner og Stæder paa den anden Side, og befalede derfor de samme Borgermestre ikke at tillade Borgere af hine Stæder at fare paa Danmark, Norge eller Sverige, saa længe Krigen stod paa, end mindre at bespise eller understøtte Dronningens Fjender[1]. Lignende Forbud have sandsynligviis ogsaa andre Fyrster givet. Sørøvernes Frekhed gik endog saa vidt, at Arnold Stuke og Nikolas anfaldt Biskop Thord af Strengnes, til hvem de vel især havde et ondt Øje som en af Testament-Executorerne, da han omtrent paa samme Tid med sin Capellan og et stort Følge skulde drage til Dronningen for at deeltage i Mødet paa Falsterbod eller i Vordingborg; de fangede ham og alle hans Folk og bragte dem til Stockholm, hvor Hertug Johan den yngre af Stargard, Albrechts Fetter, som imidlertid havde overtaget Befalingen der, holdt dem fængslede i halvandet Aar, efter det.almindelige Rygte endog med Lænker om Hals og Fødder[2]. Dronningen gjorde alt hvad der stod i hendes Magt for at møde det truende Uvejr, førend det brød løs, og siden for at standse
- ↑ Dipl. N. V. 353.
- ↑ Bunge, Liv-Est-Kurl-Urkunde No. 1333, 1334, jvfr. Suhm, XIV. 399. Hine af Bunge meddeelte Breve ere Skrivelser fra Ordensmesteren i Lifland deels til Paven, deels til Ordensprocuratoren i Rom, daterede den 12te October; i det sidste af Brevene berettes der om Biskopens Paagribelse, og siges der, at den „nylig“ (noviter) havde fundet Sted, hvilket efter de Tiders Brug ogsaa kan betegne nogle faa Maaneder forud. At han skulde til et Raadsmøde (parlamentum) sees af det Pavebrev, hvoraf Suhm l. c. meddeler Uddrag. Nu kan der aabenbart ikke være Tale om noget andet Raadsmøde i de nærmeste Maaneder før Begyndelsen af October 1392, end netop hiint Mode paa Falsterbod eller Danehofet i Vordingborg. Men heraf sees, hvor tidligt Sørøverne allerede var ude.
