stemme dette til Gunst for Dronningen og Rigernes Forening[1]. Herover opstod megen Forbittrelse i Rostock og Wismar, og disse Stæder greb nu til en Udvej, som vistnok fremskyndede Kong Albrechts Befrielse og saaledes paa en Maade svarede til sin Hensigt, men som tillige blev yderst fordærvelig for Stædernes Handel og Skibsfart og i en lang Rekke af Aar bragte usigelige Ulykker over Norden. De lod nemlig bekjendtgjøre, at hvo, der paa egen Haand havde Lyst til at herje paa Nordens tre Kongeriger, skulde finde sikker Tilflugt og Bistand hos dem, og kunde frit løbe ud og ind ei deres Havne, og der selge alt det Bytte, de maatte gjøre. Paa den Maade, siges der, samlede der sig en tøjleløs Mængde af alle Slags Folk, Hofmend, Borgere fra mange forskjellige Byer, Bønder og andre, som sagde, at de vilde tvinge Dronning Margrete til at frigive Kong Albrecht, og at de ikke vilde gjøre andre nogen Skade end dem, der understøttede Dronningen med Gods og Hjelp. Men desuagtet anfaldt de baade Venner og Fjender og foruroligede den hele Sø og alle Kjøbmend; og fornemmeligt, siges det, skal man i Rostock og Vismar have glædet sig, naar de kom med Bytte, som var røvet fra Lübeckerne, fordi man især gav disse Skylden for, at Kong Albreckt endnu holdtes fangen. Sørøverne selv lod offentligt bekjendtgjøre, at alle Misdædere, Landflygtige og Fredløse blot kunde komme til dem: de skulde strax blive optagne og faa sikkert Tilhold i deres Byer, Borge og faste Steder. De kaldte sig Vitaliebrødre (egentlig „Victualiebrødre“) hvad enten nu fordi de foregav som deres egentlige Bestemmelse at bringe Victualier eller Levnetsmidler til Stockholm for derved at sette Staden istand til at udholde Blokaden desto lenger, eller fordi de selv maatte skaffe sig det fornødne til sin Underholdning, det vil sige, ved at drive det skjendigste Sørøveri i Fleng[2]. Blandt Anførerne nævnes især en vis Henning Mandüvel, Arnold Stuke, Nikolas Gylge af Schwerin, Olaf og Heine Schutke, en vis Gunnar o. fl., hvilke Navne allerede vise, at de ej alle vare Tydske, men at der ogsaa fandtes Nordboer iblandt dem. De søgte
- ↑ Dette siges udtrykkeligt af Corner (Eccard II. S. 1126), hvis Ord det ikke er uden Interesse her at gjengive i sin Heelhed: „Margrete – blev efter Kong Albrechts Tilfangetagelse Dronning over de tre Riger med Raad og Bistand af Søstæderne, især Lübeck, hvis Borgermester Henrik Westhof for en stor Deel satte dette i Verk. Af denne Forening mellem Rigerne, som dengang ansaaes fordeelagtig, fulgte der siden mange Ulejligheder for hine Stæder og Kjøbmendene“.
- ↑ Detmar, S. 359. Corner, S. 1164. Jahn (S. 30) anfører uden at angive Kilden, at Hertug Johan gav et lignende Tilsagn for Havnene Ribnitz og Gollnitz, som den, Rostock og Wismar havde givet.
