Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/386

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
338
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

ſtemme dette til Gunſt for Dronningen og Rigernes Forening[1]. Herover opſtod megen Forbittrelſe i Roſtock og Wismar, og disſe Stæder greb nu til en Udvej, ſom viſtnok fremſkyndede Kong Albrechts Befrielſe og ſaaledes paa en Maade ſvarede til ſin Henſigt, men ſom tillige blev yderſt fordærvelig for Stædernes Handel og Skibsfart og i en lang Rekke af Aar bragte uſigelige Ulykker over Norden. De lod nemlig bekjendtgjøre, at hvo, der paa egen Haand havde Lyſt til at herje paa Nordens tre Kongeriger, ſkulde finde ſikker Tilflugt og Biſtand hos dem, og kunde frit løbe ud og ind ei deres Havne, og der ſelge alt det Bytte, de maatte gjøre. Paa den Maade, ſiges der, ſamlede der ſig en tøjleløs Mængde af alle Slags Folk, Hofmend, Borgere fra mange forſkjellige Byer, Bønder og andre, ſom ſagde, at de vilde tvinge Dronning Margrete til at frigive Kong Albrecht, og at de ikke vilde gjøre andre nogen Skade end dem, der underſtøttede Dronningen med Gods og Hjelp. Men desuagtet anfaldt de baade Venner og Fjender og foruroligede den hele Sø og alle Kjøbmend; og fornemmeligt, ſiges det, ſkal man i Roſtock og Vismar have glædet ſig, naar de kom med Bytte, ſom var røvet fra Lübeckerne, fordi man iſær gav disſe Skylden for, at Kong Albreckt endnu holdtes fangen. Sørøverne ſelv lod offentligt bekjendtgjøre, at alle Misdædere, Landflygtige og Fredløſe blot kunde komme til dem: de ſkulde ſtrax blive optagne og faa ſikkert Tilhold i deres Byer, Borge og faſte Steder. De kaldte ſig Vitaliebrødre (egentlig „Victualiebrødre“) hvad enten nu fordi de foregav ſom deres egentlige Beſtemmelſe at bringe Victualier eller Levnetsmidler til Stockholm for derved at ſette Staden iſtand til at udholde Blokaden deſto lenger, eller fordi de ſelv maatte ſkaffe ſig det fornødne til ſin Underholdning, det vil ſige, ved at drive det ſkjendigſte Sørøveri i Fleng[2]. Blandt Anførerne nævnes iſær en vis Henning Mandüvel, Arnold Stuke, Nikolas Gylge af Schwerin, Olaf og Heine Schutke, en vis Gunnar o. fl., hvilke Navne allerede viſe, at de ej alle vare Tydſke, men at der ogſaa fandtes Nordboer iblandt dem. De ſøgte

  1. Dette ſiges udtrykkeligt af Corner (Eccard II. S. 1126), hvis Ord det ikke er uden Interesſe her at gjengive i ſin Heelhed: „Margrete — blev efter Kong Albrechts Tilfangetagelſe Dronning over de tre Riger med Raad og Biſtand af Søſtæderne, iſær Lübeck, hvis Borgermeſter Henrik Weſthof for en ſtor Deel ſatte dette i Verk. Af denne Forening mellem Rigerne, ſom dengang anſaaes fordeelagtig, fulgte der ſiden mange Ulejligheder for hine Stæder og Kjøbmendene“.
  2. Detmar, S. 359. Corner, S. 1164. Jahn (S. 30) anfører uden at angive Kilden, at Hertug Johan gav et lignende Tilſagn for Havnene Ribnitz og Gollnitz, ſom den, Roſtock og Wismar havde givet.