Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/385

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
337
1392. Krigen fortſættes.

ger ikke mindre tvang ham end de Danſke og Svenſke til at indgaa Stilſtanden.

Der blev ſaaledes atter roligt i et halvt Aars Tid; idetmindſte nævnes der ikke om nogen Fjendtligheder i den øvrige Deel af 1391 og den førſte Halvdeel af 1392. Men deſto ivrigere forberedede man ſig paa begge Sider til at optage dem, naar Stilſtanden var ude. Det berammede Fredsmøde paa Falſterbod blev ikke holdt. I de islandſke Annaler heder det, at Tydſkerne udeblev[1], og det er heller ikke uſandſynligt, at Vitaliebrødrene, ſom vi ſtrax nedenfor komme til at omtale nærmere, allerede nu gjorde Farvandene ſaa uſikkre, at ingen Geſandter vovede at drage over til Skaane. Men Dronningen ſynes i alle Fald ikke at have ſvigtet Aftalen, uagtet hun endnu i April havde holdt et Raadsmøde i Norge[2], thi hun var i alle Fald tilſtede ved Danehofet, der i de førſte Dage af Juli holdtes i Vordingborg, ſaaat hun altſaa var nær ved Haanden, og der var her endog ſvenſke Herrer tilſtede, ſom Biſkop Thorſtein af Skara, Gerhard og Heyne Snakenborg, Karl Baat, ligeſom det ogſaa er højſt ſandſynligt, at Biſkop Thord af Strengnes agtede ſig did, da han, ſom det nedenfor ſkal berettes, paa Vejen blev anfaldt og tagen til Fange af hine Sørøvere[3]. Den ſandſynligſte Grund til Mecklenburgernes og deres Hjelperes Udeblivelſe torde vel være den, at de imidlertid havde faaet Vished om, at de ingen videre Biſtand havde at vente af de øvrige Stæder. Disſe ſtod vel paa en nok ſaa venſkabelig Fod med Kong Albrecht i hans Egenſkab af mecklenburgſk Hertug og undte ham nok ſaa gjerne Friheden; men derimod vilde de nødigt have ham tilbage paa Sveriges Trone og ønſkede for Øjeblikket helſt, at Foreningen af alle tre Riger under Margretes Herredømme maatte vedblive, da de, ſom det heder, deraf ſpaaede ſig alt muligt godt. Formodentlig havde deres Handel lidt ſaa meget under den mangeaarige Fejde mellem Mecklenburgerne og Dronning Margrete, iſær ved de Sørøverier, hvortil denne Fejde gav ſaa rigelig Lejlighed, at de med Glæde hilſede en Tingenes Orden, der lovede dem varig Fred og Ro, idet de vel altid haabede, ligefuldt at kunne hevde ſin Handels-Overlegenhed. Dog ſiges det ogſaa udtrykkeligt, at den formaaende Borgermeſter i Lübeck, Henrik Weſthof, var en perſonlig Ven af Dronningen og benyttede ſin ſtore Indflydelſe i denne Stad, ſom var den ledende i Hanſeforbundet, til overhoved at

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 350.
  2. Nemlig den 5te April, om hvilket Raadsmøde og den der udgivne Forordning vi nedenfor ville komme til at handle.
  3. Suhm, XIV. 265. 296. Paa dette Danehof var det ogſaa, at den nye Forening ſluttedes mellem Dronningen og de holſtenſke Grever, ſom vi nedenfor tomme til at omtale.