Rigets Raadgivere. Den slutter med Befaling og indstændig Opfordring til alle og enhver, om at udrede denne Hjelp med god Vilje og fuldkommen Lydighed uden noget Nej eller nogen Forklaring, og at de ville tænke paa hendes store Kjærlighed og Hjelp, der „maa og skal med Guds og hendes Naade bringe Fred over Riget, saa at enhver kan under ret Raad og Landslov ved sit eget leve og bo“[1]. Tre Dage efter (den 27de October) udstedte de forsamlede Herrer, blandt hvilke nu ogsaa Biskopen af Vegsjø og flere andre Riddere og Svene nævnes, en Bemyndigelse til Dronningen om at kunne pantsette Gods af Uppsala Øde saavelsom andre Kronejendomme, de murede Slotte og Festninger undtagne, for dermed at udrede en Gave af 1000 Mk. brendt, som hun i taknemmelig Erkjendelse af den Naade, Gud havde viist hende ved at lade hende opnaa Regjeringen over alle tre Riger med Indbyggernes gode Vilje( og i Betragtning af at Kirken havde lidt saa meget af „umilde Mend“, nu med det svenske Raads Samtykke havde besluttet at give til Domkirken samt de øvrige Kirker og Klostre i Riget, til Aamindelse af hende selv, saavelsom andre Fyrster og Herrer, hvilke hun var Tak skyldig. Derhos tilsagde de hende paany sin Understøttelse til Opretholdelse af hendes Herskab 2). Vi see her, hvorledes Margrete klogeligen blev sin Politik tro, at holde sig inde med Geistligheden, om det endog skulde koste betydelige Opofrelser; det bar dog i Længden gode Frugter for hende. Denne Gave kunde vel endog efter de Tiders Begreber paa en vis Maade ansees nødvendig, eftersom den øjensynligt skulde svare til, hvad hun allerede for Danmarks og Norges Vedkommende havde forordnet i sit Testament, hvilket idetmindste i Norge ansaaes saa vigtigt, at det endog udtrykkeligt blev bekræftet i Raadets Forsikkringsbrev om at tage Erik af Pomern til Konge. Men de svenske Herrers Føjelighed i først at bevilge hende en betydelig Skat, og derpaa at tillade hende at pantsette Krongodset, er derfor ikke mindre merkelig. Det var den samme Dag, paa hvilken de geistlige og verdslige Executorer af Testamentet underrettede Magnus Kase, hvilken Bo Jonssøn havde sat til Høvding paa Tavastehuus i Finland, om den med Dronningen sluttede Overeenskomst, ifølge hvilken alle Slotte skulde stilles til hendes Raadighed, og derfor befalede ham, saasnart hun krævede det, at overlevere Tavastehuus med Fogderi til Jakob Abrahamssøn paa Aabo og Thord Bonde paa Raseborg, hvilke Dronningen havde givet sin Fuldmagt til at modtage det[2]. Endelig blev der nu ogsaa rettet paa de Ubehageligheder, hvori Erke-
