Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/380

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
332
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

Rigets Raadgivere. Den ſlutter med Befaling og indſtændig Opfordring til alle og enhver, om at udrede denne Hjelp med god Vilje og fuldkommen Lydighed uden noget Nej eller nogen Forklaring, og at de ville tænke paa hendes ſtore Kjærlighed og Hjelp, der „maa og ſkal med Guds og hendes Naade bringe Fred over Riget, ſaa at enhver kan under ret Raad og Landslov ved ſit eget leve og bo“[1]. Tre Dage efter (den 27de October) udſtedte de forſamlede Herrer, blandt hvilke nu ogſaa Biſkopen af Vegſjø og flere andre Riddere og Svene nævnes, en Bemyndigelſe til Dronningen om at kunne pantſette Gods af Uppſala Øde ſaavelſom andre Kronejendomme, de murede Slotte og Feſtninger undtagne, for dermed at udrede en Gave af 1000 Mk. brendt, ſom hun i taknemmelig Erkjendelſe af den Naade, Gud havde viiſt hende ved at lade hende opnaa Regjeringen over alle tre Riger med Indbyggernes gode Vilje( og i Betragtning af at Kirken havde lidt ſaa meget af „umilde Mend“, nu med det ſvenſke Raads Samtykke havde beſluttet at give til Domkirken ſamt de øvrige Kirker og Kloſtre i Riget, til Aamindelſe af hende ſelv, ſaavelſom andre Fyrſter og Herrer, hvilke hun var Tak ſkyldig. Derhos tilſagde de hende paany ſin Underſtøttelſe til Opretholdelſe af hendes Herſkab 2). Vi ſee her, hvorledes Margrete klogeligen blev ſin Politik tro, at holde ſig inde med Geiſtligheden, om det endog ſkulde koſte betydelige Opofrelſer; det bar dog i Længden gode Frugter for hende. Denne Gave kunde vel endog efter de Tiders Begreber paa en vis Maade anſees nødvendig, efterſom den øjenſynligt ſkulde ſvare til, hvad hun allerede for Danmarks og Norges Vedkommende havde forordnet i ſit Teſtament, hvilket idetmindſte i Norge anſaaes ſaa vigtigt, at det endog udtrykkeligt blev bekræftet i Raadets Forſikkringsbrev om at tage Erik af Pomern til Konge. Men de ſvenſke Herrers Føjelighed i førſt at bevilge hende en betydelig Skat, og derpaa at tillade hende at pantſette Krongodſet, er derfor ikke mindre merkelig. Det var den ſamme Dag, paa hvilken de geiſtlige og verdslige Executorer af Teſtamentet underrettede Magnus Kaſe, hvilken Bo Jonsſøn havde ſat til Høvding paa Tavaſtehuus i Finland, om den med Dronningen ſluttede Overeenskomſt, ifølge hvilken alle Slotte ſkulde ſtilles til hendes Raadighed, og derfor befalede ham, ſaaſnart hun krævede det, at overlevere Tavaſtehuus med Fogderi til Jakob Abrahamsſøn paa Aabo og Thord Bonde paa Raſeborg, hvilke Dronningen havde givet ſin Fuldmagt til at modtage det[2]. Endelig blev der nu ogſaa rettet paa de Ubehageligheder, hvori Erke-

  1. Suhm, XVI. S. 244.
  2. Arwidsſon, Handl. til upplysn. af Finlands häfder, VIII. 1.