og Hjelpere i Tydskland, thi disse havde hidtil kunnet lande der for at føre Hjelpetropper til Landet; nu vare alle Havne stengte for dem undtagen Stockholm. Af de øvrige Slotte, forsaavidt de stode under Executorernes Raadighed, vare formodentlig de fleste allerede komne i Margretes Besiddelser, med Undtagelse af de finlandske, til hvis Modtagelse hun vel endnu ikke havde faaet gjort de nødvendige Foranstaltninger, paa Grund af deres fjerne Beliggenhed. Men dette skete nu paa et Møde, som hun i de sidste Dage af October holdt i Søderkøping med Raadets fornemste geistlige og verdslige Medlemmer, fornemmelig Testament-Executorerne, og paa hvilket hun saa at sige først overtog den egentlige Regjering af Landet. De forsamlede Herrer bekjendtgjorde nemlig her først og fremst, at de havde modtaget det Forsikkringsbrev af hende, som hun havde afgivet den 12te Marts Aaret forud, og som altsaa formodentlig nu først blev offentliggjort[1]. Nu viiste det sig, hvor stor hendes Magt over de hidtil saa myndige og umedgjørlige svenske Stormend allerede var, eller ogsaa hvor stor de ansaa Faren at være, idet de nemlig i Betragtning af „den store Naade, Trøst og Hjelp, som den højbaarne Fyrstinde, deres kjære Frue, Dronning Margrete, Sveriges og Norges Dronning og Danmarks rette Arving og Høvding, havde gjort og beviist Riget i denne store Drøvelse og Nød og denne store Orlog og Ufred, der havde været i Riget, men som de haabede vilde med Guds og hendes Raad og Hjelp faa en gode og rask Ende“, saavelsom ogsaa formedelst andet utalligt godt, de havde nydt af hende, og fremdeles haabede at skulle nyde“, vedtog „med Samtykke og god Vilje at give hende en Hjelp over det hele Rige, saavel over Biskoper, Klerker, Kirker og Klostre, Riddere og Svene, Landboer og Vordnede, som over alle Rigets Skattebønder, i hvilketsomhelst Biskopsdømme eller Lagsogn de bo“, nemlig saaledes at enhver Mand for sig, Bonde eller Landbo, skulde inden næste Faste-Indgang have givet hende en Mark svensk, enten i rede Penge eller i Varer til en ved samme Lejlighed nøje bestemt Taxt. En saadan Skat vilde det neppe have kunnet lykkes Kong Albrecht at udvirke. Bekjendtgjørelsen derom er udferdiget den 24de October, af Erkebiskop Henrik i Uppsala, Biskoperne i Linkøping, Strengnes, Vesteraas og Aabo, Erngisl Jarl, Erik Ketilssøn Marsk, Karl Ulfssøn, Byrge Ulfssøn, Bo Boessøn, Steen Benedictssøn, Erngisl Nikolassøn, Stephan Ulfssøn, Ulf Jonssøn, Steen Boessøn, Anund Jonssøn, Steen Steenssøn og Thure Benedictssøn, alle Riddere og
- ↑ Suhm, XIV. 245. Byrge Ulfssøn og Steen Benedictssøn bevidnede, heder det her, i Søderkøping, men før den 24de October, „at de og flere Rigets Mend fik et Brev fra Dronningen til Sveriges Forsikkring“, nemlig det forhen, omtalte Brev af 1388.
