paa Munch som den, der havde sveget en engelsk Gentlemans Tillid og endog ødelagt hans hele, med stor Bekostning gjorte Opdagelse. (!) For et Øieblik lykkedes det ogsaa at trække Farrer ind i denne bornerede Opfatning. Men da den fulde Sammenhæng blev ham bekjendt, maatte han strax indsee, at Munch i videnskabelig Henseende her som altid var en fuldstændig „Gentleman“. Den Afhandling af Steinsnæs-Indskrifterne, som Munch meddeelte, optog da ogsaa Farrer i sit derom senere udgivne, prægtigt udstyrede og blot for privat Distribution bestemte Værk, hvori den vistnok kan siges at danne den egentlige Kjærne. Og det var saa langt fra, at Hr. Farrer fremdeles ansaa sig for „mindre gentlemansmæssig behandlet“ af Munch, at han med al Forbindtlighed sendte denne sit Skrift, vedblev at korrespondere med ham, og paa Foranledning fra Munchs Side endog lod sig forlyde til ham med, at St. Olafs-Ordenen ikke vilde være ham ukjærkommen, hvilken da ogsaa Munch skaffede ham. Vi have her med Forsæt dvælet ved denne i og for sig ubetydelige Sag, fordi den nærgaaende Maade, hvorpaa Munch derunder behandledes, virkelig ærgrede ham, og det saameget mere, som han godt skjønnede, at der bag det Hele stak lærd Laugs-Jalusi, i Forening med politisk Animositet fra vedkommende forresten i Sagen ganske uindviede danske Journalisters Side. Han leverede da ogsaa Tilsvar til disse Angreb baade i Nyhedsbladet og Aftenbladet.
Ligesom Munch nærmest i historiskt Øiemed kom til at beskjæftige sig med det sammenlignende Sprogstudium, saaledes bragtes han i samme Øiemed ind paa Undersøgelser angaaende vor gamle og dermed Landets Geographi i det Hele. Frugter heraf blev blandt Andet en udførlig „Historisk-geographisk Beskrivelse over Norge (Noregsveldi) i Middelalderen“ (Moss 1849), en omfattende Afhandling „om Nordens, især Norges Bebyggelse af vore Forfædre, belyst fornemmelig ved Undersøgelse af geographiske Forholde, Stedsnavne og andre topographisk-lingvistiske Data“ (Oldnord. Annaler for 1846), „Geographiske Oplysninger om de i Sagaerne forekommende skotske og irske Stedsnavne“ (Annalerne 1852, fortsat i Aargangen 1857), og desuden flere Bidrag til at bestemme Norges Grændser, samt endelig forskjellige Karter over Fædrelandet. Ved Beskrivelsen over „Noregsveldi“ har Forf. afhjulpet „et Savn, som for alle dem, der enten til Belærelse eller Underholdning beskjæftige sig med vort Fædrelands ældre Historie, maa have været mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldstændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographi. En lykkelig og sjelden Forening af lingvistiske, geographiske og historiske Kundskaber, Specialstudiet af Norges physiske Natur, som hans Kartarbeider have foranlediget, og dertil en for andre ufattelig Kombinationsevne og Hukom-
