Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXII

af andre ypperlige Sprogmænd, hvilket var Tilfældet med ſidſtnævnte Arbeide og Texten til Throndhjems Domkirke.

Med Runologien beſkjæftigede han ſig ſærligen og leverede, foruden den nævnte ſærſkilt udkomne Veiledning i den ældſte nordiſke Runeſkriſt, flere derhenhørende værdifulde Afhandlinger. Den mærkeligſte af disſe er maaſkee den, der findes i Annaler for nordiſk Oldkyndighed for 1847 om Indſkriften paa det ved Gallehuus i 1734 fundne Guldhorn. Som bekjendt havde denne Indſkrift voldt de Lærde ſtort Hovedbrud og fremkaldt den ene Læsning mere beſynderlig end den anden. Den ellers ſaa fortjente P. E. Müller havde i ſit ſtore Skrift om Guldhornene antaget Indſkriften for celtiberiſk og faaet ud deraf nogle barbariſke Ord, ſom hverken han ſelv eller nogen Anden kunde forklare. Ved at følge en af Hr. J. H. Bredsdorff forſøgt Fortolkningsmaade lykkedes det Munch at godtgjøre, at Hornindſkriften var reen gothiſk, rimeligviis fra det førſte eller andet Aarhundrede før Chriſtus. Om denne Læsning ſendte han ogſaa en Afhandling til Videnſkabs-Akademiet i Berlin, hvoraf han kort i Forveien var bleven Medlem, hvilken optoges i Akademiets „Monatsbericht“ for 1848 tilligemed Bemærkninger derved af Jac. Grimm. I „Illuſt. Nyhedsblad“ for 1857 leverede han en Afhandling om den mærkelige Indſkrift paa den da netop til Univerſitetet hidførte Runeſteen fra Tune, hvilken ſiden har gjort en vis Opſigt i den lærde Verden; thi af A. Uppſtrøm er den gjort til Gjenſtand for en ſæregen Afhandling i Nova Acta regiæ societ. scient. Upsalensis, og herpaa har igjen Dr. Fr. Dietrich i Marburg bygget ſin Fremſtilling af Tuneſteens-Indſkriften i hans i 1863 udkomne Monographi, „Die Blekinger Inſchriften, der Stein von Tune und andre deutſche Runen in Skandinavien entziffert und erläutert.“

Munchs Ry ſom Runolog foranledigede den rige engelſke Godseier James Farrer til i 1861 at henvende ſig til ham, ligeſom til en heel Deel andre Oldgranſkere over den hele vide Verden, angaaende Læsningen af nogle Runeindſkrifter, der vare opdagede ved Steinsnæs paa Orknøerne, hvor Hr. Farrer havde ladet foretage Udgravninger paa ſin egen Bekoſtning. Uden at være Vidende om, hvilken runologiſk Kappeſtrid Hr. Farrer havde indrettet, imødekom Munch med ſtor Beredvillighed Opfordringen. Dog endnu inden han havde ſendt Hr. Farrer ſin Læsning af hine Indſkrifter, meddeelte han mig til Illuſtr. Nyhedsblad en Afhandling om deres Opdagelſe og Indhold, fordi han nemlig fandt dette Fund af nordiſke Runer at være af en almindeligere Interesſe ogſaa for norſke Læſere. Men danſke Runologer, ſom ogſaa vare indbudte til at forſøge en Læsning, anſaa ſig herved foregrebne, og i de danſke Aviſer fremkom derfor meget nærgaaende Angreb