sin Vilje havde været nødsagede til at handle med Fremmede, og ved at forudskikke hiin Forsikring om sin undersaatlige Troskab og Lydighed vilde man kun reservere sig mod enhver Sigtelse for Mangel paa Loyalitet. Hine Ord kunne derfor snarere siges at hentyde til den tidligere Hyldings-Act, om hvilken Annalerne tie. Men det er meget muligt, ja endog sandsynligt, at denne Hylding ikke fandt Sted saa tidligt, som Dronningen havde ønsket det eller hendes og Raadets Breve maaskee havde tilsagt. Imidlertid seer man dog, at de Embedsmend, Dronningen udnævnte, blev antagne uden Modsigelse. I den drebte Erik Gudmundssøns Sted beskikkede hun til Hirdstjore over hele Landet Vigfuus Ivarssøn, en Søn af den forhen omtalte Ivar Vigfuussøn af Holm, Hirdstjore fra 1354 til 1357. Han synes ej alene at være bleven vel modtagen og have tiltraadt sit Embede uden Hinder, men endog at have nydt mere end almindelig Yndest og Anseelse, ligesom han ogsaa forblev meget lengere i Embedet, end nogen af sine Forgængere[1].
Allerede medens Kong Erik endnu var oppe i Norge for at hyldes paa Ørething, var Dronningen ivrigt paa Ferde for at sikkre sig
- ↑ Vigfuus Ivarssøns Ankomst berettes i de forskjellige Haandskrifter af Annalerne under 1388, 1389, 1390 (Udg. S. 344). Men det rimeligste er, at Sandheden her, som sedvanligt, ligger i Midten, thi Dronningen maatte først have erfaret Erik Gudmundssøns Drab i 1388, førend hun kunde udnævne hans Eftermand. Naar man senere finder i Annalerne, ved 1403 (S. 376): „Vigfuus kom ud med Hirdstjorn og sin Hustru Gudrun Ingemundsdatter, norsk af Fødsel, 15 Aar gammel“, da er dette urigtigt allerede af den Grund, at han var gift med Gudrun længe før den Tid; man har saaledes et Brev af 27de April 1397, hvorved han bekjendtgjorde, at denne hans Hustru ejede fem Hundreder, baade naa Island og i Norge (Safn t. s. Íslands II. I. S. 76)e Beretningen Haar vistnok umiddelbart efter en anden, der ligesaalidet hører til 1403, nemlig om Kong Eriks Valg til Konge i alle tre Riger, altsaa om Kalmarunionen af 1397, og man tiende saaledes opstille den Formodning, at Beretningen om Vigfuus’s Ankomst med sin unge Hustru hører til dette Aar, samt at han af Erik var bleven bekræftet i sit Embede. Men Unionsacten skete først i Juli, og allerede i April 1397 var Vigfuus, ifølge det ovennævnte Brev, med Gudrun paa Island. Man har alsaa kun den Formodning tilbage, at den her meddeelte Notits egentlig hører til 1389 og kun ved en Fejltagelse er sat i Forbindelse med Unionsacten af 1397 istedetfor med Valgacten af 1389 samt at Vigfuus for sin Afreise fra Norge har egtet Gudrun. Det er er ej usandsynligt, at denne Gudrun har været en Datter af den anseede Hirdmand i Ryfylke Ingemund Uthyrmessøn og Holmfrid Anundsdatter, beslegtet med Tolge-Ætten (s. ovfr. S. 157).
