Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/375

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
327
1389. Kong Erik af Pomern hyldet i Norge.

Pomern (almindeligviis kaldet den 7de, var en Søn af Bugislav den 5te (død 1374) Hertug i Bagpomern, og Sønneſøn af Vartislav den 4de (død 1326), der havde baade Forpomern, hvilken gik i Arv til hans eldſte Søn Barnum den 4de, og Bagpommern, der tilfaldt Bugislav den 5te og hans Broder Vartislav den 5te. Man vil vide, at Erik ſkal være døbt „Henrik“ efter ſin Morfader, men at Navnet ved hans Ankomſt til Norden forandredes til „Erik“[1]. Vi ville ikke benegte, at det maaſkee kan forholde ſig ſaaledes, iſær da man ogſaa har andre Exempler paa, at Navnene „Henrik“ og „Erik“ have været forvexlede, f. E. ved den nys omtalte foregivne Søn af Dronningen, der ſkulde være død i Perugia. Men paa denne Tid var dog Navnet „Henrik“ allerede blevet ſaa almindeligt i Norden, at nogen Forandring ikke ſynes at kunne have været ſaa nødvendig, medens paa den anden Side ogſaa Navnet “Erik“ ved Opkaldelſer fra det danſke Kongehuus ej var blevet ſaa ſjeldent i Nordtydſkland. Men derimod er det viſtnok aldeles urigtigt, naar den ſvenſke Riimkrønike ſiger, at han førſt heed Bugislav[2]. Dette grunder ſig viſt paa en Forvexling mellem ham og hans Syſkenebarn af dette Navn, om hvem der i det følgende vil blive Tale.

Uagtet Eriks Hylding i Sverige endnu foreſtod, kan man dog neppe antage andet, end at de Landſkaber af dette Rige, der ſaa længe havde været forenede med Norge, eller idetmindſte ſtaaet under Norges Konger, nu atter gjenforenedes med de øvrige Landſkaber, eller at Sverige „fik ſine gamle Landemerker tilbage“, ſaaledes ſom Margrete havde lovet. Det var egentlig kun en naturlig Følge af, at Sverige kom under Margretes Herredømme, thi ogſaa tidligere havde de kun adlydt Kong Haakon i hans Egenſkab af Sveriges Konge, fordi de Raadende blandt Indbyggerne ikke erkjendte Kong Albrechts Herredømme, og ſaa længe Kong Olaf levede, ventede de vel altid, at han omſider ſkulde vinde ſine Fedres Rige tilbage. Imidlertid havde den langvarige politiſke Forbindelſe medført mange private mellem veſtſvenſke og norſke Familier indbyrdes, ſom fremdeles holdt ſig en Tidlang, ligeſom ogſaa Nordmend fremdeles ejede Gods i Sverige, og omvendt[3].

Hverken om Margretes, eller om Kong Eriks Hylding paa Island findes der nogen beſtemt Efterretning. Det er meget muligt, at Mar-

  1. See Suhm, XIV. 317.
  2. Riimkr. i Scr. r. Sv. I. 2. S. 60, Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. S. 105. Olaus Petri, udg. af Klemming S. 159.
  3. Man ſeer ſaaledes, at da Raadmanden i Oslo, Nisſe Bjørnsſøn (maaſkee ſelv en Vermelending) var død, overdrog Dronningen Biſkop Eyſtein i Oslo og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe hans Arv i Vermeland, og i den Anledning overdrog disſe igjen Lagmanden i Vermeland, Hr. Agmund Hatt, at indkræve hans udeſtaaende Fordringer (Dipl. N. III. 498).