Pomern (almindeligviis kaldet den 7de, var en Søn af Bugislav den 5te (død 1374) Hertug i Bagpomern, og Sønnesøn af Vartislav den 4de (død 1326), der havde baade Forpomern, hvilken gik i Arv til hans eldste Søn Barnum den 4de, og Bagpommern, der tilfaldt Bugislav den 5te og hans Broder Vartislav den 5te. Man vil vide, at Erik skal være døbt „Henrik“ efter sin Morfader, men at Navnet ved hans Ankomst til Norden forandredes til „Erik“[1]. Vi ville ikke benegte, at det maaskee kan forholde sig saaledes, især da man ogsaa har andre Exempler paa, at Navnene „Henrik“ og „Erik“ have været forvexlede, f. E. ved den nys omtalte foregivne Søn af Dronningen, der skulde være død i Perugia. Men paa denne Tid var dog Navnet „Henrik“ allerede blevet saa almindeligt i Norden, at nogen Forandring ikke synes at kunne have været saa nødvendig, medens paa den anden Side ogsaa Navnet “Erik“ ved Opkaldelser fra det danske Kongehuus ej var blevet saa sjeldent i Nordtydskland. Men derimod er det vistnok aldeles urigtigt, naar den svenske Riimkrønike siger, at han først heed Bugislav[2]. Dette grunder sig vist paa en Forvexling mellem ham og hans Syskenebarn af dette Navn, om hvem der i det følgende vil blive Tale.
Uagtet Eriks Hylding i Sverige endnu forestod, kan man dog neppe antage andet, end at de Landskaber af dette Rige, der saa længe havde været forenede med Norge, eller idetmindste staaet under Norges Konger, nu atter gjenforenedes med de øvrige Landskaber, eller at Sverige „fik sine gamle Landemerker tilbage“, saaledes som Margrete havde lovet. Det var egentlig kun en naturlig Følge af, at Sverige kom under Margretes Herredømme, thi ogsaa tidligere havde de kun adlydt Kong Haakon i hans Egenskab af Sveriges Konge, fordi de Raadende blandt Indbyggerne ikke erkjendte Kong Albrechts Herredømme, og saa længe Kong Olaf levede, ventede de vel altid, at han omsider skulde vinde sine Fedres Rige tilbage. Imidlertid havde den langvarige politiske Forbindelse medført mange private mellem vestsvenske og norske Familier indbyrdes, som fremdeles holdt sig en Tidlang, ligesom ogsaa Nordmend fremdeles ejede Gods i Sverige, og omvendt[3].
Hverken om Margretes, eller om Kong Eriks Hylding paa Island findes der nogen bestemt Efterretning. Det er meget muligt, at Mar-
- ↑ See Suhm, XIV. 317.
- ↑ Riimkr. i Scr. r. Sv. I. 2. S. 60, Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. S. 105. Olaus Petri, udg. af Klemming S. 159.
- ↑ Man seer saaledes, at da Raadmanden i Oslo, Nisse Bjørnssøn (maaskee selv en Vermelending) var død, overdrog Dronningen Biskop Eystein i Oslo og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe hans Arv i Vermeland, og i den Anledning overdrog disse igjen Lagmanden i Vermeland, Hr. Agmund Hatt, at indkræve hans udestaaende Fordringer (Dipl. N. III. 498).
