Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/374

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
326
Erik af Pomern og Dronning Margrete.

Aaret i offentlige Brevſkaber ikke lenger regnedes efter Regjeringens Overdragelſe til Margrete, men fra Eriks Hyldingsdag den 12te eller 14de September 1389, ſom „Eriks, af Guds Naade Norges Konges og Sveriges rette Arvings 1ſte, 2den og 3die o. ſ. v. Regjerings-Aar[1]“. At Nordmendene forreſten ikke var ſynderlig tilfreds med at faa ham til Konge, det være ſig nu formedelſt hans Ungdom eller hans fremmede Herkomſt, ſiges udtrykkeligt i de ſamtidige islandſke Annaler:,.Paa Ørething toges til Konge over hele Norge en Mand ved Navn Erik, Barn af Alder; Haakon Jonsſøn gav ham Kongenavn og døde kort efter; han ſagdes at være en Syſterſøn af Dronning Margrete og at have ſin Fedrene-Ætt i Tydſkland. Alle Nordmend tyktes daarligt om denne Forandring, og allermeſt i Skatlandene“[2]. Det lader her til, at flere endog have tvivlet om, at det hang rigtigt ſammen med Eriks foregivne Frændſkab til Dronningen, ligeſom ogſaa at man maaſkee har tilſkrevet Haakon Jonsſøns Død — der forreſten ikke indtraf førend tre Aar efter — Gremmelſen over at have været et Redſkab til hans Ophøjelſe paa Kongetronen. Forreſten maatte det netop under disſe Omſtændigheder anſees ſom et Gode, at han var et Barn, thi der var da al Udſigt til, at han ved at opdrages i Norden vilde kunne blive aldeles nationaliſeret der. Erik var nu omkring ſyv Aar, da han efter de bedſte Oplysninger, man har derom, maa være født 1382[3]. Hans Fader, Hertug Vartislav af

Der ſiges viſtnok, at nogle faa Breve ſkulle forefindes, udſtedte i Kong Eriks Navn, der regnes fra et tidligere Datum, og uagtet det i ſig ſelv ikke er ſaa beſynderligt, om enkelte, ſom vidſte nærmere Beſked om Forhandlingerne i Helſingborg, have regnet fra hiint udaterede Brevs Udſtedelſe, (altſaa c. 24de Juni 1389), da det jo er aabenbart, at Erik fra den Tid af bar Kongetitel, ſaa vil dog nok nærmere Underſøgelſe viſe, at man i hiin Antagelſe har fejlet. Saaledes er det viſtnok urigtigt, naar Brevet i Dipl. N. I. 513 er henført til itide Mai 1389, fordi den angivne Dag (Søndag efter St. Hallvard i Kong Eriks førſte Aar) vilde i 1390 blive Pintſedag. Det er her ſaameget mere ugjørligt at ſette Dagen til 16de Mai 1389, ſom Erik da ikke engang foreløbigt havde faaet Kongetitel; hertil kommer, at ved at ſammenligne dette Brev med Dipl. N. II. 517, af 31te Januar 1390, ſeer man tydeligt, at dette maa være eldre end hiint. Altſaa maa man antage, at trods den Beſynderlighed, at Pintſedagen kun er betegnet ſom Søndag efter Hallvardsmesſe, bliver Brevet dog af 1390, og at Udſtederne, Lagmend i Oslo, have anſeet den foregaaende St. Hallvardsdag for ſaa ſtor en Feſtdag, at Pintſedagen i Sammenligning dermed blev en Ubetydelighed. Denne Datering er ogſaa rettet i et af de ſenere Bind.

  1. Originalen i det ſv. Rigsarchiv. Uddrag deraf hos Suhm XVI. 245, 246.
  2. Isl. Annaler, Mag. S. 350.
  3. I det paalidelige, med Begivenhederne ſamtidige Diarium Vadstenense ſiges der udtrykkeligt, at Erik ved Udvelgelſen til Sveriges Konge d. 11te Juni 1396 var „en Dreng paa 14 Aar eller ubetydeligt derover“. Scr. r. Sv. I. 109). Jfr. ogſaa Chron. af 1415, Scr. r. D. I. 59. Om de forſkjellige mindre paalidelige Angivelſer af hans Alder, ſee Suhm, XIV. 317, 374.