Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/373

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
325
1389. Erik af Pomern tages til Konge paa Ørething.

altſaa vel Biſkop Sigurd af Hamar har ſluttet ſig til Følget, og videre over Dovre, ſamt gjennem Opdal. Men formedelſt Tronfølgerens ſpæde Alder kan Reiſen ikke have gaaet hurtigt, iſær da man og vel oftere ſtandſede undervejs for at give Folket Lejlighed til at ſee ſin unge Konge, og tillige for at modtage Foreſtillinger fra Almuen og beſørge allehaande forefaldende Regjerings-Anliggender. Saaledes erfares det udtrykkeligt, at da man kom til Opdal, fritog Raadsherrerne paa Kongens Vegne Opdølingerne for at udrede mere i Udfareleding end til halvtredie Hamle paa Grund af den ſtore Bekoſtning, de havde med at ſkydſe til og fra Dovrefjeld, vedligeholde Vejene, og modtage Kongen og Raadet til Gjeſtning paa Gjennemreiſen[1]. Paa denne Maade er det let at forſtaa, at man ej kunde naa frem til Nidaroos førend hen i September. Dagen, da Erik blev hyldet paa Ørething, angives ingenſteds, men flere Omſtændigheder viſe, at det enten maa have været Korsmesſe d. 14de September, eller Matthæusmesſe d. 21de September, eller en af de to Søndage, den 12te eller 19de September. Den, ſom gav Erik Kongenavn[2], var ingen anden end Haakon Jonsſøn, end et Beviis paa, i hvilket venſkabeligt Forhold han ſtod til Dronningen og den unge Konge, og hvor uſandſynligt det er, at hans Afkald paa al Ret til Tronen ſkulde have været ufrivilligt eller fremtvunget. Umiddelbart efter Hyldingen maa man have tiltraadt Tilbagereiſen, da det allerede var ſeent paa Aaret. Naar Erik kom tilbage til Margrete, vides ikke; det maa vel have været i October, medens hun maaſkee opholdt ſig paa Vardberg eller Baagahuus for derfra at drage ind i Sverige, ſom det nedenfor vil ſees. De løbende Expeditioner beſørgedes i Kongens Navn af Cantſleren i Oslo[3].

Paa denne Viis var da den pomerſke Hertugsſøn bleven Norges Konge, og Margrete herefter egentlig kun hans Formynderſke, ſaaat endog

    ved Falkøping og vare blevne tagne til Fange, thi han lovede ved hiint Brev ogſaa, „at de af hans Mend, ſom Dronningen for hans Skyld lod løs, ſkulde aldrig tjene mod hende eller Rigerne“.

  1. Herom vidner Erkebiſkop Aslaks Brev af 3die Septbr. 1440 (Dipl. N. III. 760), hvori han korteligen meddeler Indholdet af „det Brev, ſom Kong Erik udgav, da han foor til Throndhjem og blev tagen til Konge“. Her nævnes ogſaa de nys omtalte Medlemmer af Raadet, der ledſagede ham.
  2. See herom hvad der anføres i Dipl. N. I. S. XXXI, XXXII, jvfr. N. Samll. IV. 588 ff. Det godtgjøres her af flere Breve, at Eriks Regjeringsaar regnes fra en Dag mellem 11te og 25de Septbr. 1389; og da en ſaadan Højtidelighed altid ſkulde ſkee paa en Søn- eller Feſtdag, kan man kun velge mellem de fire ovennævnte Dage, af hvilke det dog altid er rimeligſt at regne den tidligſte, der alligevel indtraf ſeent nok i Forhold til den Tid, da man havde tiltraadt Reiſen.
  3. Saaledes Landsviſtbrevet af 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.