altsaa vel Biskop Sigurd af Hamar har sluttet sig til Følget, og videre over Dovre, samt gjennem Opdal. Men formedelst Tronfølgerens spæde Alder kan Reisen ikke have gaaet hurtigt, især da man og vel oftere standsede undervejs for at give Folket Lejlighed til at see sin unge Konge, og tillige for at modtage Forestillinger fra Almuen og besørge allehaande forefaldende Regjerings-Anliggender. Saaledes erfares det udtrykkeligt, at da man kom til Opdal, fritog Raadsherrerne paa Kongens Vegne Opdølingerne for at udrede mere i Udfareleding end til halvtredie Hamle paa Grund af den store Bekostning, de havde med at skydse til og fra Dovrefjeld, vedligeholde Vejene, og modtage Kongen og Raadet til Gjestning paa Gjennemreisen[1]. Paa denne Maade er det let at forstaa, at man ej kunde naa frem til Nidaroos førend hen i September. Dagen, da Erik blev hyldet paa Ørething, angives ingensteds, men flere Omstændigheder vise, at det enten maa have været Korsmesse d. 14de September, eller Matthæusmesse d. 21de September, eller en af de to Søndage, den 12te eller 19de September. Den, som gav Erik Kongenavn[2], var ingen anden end Haakon Jonssøn, end et Beviis paa, i hvilket venskabeligt Forhold han stod til Dronningen og den unge Konge, og hvor usandsynligt det er, at hans Afkald paa al Ret til Tronen skulde have været ufrivilligt eller fremtvunget. Umiddelbart efter Hyldingen maa man have tiltraadt Tilbagereisen, da det allerede var seent paa Aaret. Naar Erik kom tilbage til Margrete, vides ikke; det maa vel have været i October, medens hun maaskee opholdt sig paa Vardberg eller Baagahuus for derfra at drage ind i Sverige, som det nedenfor vil sees. De løbende Expeditioner besørgedes i Kongens Navn af Cantsleren i Oslo[3].
Paa denne Viis var da den pomerske Hertugssøn bleven Norges Konge, og Margrete herefter egentlig kun hans Formynderske, saaat endog
- ↑ Herom vidner Erkebiskop Aslaks Brev af 3die Septbr. 1440 (Dipl. N. III. 760), hvori han korteligen meddeler Indholdet af „det Brev, som Kong Erik udgav, da han foor til Throndhjem og blev tagen til Konge“. Her nævnes ogsaa de nys omtalte Medlemmer af Raadet, der ledsagede ham.
- ↑ See herom hvad der anføres i Dipl. N. I. S. XXXI, XXXII, jvfr. N. Samll. IV. 588 ff. Det godtgjøres her af flere Breve, at Eriks Regjeringsaar regnes fra en Dag mellem 11te og 25de Septbr. 1389; og da en saadan Højtidelighed altid skulde skee paa en Søn- eller Festdag, kan man kun velge mellem de fire ovennævnte Dage, af hvilke det dog altid er rimeligst at regne den tidligste, der alligevel indtraf seent nok i Forhold til den Tid, da man havde tiltraadt Reisen.
- ↑ Saaledes Landsvistbrevet af 12te Juni 1390, Dipl. N. III. 489.
ved Falkøping og vare blevne tagne til Fange, thi han lovede ved hiint Brev ogsaa, „at de af hans Mend, som Dronningen for hans Skyld lod løs, skulde aldrig tjene mod hende eller Rigerne“.
