Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/369

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
321
1389. Raadsmøde i Helſingborg.


De norſke Herrer, ſom mødte, vare tyve i Tallet, nemlig Erkebiſkop Vinalde, Henrik Jarl, Biſkop Jakob af Bergen, Biſkop Eyſtein af Oslo, Biſkop Olaf af Stavanger, Hr. Maliſe Sperra, — hvorledes det nu end hang ſammen dermed, at han kunde viſe ſig i Norge efter hans ſidſte Utilbørligheder i Øerne; Haakon Jonsſøn, Otte Rømer, Erlend Philipsſøn, Gaute Eriksſøn, Benedict Nikolasſøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Nikolas Galle, Peter Nikolasſøn, Finn Gyrdsſøn, Thoralde Sigurdsſøn, Gudbrand Erlingsſøn, Herleik Aasulfsſøn og Svaale Rømer, altſaa tre Biſkoper og tolv verdslige Herrer af dem, der havde deeltaget i Hyldings-Mødet 1388, ſamt desforuden Henrik Jarl, Biſkop Jakob og Hr. Maliſe Sperra; de, ſom havde været med i 1388 og nu ikke indfandt ſig, vare foruden Biſkoperne Sigurd og Henrik, af hvilke den førſte maaſkee var paa Viſitats[1], den anden allerede havde forladt Norge, Cantſleren Provſt Henrik, der ved denne Tid maa være død; Ulf Jonsſøn, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Hr. Jon Martinsſøn og Jappe Faſtulfsſøn, der formodentlig alle ejede Godſer i Sverige, ſom de nu ifølge Overeenskomſten af 22de Marts 1388 havde faaet tilbage, og med hvis Indfordring de derfor maaſkee vare beſkjæftigede; Alf Haraldsſøn, der ligeledes maa have haft Ejendom i Sverige, ſiden han var med i Forliget til Eedsviken; Haakon Stumpe, Magnus Stoltekarl og Haakon Topp. Altſaa var Forſamlingen ſaa fuldtallig, ſom man efter Omſtændighederne kunde vente det. Dronningen medbragte den ſyvaarige Troncandidat, der formodentlig nu førſt var bleven hentet fra Fedrenehjemmet[2]), og paa hvis Arveret man nu var ſaa meget visſere, ſom Hertug Albrecht, der kunde gjøre ham den ſtridig, var død. Forhandlingernes Gang kjendes ikke, men det ſynes næſten, ſom om Dronningen nu har mødt noget mere Modſtand, end ved det forrige Møde, forſaavidt ſom det nu blev udtrykkeligt beſtemt, at Dronningens Regjering ej ſkulde vedvare længer, end til Erik blev myndig, tvertimod den tidligere Beſtemmelſe, at hun ſkulde beholde Magten for Livstid. Da det ikke kan antages, at hun med ſin gode Vilje har foreſlaaet denne Forandring, maa man ſaaledes anſee den for en, idetmindſte ved Opinionens Tryk, tvungen Indrømmelſe, ſom hun gjorde Nordmendene,

  1. I 1389, ſandſynligviis om Sommeren, viſiterede Biſkop Sigurd paa Lom, ſaaledes ſom det ſees af Dipl. N. III. 485.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt hos Huitfeld, S. 587. At Erik var tilſtede ved dette Mode ſees deraf, at han beſeglede Brevet af 29de Juni, ſom nedenfor omtales, derimod er det tydeligt, at han ej var nærværende ved Mødet i Febr. 1388, hvor man neppe engang ſynes at have kjendt hans Navn. Om det urigtige Foregivende af Micräli, at Erik ved denne Tid ſkulde have været 13 Aar gammel, ſee Suhm XIV. S. 239.