Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/367

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
319
1389 Margrete faar Herredømme i Sverige.

og flere af Albrechts Landsmend og Tilhengere, ſom Snakenborgerne, underkaſtede ſig Margrete[1] og kom ſiden til megen Heder og Verdighed, hvorfor det vel ikke er faa uſandſynligt, at der var Forræderi med i Spillet, da Gerhard Snakenborg flygtede ved Falkøping: han havde tidligere viiſt ſig troløs mod Kong Magnus. Endnu under ſit Ophold paa Baagahuus, den 14de Marts, udſtedte hun et Forbud mod, at Uvedkommende befattede ſig med Vadſtena Kloſters Gods, og det er betydningsfuldt nok for hendes Forhold til Vadſtena og St. Birgittas Ætt, at dette er det førſte Brev, vi have fra hende ſom Sveriges Herſkerinde[2]. Kun Stockholm, hvor den ſtørſte eller idetmindſte megtigſte Deel af Befolkningen beſtod af Tydſkere, holdt endnu ivrigt faſt ved Albrecht, og disſe ſidſte lod endog paa en ſvigagtig Maade alle de ſvenſke Mend i Staden gribe og aflive, af hvem de kunde vente nogen Modſtand (12te Juni[3]). Om Beſiddelſen af Stockholm drejede ſig nu fornemmelig Krigen herefter, men blev, ſom vi ville ſee, ubehagelig nok ſaavel for Sverige, ſom de to andre Riger. Men Albrechts Fangenſkab og de ſvenſke Stormends Underkaſtelſe havde dog givet Margrete et ſaa fuldſtendigt Overtag, at Albrechts Kongedømme fra nu af kunde ſiges at være forbi, og hendes Regjering at tage ſin Begyndelſe.

23. Erik af Pomern tages til Konge i Norge.


Da Margrete nu ſaaledes ej alene havde ſikkret ſig Kongedømmet i Sverige, men endog Retten til at beſette dets Kongetrone, var der ej lenger noget i Vejen for at ſkride til Udnævnelſen af den Konge, der under og efter hende ſkulde herſke over Nordens trende Riger. Uagtet hun allerede havde udſeet ſin Syſterdatterſøn Erik af Pomern til denne Verdighed, og dette formodentlig ej længer var nogen Hemmelighed i noget af Rigerne, vare disſe dog endnu ikke ſaa nøje forbundne, at hun kunde lade lade ham udraabe til Konge i dem alle tre paa een Gang, hvilket hun viſtnok helſt havde ønſket. Hun maatte lade det ſkee i hvert af dem enkeltviis, og ſaaledes var det naturligt, at hun gjorde Begyn-

    Septb. 1389, formodentlig ſamtidig med Stadens Overgivelſe, vil nedf. blive omtalt. Man ſkulde næſten tro, at Snakenborgerne efter Nederlaget havde tyet til Kalmar.

  1. Brev af 6te Mai 1390 i det ſv. Rigsarchiv, Suhm, S. 555.
  2. Suhm, XIV. S. 234.
  3. Scr. r. Sv. I. 2. S. 212; ſamtidig Beretning. Jevnfør Lagerbring, III. S. 709—712.