tvinge ved legemlige Piinsler til at afstaa Axevall, Rumblaborg og Ørebro[1], om denne Beretning forresten var sandsynlig, hvilket er heel tvilsomt. Thi det udhungrede Axevalls Fald synes heller at maatte have været en umiddelbar Følge af, at Albrecht ved Nederlaget hindredes fra at komme det til Undsetning, saa at ingen Afstaaelse fra hans Side var nødvendig; ligesaa synes det rimeligst, at Sejerherrerne umiddelbart efter Slaget benyttede sig af den første Skræk, hvori deres Fjender befandt sig, til at tage Rumblaborg tilbage; og hvad Ørebro angaar, da legger hiin samme Beretning udtrykkeligt til, at dette Slot for det første ikke kom i Dronningens Hender, fordi dets tydske Høvedsmand forstod sig bedre paa Krigsdont, end de andre. Beretningen grunder sig saaledes maaskee alene paa løst Folkesnak. Fra Baagahuus bragtes Albrecht og hans Søn Erik siden til Lindholms Slot i Skaane, hvor de hensattes i streng Forvaring, efter Sigende endog i Baand og Lænker, efter de Tiders barbariske Skik. De øvrige fornemme Fanger bleve senere frigivne mod Forskrivninger paa Løsepenge[2].
Sejren ved Falkøping var i enhver Henseende afgjørende og bragte den største Deel af Sverige i Margretes Magt. De fleste Slotshøvdinger havde allerede underkastet sig hende og fik beholde sine Lehn; de fleste maatte nu følge deres Exempel, saaledes overgav Claus v. Vigen, den i Slaget faldne Side v. Vigens Søn, der synes at være bleven fangen i Slaget, baade Kalmar og Sølvesborg mod 1000 Mk. Sølv, og Tilsagn om at beholde sine Ejendomme i Landet[3]; og selv Ørebro, hvis Høvedsmand intet havde villet høre om at aabne dets Porte for Margretes Folk strax efter Slaget, var dog allerede Aaret efter i hendes Vold[4]. End-
- ↑ Det er Detmar, som beretter det. Hans Ord ere: „in dersulven qacht leet se koning Alberte so wee doen (d. e. „so weh thun“), dat se eme (d. e. „ihm“) afschattede Axewalde unde de Rummelborch; ok wolde se eme afgeschattet hebben Orebro, men dat kunde er (d. e. „ihr“) nicht werden; de sake was: de hovetman, de dat inne hade, de was en dudesehe, unde wyste meer van orloges donde, wen en ander“. Denne „Afskatning“ kan alene betyde, at han maatte udstede Brev til vedkommende Fogder, at de skulde overgive Slottene. Men med Axevall og Rumblaborg var dette, som sagt, overflødigt, med Ørebro hjalp det til intet. Bemerkes maa det ogsaa, at Gerdes (l. c.) ikke læser „so wee doen“, men „so wol doen“.
- ↑ Ericus Olai, Scr. r. Sv. II. S. 115. 116. Suhm, X1V. S. 231.
- ↑ Allerede paa Baagahuus, strax efter Slaget, blev der dagthinget herom (Suhm, XII. S. 231), hvoraf man altsaa maa slutte, at Claus v. Vitzen har været en af de Fangne.
- ↑ Detmar, S. 346; Kalmarborgernes udaterede Hyldingsbrev til Margrete, hos Huitfeld, S. 586, jvfr. Claus og hans Brødre Vicke og Hermann v. Vitzens Qvitteringsdrev til Nisse Svarteskaaning af 23de Aug. 1390, Suhm, XVI. 260. Heyne Snakenborgs Salgsbrev til Margrete, dat. Kalmar 25de
