Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/366

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
318
Dronning Margrete.

tvinge ved legemlige Piinſler til at afſtaa Axevall, Rumblaborg og Ørebro[1], om denne Beretning forreſten var ſandſynlig, hvilket er heel tvilſomt. Thi det udhungrede Axevalls Fald ſynes heller at maatte have været en umiddelbar Følge af, at Albrecht ved Nederlaget hindredes fra at komme det til Undſetning, ſaa at ingen Afſtaaelſe fra hans Side var nødvendig; ligeſaa ſynes det rimeligſt, at Sejerherrerne umiddelbart efter Slaget benyttede ſig af den førſte Skræk, hvori deres Fjender befandt ſig, til at tage Rumblaborg tilbage; og hvad Ørebro angaar, da legger hiin ſamme Beretning udtrykkeligt til, at dette Slot for det førſte ikke kom i Dronningens Hender, fordi dets tydſke Høvedsmand forſtod ſig bedre paa Krigsdont, end de andre. Beretningen grunder ſig ſaaledes maaſkee alene paa løſt Folkeſnak. Fra Baagahuus bragtes Albrecht og hans Søn Erik ſiden til Lindholms Slot i Skaane, hvor de henſattes i ſtreng Forvaring, efter Sigende endog i Baand og Lænker, efter de Tiders barbariſke Skik. De øvrige fornemme Fanger bleve ſenere frigivne mod Forſkrivninger paa Løſepenge[2].

Sejren ved Falkøping var i enhver Henſeende afgjørende og bragte den ſtørſte Deel af Sverige i Margretes Magt. De fleſte Slotshøvdinger havde allerede underkaſtet ſig hende og fik beholde ſine Lehn; de fleſte maatte nu følge deres Exempel, ſaaledes overgav Claus v. Vigen, den i Slaget faldne Side v. Vigens Søn, der ſynes at være bleven fangen i Slaget, baade Kalmar og Sølvesborg mod 1000 Mk. Sølv, og Tilſagn om at beholde ſine Ejendomme i Landet[3]; og ſelv Ørebro, hvis Høvedsmand intet havde villet høre om at aabne dets Porte for Margretes Folk ſtrax efter Slaget, var dog allerede Aaret efter i hendes Vold[4]. End-

  1. Det er Detmar, ſom beretter det. Hans Ord ere: „in dersulven qacht leet se koning Alberte so wee doen (d. e. „ſo weh thun“), dat se eme (d. e. „ihm“) afschattede Axewalde unde de Rummelborch; ok wolde se eme afgeschattet hebben Orebro, men dat kunde er (d. e. „ihr“) nicht werden; de sake was: de hovetman, de dat inne hade, de was en dudesehe, unde wyste meer van orloges donde, wen en ander“. Denne „Afſkatning“ kan alene betyde, at han maatte udſtede Brev til vedkommende Fogder, at de ſkulde overgive Slottene. Men med Axevall og Rumblaborg var dette, ſom ſagt, overflødigt, med Ørebro hjalp det til intet. Bemerkes maa det ogſaa, at Gerdes (l. c.) ikke læſer „so wee doen“, men „so wol doen“.
  2. Ericus Olai, Scr. r. Sv. II. S. 115. 116. Suhm, X1V. S. 231.
  3. Allerede paa Baagahuus, ſtrax efter Slaget, blev der dagthinget herom (Suhm, XII. S. 231), hvoraf man altſaa maa ſlutte, at Claus v. Vitzen har været en af de Fangne.
  4. Detmar, S. 346; Kalmarborgernes udaterede Hyldingsbrev til Margrete, hos Huitfeld, S. 586, jvfr. Claus og hans Brødre Vicke og Hermann v. Vitzens Qvitteringsdrev til Nisſe Svarteſkaaning af 23de Aug. 1390, Suhm, XVI. 260. Heyne Snakenborgs Salgsbrev til Margrete, dat. Kalmar 25de