Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/365

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
317
1389. Slag ved Falkøping. Kong Albrecht fangen.

Albrechts Hær, der angives til 18,000 Mand, ſkal have været meget talrigere, end den ſvenſke, danſke og norſke tilſammen, men hans altfor ſtore Hidſighed, berøvede ham dog Sejren, ſom han formedelſt ſin Folkemon anſaa ſig vis paa. Vi ville her ikke opholde os ved Enkelthederne af dette merkelige Slag, der afgjorde Nordens Skjebne for alle kommende Tider, og ſom viſt ej alene var det ſtørſte, der i lange Tider havde ſtaaet i Norden, men ogſaa et af de mere blodige — forſaavidt der i denne Tid kan være Tale om blodige Slag, da man mere ſynes at have lagt an paa at tage hinanden til Fange, for Løſepengenes Skyld, end at ſlaa hinanden ihjel; Udfaldet blev, at Albrecht, uagtet han aabenbart havde mange flere og bedre bevæbnede Folk, end hans Modſtandere, dog blev aldeles ſlagen og fangen med ſin Søn Erik og alle de nysnævnte tydſke Fyrſter, ſamt tyve Riddere, hvad enten dette nu ſkyldte hans egen Uforſigtighed, eller Hr. Gerhard Snakenborgs Feighed eller Forræderi, om hvem der fortælles, at han ſamme Dag var dubbet til Ridder, men desuagtet ſtrax efter Slagets Begyndelſe tog Flugten med ſexti fornemme Stridsmend. Blandt de mange Riddere og Svene, der ſkulde være faldne paa begge Sider, nævnes af Albrechts Mend Vicke v. Vitzen, Befalingsmanden i Kalmar, og af Dronningens Mend Hr. Henrik Parow[1]. Om nogen af Riddersmendene faldt, vides ikke. Da Dronningen, ſom viſtnok med ængſtelig Forvæntning havde oppebiet Stridens Udfald paa Vardberg, fik Bud om den vundne Sejr, begav hun ſig ſtrax i ſtor Glæde til Baagahuus og lod her ſine fornemme Fanger, der imidlertid vare førte til Ljodhuus, bringe for ſig. Hun ſkal nu, fortelles der, have gjengjeldt Albrecht i fuldt Maal de Forhaanelſer, han før i ſin blinde Harme og Overmod havde fremført mod hende[2]: en Gjengjeldelſe, der viſtnok.kunde ſiges at være mindre ædel mod en vergeløs Fange, men ſom han dog ogſaa paa en vis Maade havde forſkyldt ved ſine uridderlige Udladelſer mod en Kvinde, og dertil en Dronning. Mindre vilde det lade ſig undſkylde, at hun den paafølgende Nat ſkal have ladet ham

    Slaget, hvilken dog tilſidſt kun bliver et Phantaſiverk, vil (S. 23), at Slaget ſtod paa en Fredag, hvilket er urigtigt, da Søndagsbogſtavet for 1389 var c, og den 24de Febr. ſaaledes faldt paa en Onsdag.

  1. Chron. af 1389, Scr. r. D. S. 535; Detmar, S. 344, 345. De visbyſke Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 46, af 1415, ſſt. S. 59; de øvrige Beſkrivelſer over Slaget ere yngre og have liden Verd, allermindſt Erasmus Lætus’s latinſke Heltedigt af 1571, hvis Udſagn meddeles hos Suhm, XIV. 226.
  2. Hiſtorien om den ſtore Hette, hun ſkal have ſat paa ham, formedelſt hans ubeſindige Løfte om ej at gaa med Hette, førend han havde vundet Danmark, ſaavelſom om hendes haanlige Spørsmaal er ſaa bekjendt, at vi ej behøve at gjentage det her. See Suhm, XIV. S. 232.