Albrechts Hær, der angives til 18,000 Mand, skal have været meget talrigere, end den svenske, danske og norske tilsammen, men hans altfor store Hidsighed, berøvede ham dog Sejren, som han formedelst sin Folkemon ansaa sig vis paa. Vi ville her ikke opholde os ved Enkelthederne af dette merkelige Slag, der afgjorde Nordens Skjebne for alle kommende Tider, og som vist ej alene var det største, der i lange Tider havde staaet i Norden, men ogsaa et af de mere blodige – forsaavidt der i denne Tid kan være Tale om blodige Slag, da man mere synes at have lagt an paa at tage hinanden til Fange, for Løsepengenes Skyld, end at slaa hinanden ihjel; Udfaldet blev, at Albrecht, uagtet han aabenbart havde mange flere og bedre bevæbnede Folk, end hans Modstandere, dog blev aldeles slagen og fangen med sin Søn Erik og alle de nysnævnte tydske Fyrster, samt tyve Riddere, hvad enten dette nu skyldte hans egen Uforsigtighed, eller Hr. Gerhard Snakenborgs Feighed eller Forræderi, om hvem der fortælles, at han samme Dag var dubbet til Ridder, men desuagtet strax efter Slagets Begyndelse tog Flugten med sexti fornemme Stridsmend. Blandt de mange Riddere og Svene, der skulde være faldne paa begge Sider, nævnes af Albrechts Mend Vicke v. Vitzen, Befalingsmanden i Kalmar, og af Dronningens Mend Hr. Henrik Parow[1]. Om nogen af Riddersmendene faldt, vides ikke. Da Dronningen, som vistnok med ængstelig Forvæntning havde oppebiet Stridens Udfald paa Vardberg, fik Bud om den vundne Sejr, begav hun sig strax i stor Glæde til Baagahuus og lod her sine fornemme Fanger, der imidlertid vare førte til Ljodhuus, bringe for sig. Hun skal nu, fortelles der, have gjengjeldt Albrecht i fuldt Maal de Forhaanelser, han før i sin blinde Harme og Overmod havde fremført mod hende[2]: en Gjengjeldelse, der vistnok.kunde siges at være mindre ædel mod en vergeløs Fange, men som han dog ogsaa paa en vis Maade havde forskyldt ved sine uridderlige Udladelser mod en Kvinde, og dertil en Dronning. Mindre vilde det lade sig undskylde, at hun den paafølgende Nat skal have ladet ham
- ↑ Chron. af 1389, Scr. r. D. S. 535; Detmar, S. 344, 345. De visbyske Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 46, af 1415, sst. S. 59; de øvrige Beskrivelser over Slaget ere yngre og have liden Verd, allermindst Erasmus Lætus’s latinske Heltedigt af 1571, hvis Udsagn meddeles hos Suhm, XIV. 226.
- ↑ Historien om den store Hette, hun skal have sat paa ham, formedelst hans ubesindige Løfte om ej at gaa med Hette, førend han havde vundet Danmark, saavelsom om hendes haanlige Spørsmaal er saa bekjendt, at vi ej behøve at gjentage det her. See Suhm, XIV. S. 232.
Slaget, hvilken dog tilsidst kun bliver et Phantasiverk, vil (S. 23), at Slaget stod paa en Fredag, hvilket er urigtigt, da Søndagsbogstavet for 1389 var c, og den 24de Febr. saaledes faldt paa en Onsdag.
