Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/364

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
316
Dronning Margrete.

Hr. Erik Ketilsſøn Marſk begivet ſig veſtover, formodentlig ved Efterretningen om Kong Albrechts Ankomſt og Tog til Axevall, og havde forenet ſig med den danſk-norſke Hær.

Saaledes kom det til et Hovedſlag, da begge Hære mødte hinanden omtrent halvvejs mellem Axevall og Jønkøping, nemlig paa Falen, eller Sletterne ved Falkøping[1], d. 24de Februar 1389[2]. Kong

    gen vendte ſig imod ham, og at Slaget alligevel kunde ſtaa ved Falkøping. Hvorledes vi end forklare Ordene og tænke os Kongens Marſch, bliver det aabenbart, at han var kommen ganſke nær ved Axevall, da han fik høre om Fjendernes Ankomſt til Jønkøping, ſamt at han da ſtrax vendte ſig imod dem og mødte dem paa Falen. Endog om Kongen var landet ved Stockholm og havde taget Vejen over Ørebro, vilde dette alligevel ikke have forandret hans Stilling ligeoverfor hans Fiender; han har dog under alle Omſtændigheder for det førſte opgivet at gaa mod Axevall og har vendt ſig ſydefter mod Henrik Parow. Men ſtørſt Rimelighed er der, ſom ſagt, for, at Kongen er kommen fra Kalmar, ſiden han havde Vicke v. Vitzen i ſit Følge og erhvervede Rumblaborg, og dette kunde vel forklare, hvorfor Henrik Parow gik heelt til Jønkøping (nemlig for at gjenerobre Rumblaborg) iſtedetfor at gaa mere lige til Axevall, over Borgeſund, hvis man ellers ikke maa antage, hvad der dog vel bliver det ſandſynligſte, at det allerede forud var beſtemt, at han i Jønkøping ſkulde mødes med de ſvenſke Herrer, der kom fra Nykøping, og neppe kunne have taget anden Vej end over Ringſtadholm, Norrkøping, Linkøping og Holaveden. Om de Svenſkes Forening med Margretes Hær tales der, merkeligt nok, ikke et eneſte Ord, ſkjønt man deraf, at de var med i Slaget, og at Hr. Erik Ketilsſøn endog førte Overbefalingen, nokſom kan ſlutte, at Foreningen havde fundet Sted. Hr. Erik var vel brudt op fra Nykøping omtrent ſamtidigt med Albrechts Opbrud fra Kalmar og maa, ligeſaavel ſom Henrik Parow, være kommen til Jønkøping ſtrax efterat Kong Albrecht havde været der og var dragen nordefter; deres Haſt for at indhente eller forekomme ham og undſette Blokadeſtyrken forklarer nokſom, at de ikke ſtrax ſøgte at tage Rumblaborg tilbage.

  1. Falen og Falkøping nævnes ſom Stedet, hvor Slaget ſtod, i de fleſte Kilder. Tvende Krøniker fra Midten af 15de Aarhundrede, der dog ſynes at have benyttet een og ſamme Kilde, men forreſten høre til de paalideligere, nævne Asle d. e. det nuværende Aasled, en Kirke og Gaard noget øſtenfor Falkøping, ſom Stedet. Formodentlig har Slaget ſtaaet mellem Falkøping og Aasled. Jahns Mening, ſom han fremſetter ſaagodtſom med fuldkommen Vished (S. 25), at Slaget fornemmelig ſtod ved det endnu ſydligere Leaby, bliver derved uefterrettelig, at han grunder den paa den Forudſetning, at Kongen kom ſøndenfra, de Allierede nordenfra.
  2. At dette er den rigtige Dag, og ikke, ſom Riimkrøniken og Huitfeld antage, 21de September (forvexlende St. Matthiæ Dag med Matthæi Dag), ſees ej alene af de eldſte og bedſte Kilders eenſtemmige Vidnesbyrd, men ogſaa af et Brev i det ſv. Rigsarchiv, udſtedt af Hr. Heyne Snakenborg i Kalmar den 15de September 1389, hvori han allerede omtaler det Slag, hvori Albrecht blev fangen, ſom en forbigangen Tildragelſe. Jvfr. Styffe, Bidrag S. LXXXI, hvor dog Heyne Snakenborgs Brev urigtigt ſiges at være af 21de September. Jahn, der (S. 13—27) giver en, paa de faa ſikkre Data og forreſten paa Gisninger grundet, udførlig og meget ſindrig Beſkrivelſe over