Hr. Erik Ketilssøn Marsk begivet sig vestover, formodentlig ved Efterretningen om Kong Albrechts Ankomst og Tog til Axevall, og havde forenet sig med den dansk-norske Hær.
Saaledes kom det til et Hovedslag, da begge Hære mødte hinanden omtrent halvvejs mellem Axevall og Jønkøping, nemlig paa Falen, eller Sletterne ved Falkøping[1], d. 24de Februar 1389[2]. Kong
- ↑ Falen og Falkøping nævnes som Stedet, hvor Slaget stod, i de fleste Kilder. Tvende Krøniker fra Midten af 15de Aarhundrede, der dog synes at have benyttet een og samme Kilde, men forresten høre til de paalideligere, nævne Asle d. e. det nuværende Aasled, en Kirke og Gaard noget østenfor Falkøping, som Stedet. Formodentlig har Slaget staaet mellem Falkøping og Aasled. Jahns Mening, som han fremsetter saagodtsom med fuldkommen Vished (S. 25), at Slaget fornemmelig stod ved det endnu sydligere Leaby, bliver derved uefterrettelig, at han grunder den paa den Forudsetning, at Kongen kom søndenfra, de Allierede nordenfra.
- ↑ At dette er den rigtige Dag, og ikke, som Riimkrøniken og Huitfeld antage, 21de September (forvexlende St. Matthiæ Dag med Matthæi Dag), sees ej alene af de eldste og bedste Kilders eenstemmige Vidnesbyrd, men ogsaa af et Brev i det sv. Rigsarchiv, udstedt af Hr. Heyne Snakenborg i Kalmar den 15de September 1389, hvori han allerede omtaler det Slag, hvori Albrecht blev fangen, som en forbigangen Tildragelse. Jvfr. Styffe, Bidrag S. LXXXI, hvor dog Heyne Snakenborgs Brev urigtigt siges at være af 21de September. Jahn, der (S. 13–27) giver en, paa de faa sikkre Data og forresten paa Gisninger grundet, udførlig og meget sindrig Beskrivelse over
gen vendte sig imod ham, og at Slaget alligevel kunde staa ved Falkøping. Hvorledes vi end forklare Ordene og tænke os Kongens Marsch, bliver det aabenbart, at han var kommen ganske nær ved Axevall, da han fik høre om Fjendernes Ankomst til Jønkøping, samt at han da strax vendte sig imod dem og mødte dem paa Falen. Endog om Kongen var landet ved Stockholm og havde taget Vejen over Ørebro, vilde dette alligevel ikke have forandret hans Stilling ligeoverfor hans Fiender; han har dog under alle Omstændigheder for det første opgivet at gaa mod Axevall og har vendt sig sydefter mod Henrik Parow. Men størst Rimelighed er der, som sagt, for, at Kongen er kommen fra Kalmar, siden han havde Vicke v. Vitzen i sit Følge og erhvervede Rumblaborg, og dette kunde vel forklare, hvorfor Henrik Parow gik heelt til Jønkøping (nemlig for at gjenerobre Rumblaborg) istedetfor at gaa mere lige til Axevall, over Borgesund, hvis man ellers ikke maa antage, hvad der dog vel bliver det sandsynligste, at det allerede forud var bestemt, at han i Jønkøping skulde mødes med de svenske Herrer, der kom fra Nykøping, og neppe kunne have taget anden Vej end over Ringstadholm, Norrkøping, Linkøping og Holaveden. Om de Svenskes Forening med Margretes Hær tales der, merkeligt nok, ikke et eneste Ord, skjønt man deraf, at de var med i Slaget, og at Hr. Erik Ketilssøn endog førte Overbefalingen, noksom kan slutte, at Foreningen havde fundet Sted. Hr. Erik var vel brudt op fra Nykøping omtrent samtidigt med Albrechts Opbrud fra Kalmar og maa, ligesaavel som Henrik Parow, være kommen til Jønkøping strax efterat Kong Albrecht havde været der og var dragen nordefter; deres Hast for at indhente eller forekomme ham og undsette Blokadestyrken forklarer noksom, at de ikke strax søgte at tage Rumblaborg tilbage.
