Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/360

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
312
Dronning Margrete.

Død, der indtraf ved denne Tid, thi han har maaſkee betragtet ſig ſom nærmeſte Arving efter ham[1]. Han ſkal derhos have givet ſin Forbittrelſe Luft i allehaande Smæde-Ord og Øgenavne mod hende og ſøgt at tilføje hende anden perſonlig Haan. Men imidlertid merkede han ſnart, efterſom Størſtedelen af Landet ifølge Hyldingsbrevet kom i hendes Hender, at han ikke i Landet ſelv havde tilſtrækkelig Styrke til at gjøre hende Modſtand, og begav ſig over til Mecklenburg for der at ſkaffe ſig Forſterkning, efterat have forordnet, at i Tilfelde af, at han døde eller blev fangen, ſkulde hans Søn Erik blive Konge efter ham, ſamt om ogſaa. Erik døde eller fangedes, hans Broder Magnus’s Søn, Hertug Johan. Stockholms Borgerſkab maatte udſtede Forſikring paa, at det i disſe Tilfelde kun vilde holde ſig til disſe tvende Herrer (24de Juli[2]). Efter at være ankommen til Tydſkland ſøgte han at ſette Himmel og Jord i Bevægelſe for at reiſe Fjender mod Margrete, eller idetmindſte at tilvejebringe Megling af andre, ham gunſtige Magter. Saaledes indfandt han ſig paa en Forſamling af Deputerede fra Lübeck, Wismar, Stralſund og Roſtock i denne ſidſtnævnte Stad ved Midten af September Maaned og beklagede ſig paa det bittreſte over Dronningen, de danſke Herrer og ſine egne Underſaatter af Sverige, der, ſom han ſagde, inden Felighed (Grid) og en ſikker „Haand-Fred“ dog havde tilføjet ham ſtor Ubillighed og Skade, hvorfor han forbeholdt ſig ſin Ret og Retferdighed, „for Herrer, for Fyrſter, for Riddere, for Svene, for Venner, og iſærdeleshed for hine fire Stæder“, da de ligeſom han ſelv ikke kunde undvære ſin Ret formedelſt den Tvedragt, der nu herſkede mellem ham og Dronningen. De forſamlede Raads-Sendebud lyttede ogſaa forſaavidt til hans Klager, ſom de ſtrax (d. 19de September) tilſkrev Dronningen derom og udtalte ſit Ønſke om, at hun vilde beramme en Dag paa et belejligt Sted, hvor begge Parter kunde medbringe ſine Venner for at forſøge, om en Megling kunde tilvejebringes, da de i modſat Fald befrygtede, at ſtørre Skade kunde opſtaa, hvorved baade Land og Folk fordervedes; de bad Dronningen at ſvare med Overbringerne af Brevet. Om Dronningen har ſvaret, vides ikke,

  1. At Albrecht antog hine Titler, ſiges af Huitfeld S. 579 og Rudloff, Mecl. Geſch. II. 516. Det forholder ſig vel derfor ſaaledes, uagtet vi ej mindes at have ſeet Breve, hvori han kalder ſig ſaaledes. Hvad Tid paa Aaret Hertug Albrecht døde, vides ikke, men kun, at han døde i 1388, (Detmar S. 343), og ſandſynligviis i den fortie Halvdeel, da Albrecht ellers viſt vilde have opført ham ſom eventuelt Tronfølger efter ſin Søn Erik, da han den 24de Juli tog den Forſikkring af Stockholmerne, ſom ſtrax nedenfor ſkal omtales.
  2. Styffe, Bidr. S. LXXXI. Rudloff, S. 517.