Stæders og Kjøbmends Privilegier i Sverige. Det er merkeligt nok at see disse overmodige Herrer, der før ikke havde villet lystre nogen lovlig Myndighed, nu vise sig saa eftergivende og underdanige mod Margrete[1].
Fra Daleborg begav Dronningen sig til Egnen ved Gøta-Elven, hvor vi den 23de April finde hende i Ljodhuus. Formodentlig havde hun sit egentlige Tilhold paa Baagahuus, der hørte til hendes Livgeding. Hr. Erik Ketilssøn og de fire svenske Udsendinger synes at have ledsaget hende for at aftale nærmere Forholdsregler, thi paa hiin Dag udferdigede hun, upaatvivleligt til Afsendelse med hine Udsendinger, der nu vendte tilbage, etslags Proklamation til Indbyggerne i Østergøtland, Thjust og Kind, hvori det heed, at da Hr. Erik og hine fire Herrer saavelsom andre Rigets Mend i Sverige havde været hos hende og højligen klaget over den Nød og Skade, som de længe og dagligen havde lidt af Kong Albrecht og hans Hjelpere i Voldgestninger, Rov, Brand, ulovlige Skatter m. m., var hun nu kommen overeens med dem om, at hun vilde forhjelpe alle dem, der med Kjærlighed og Troskab traadte i hendes Tjeneste, til Fred, Lov og Ret, naar Gud vilde, at hun kom til Sverige og ved Guds og deres Hjelp blev det megtig, hvorfor hun raadede dem til at lyde de førnævnte Herrer i alt, hvad disse paa hendes Vegne kunde tilsige dem, og gjøre alt efter deres Tilsagn. Breve af samme Indhold er formodentlig ogsaa blevne udferdigede til Indbyggerne i de øvrige svenske Landskaber, og med disse Breve vendte da Udsendingerne, i Følge med Hr. Erik Ketilssøn, tilbage til de øvrige Herrer, der nu ej længe efter – den 20de Mai – fra Nykøping tilskrev Dronningen sit Bekræftelsesbrev, hvori de „takkede hende ydmygeligen for den store Kjærlighed, hun saa mangfoldigt havde beviist dem, og som de gjerne vilde vise sig verdige, hvor de kunde“; forsikkrede hende, at de med al Kjærlighed og Troskab og alles Samtykke vilde holde og efterkomme alt, hvad hine Herrer med hende havde dagthinget og afgjort, og bad hende endelig ikke at lytte til, hvad mange maaskee kunde ville tale mellem hende og dem, for at sette Splid, saasom hun maatte være forvisset om, at de med Troskab og Kjærlighed, som det sømmer Dandemend, vilde blive ved hende[2].
Saaledes var da det afgjørende Skridt gjort, og Margrete i aaben Feide med Kong Albrecht om Sveriges Krone. Denne synes i Førstningen at være bleven mere forbittret end forskrækket. Han skal endog til Trods have antaget Titel af Norges og Danmarks Konge, hvortil han vel nærmest tog Anledning af sin Brodersøns, Hertug Albrechts
