førte mellem hendes paalidelige Mend i Halland, nemlig Nisse Svarteskaaning og Abraham Broderssøn paa Kongsbakke samt Jakob Muus, der nu var Befalingsmand paa Vardberg, og de svenske Grændsehøvdinger paa den Kant, thi ved deres Medvirkning maa det vel især have været,at Algøt Magnussøn, der hidtil paa Bo Jonssøns og Arvingers Vegne havde haft Slottet Øresteen, og nu tillige havde faaet Opensteen, allerede den 5te Januar aabenbart erklærede sig for Dronningen og udstedte sit Reversbrev, hvorved han erkjendte, at han havde modtaget hine tvende Slotte med tilhørende Lehn, Mark og Kind af sin „Frue Dronning Margrete“, hverken for Pant eller Penge, men for at være hende behjelpelig med dem og holde dem aabne for hende til enhver Tid, ligesom han ogsaa lovede uvægerligt at give dem tilbage, naar hun maatte forlange det, og, hvis hun døde, førend hun havde krævet dem igjen af ham, da at overgive dem til Biskoperne af Roeskilde, Ribe og Aaruus, samt tvende danske Riddere. Jakob Muus, Nisse Svarteskaaning og Abraham Broderssøn beseglede selv tilligemed flere andre Herrer som Medforlovere dette Brev, der udstedtes paa Eekholm, et Sted, som formodentlig maa søges i Nærheden af Grændsen mellem Halland og Vestergøtland[1]. Det er forresten ilde, at vi ej kjende den nærmere Sammenhæng med denne Transaction, thi det kunde jo nok være muligt, at det allerede ved Overdragelsen af disse Slotte til Bo Jonssøn var aftalt mellem ham og Dronningen, at de efter hans Død skulde falde tilbage til hende. Imidlertid seer man dog saa meget heraf, at Algøt Magnussøn allerede nu havde underkastet sig Dronning Margrete, og det endog saaledes, at han paa en Maade erkjendte Forleningerne som henhørende under den danske Krone, siden det alene var danske Herrer, til hvem han i Tilfelde af Dronningens dødelige Afgang skulde overgive dem.
Hvorledes Hoved-Underhandlingerne forresten have været drevne, og hvad Indflydelse de kunne have haft paa det norske Raads Beslutninger, vides ikke, kun saa meget seer man af Resultatet, at Margrete maa have gjort sig kostbar, og at hun ikke gav noget Tilsagn, førend hun fik Betingelserne vedtagne saaledes, som hun vilde have dem, og hvorved de
- ↑ Brevet er meddeelt i dansk Paraphrase hos Huitfeld, S. 580. Hvor Dateringsstedet Eekholm ligger, vides ej med Vished. Tuneld (Sv. Geogr. II. S. 287) nævner en Herregaard ved Navn Eekholm i Vestergøtland, men har i sit Verk anvendt den ufornuftige Methode alene at opregne de større Godser og Sædegaarde alphabetisk, uden særskilt at angive deres Beliggenhed. Andre Gaarde af Navnet Eekholm nævnes i Østergøtland (S. 71), og i Smaaland (S. 148), men om dem kan der her ej være Tale, snarere om en i Vermeland (S. 326) og i Gunnarsnes Sogn paa Dal (S. 341, jvfr. Lignell, Beskr. af Dal, II. S. 53). Men de hallandske Herrers Medbesegling gjør det sandsynligst at søge Eekholm i Nærheden af den hallandske Grændse.
