Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/355

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
307
1387, 1338. De ſvenſke Herrer underhandle med Margrete.

nærmet ſig hende og gjort hende Fredsforſlag, ſiden det heder, at hun juſt ſkulde holde en Dag med ham, da hendes Søn døde. Hun beherſkede ſaaledes aabenbart Stillingen, og denne vilde vel allerede om Sommeren 1387 være kommet til Udvikling, hvis Olaf var bleven i Live.

Men Olafs pludſelige Død maatte nødvendigviis medføre en Standsning heri, ſaaledes ſom vi allerede i det Foregaaende have paapeget. For de ſvenſke Herrer maatte der være ſtor Forſkjel paa at underkaſte ſig Olaf, deres egne Kongers ſidſte Ætling, under Margretes Formynderſkab, og efter Olafs Død og Folkunge-Ættens Ophør at underkaſte ſig hende alene, ſom ſelv ikke ved Blodets Baand var forbunden rum den gamle Ætt, og dertil med var en Kvinde. Desuden maatte det førſt og fremſt være Margrete magtpaaliggende at ſikkre ſig Regjeringen i Danmark og Norge. Saavidt man kan ſee, undgik hun endog med Flid at gjøre de førſte Skridt til et aabenbart Forbund med de ſvenſke Herrer mod Albrecht, vel vidende, at hun kun behøvede at ſee Tiden an, for at de dog omſider .ſkulde blive nødſagede til at ſøge hendes Biſtand paa hvilkeſomhelſt Vilkaar. Alene vilde de nemlig vanſkeligt kunne ſaa Bugt med Albrecht. Af tydſke Fyrſter havde de haſt nok, og ſaaledes var der dog tilſidſt ingen anden, de kunde henvende ſig til, end hende, ſom desuden allerede var i Beſiddelſe af ikke ubetydelige Stykker af Riget, hvilke man derved kunde haabe at ſee gjenforenede med dette[1]. Margrete lod ſaaledes Krigen i Sverige gaa ſin Gang, roligt afvæntende Øjeblikket, da de ſvenſke Herrer maatte ty til hende og tilbyde hende Regjeringen paa de Vilkaar, hun vilde foreſkrive. Naar disſe Underhandlinger aabnedes, vides ikke, ligeſom man overhoved ſavner enhver Underretning om, hvad der ſkete i Sverige ligefra Slutningen af Auguſt 1387, da Biſkop Nikolas gav hiin ſørgelige Skildring af Tilſtanden, og til Begyndelſen af det følgende Aar. Sandſynligviis begyndte de ſtrax efter at Margrete var kommen op til Oslo i November eller December 1387, hvis hun ikke — hvad der ej er uſandſynligt — har lagt Vejen om Vardberg eller Baagahuus og her modtaget Udſendinger fra de misfornøjede ſvenſke Herrer. Formodentlig have dog de foreløbige Underhandlinger været førte i Vermeland og paa Dal, under Hr. Erik Ketilsſøns Ledning. Thi vel havde endnu ikke han og de øvrige Herrer i de Dele af Sverige, der forbleve Folkungerne tro, formeligt hyldet hende, og de væntede vel førſt paa, hvad Nordmendene vilde gjøre, men ſaa meget er dog aabenbart, at deres Hengivenhed for hende ikke i mindſte Maade var rokket. Ligeledes ſynes ivrige Underhandlinger at have været

  1. Denne Gjenforening tilſagde Margrete, ſom vi ville ſee, udtrykkeligt de Svenſke, da de underkaſtede ſig hende.