og Arvid Benedictssøn. At flere af disse, foruden Hr. Erik Ketilssøn, allerede maa have været Kong Olaf og Margrete mere hengivne end Albrecht, er mere end sandsynligt, og man kan deraf nok slutte, hvilket Parti Bo Jonssøn selv vilde have taget, om et længere Liv havde været ham undt. Imidlertid vidste Kong Albrecht neppe endnu ret Beskeed om Testamentets Indhold og hilsede derfor vistnok Efterretningen om Bo Jonssøns Død med Glæde, ej alene fordi han nu var befriet for en saa besværlig Undersaat, men ogsaa i Haabet om, at han i Egenskab af Formynder for hans Enke og Børn selv skulde faa hans store Besiddelser under sin Raadighed. Men just dette havde Bo Jonssøn søgt at forebygge ved at udnevne hine Executorer og overdrage dem Formynderskabet. Kong Albrechts Forsøg paa at tilvende sig dette mødte saaledes strax Modstand, og derved maatte der igjen indtræde et meget spendt Forhold mellem ham og Executorerne. Allerede den 23de September indkaldte han Executorerne, saavelsom alle Bo Jonsøns Fogder og Ombudsmend, til at møde for ham med de Beviisligheder, de kunde fremlegge for sig, under sikkert Lejde, der skulde vare indtil næste Kyndelmesse, og for dem fra Finland endnu længer, hvis Iis eller Uvejr ikke tillod dem at drage hjem førend senere[1]. Altsaa seer man heraf, at han endog selv ej ventede, at Executorerne uden Leide vilde indfinde sig hos ham, uagtet Hr. Erik Ketilssøn, hans aabenbare Fjende, ikke engang var indkaldt. Blandt Slotsfogderne nævnes Johan List, for faa Aar tilbage Dronning Margretes Høvedsmand paa Oppensteen, og endnu vistnok i samme Stilling under Bo Jonssøn: ligeledes et Tegn paa den hemmelige Forstaaelse, der maa have fundet Sted mellem denne og Dronningen. Det lader ikke til, at Executorerne lystrede Indkaldelsen, medens de derimod uden Videre foretog Pantsettelser af flere til den Afdødes Efterladenskab hørende Ejendomme og saaledes tydeligt nok lagde for Dagen, at de ikke agtede at give Slip paa den dem overdragne Bestyrelse[2]. Dog erklærede de sig efter nogen Tids Forløb villige til at lade Spørsmaalet afgjøre af uvillige Mend blandt Rigsraadet, hvis Kjendelse baade Kongen og de lovede at underkaste sig; og til den Ende udstedte han den 21de Juni 1387 et nyt Leidebrev for dem, hvorefter de i Fred og Sikkerhed med Venner og Tjenere skulde kunne indfinde sig
- ↑ Leidebrevet findes i det schwerinske Archiv og er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag No. 74, S. 186.
- ↑ Den 26de October pantsatte Hr. Steen Benedictssøn, Hr. Byrge Ulfssøn„ Hr. Erngisl Nikolassøn, Ulf Jonssøn, Steen Boessøn og Karl Magnussøn, som Executorer af Bo Jonssøns sidste Vilje, endeel Jordegods, hvoriblandt Olustra i Østre Rekarne i Sødermanland. Brevet derom, dateret fra Vesteraas, findes i det svenske Rigsarchiv.
