Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/353

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
305
1386, 1387. Uenighed i Sverige om Bo Jonsſøns Teſtament.

og Arvid Benedictsſøn. At flere af disſe, foruden Hr. Erik Ketilsſøn, allerede maa have været Kong Olaf og Margrete mere hengivne end Albrecht, er mere end ſandſynligt, og man kan deraf nok ſlutte, hvilket Parti Bo Jonsſøn ſelv vilde have taget, om et længere Liv havde været ham undt. Imidlertid vidſte Kong Albrecht neppe endnu ret Beſkeed om Teſtamentets Indhold og hilſede derfor viſtnok Efterretningen om Bo Jonsſøns Død med Glæde, ej alene fordi han nu var befriet for en ſaa beſværlig Underſaat, men ogſaa i Haabet om, at han i Egenſkab af Formynder for hans Enke og Børn ſelv ſkulde faa hans ſtore Beſiddelſer under ſin Raadighed. Men juſt dette havde Bo Jonsſøn ſøgt at forebygge ved at udnevne hine Executorer og overdrage dem Formynderſkabet. Kong Albrechts Forſøg paa at tilvende ſig dette mødte ſaaledes ſtrax Modſtand, og derved maatte der igjen indtræde et meget ſpendt Forhold mellem ham og Executorerne. Allerede den 23de September indkaldte han Executorerne, ſaavelſom alle Bo Jonſøns Fogder og Ombudsmend, til at møde for ham med de Beviisligheder, de kunde fremlegge for ſig, under ſikkert Lejde, der ſkulde vare indtil næſte Kyndelmesſe, og for dem fra Finland endnu længer, hvis Iis eller Uvejr ikke tillod dem at drage hjem førend ſenere[1]. Altſaa ſeer man heraf, at han endog ſelv ej ventede, at Executorerne uden Leide vilde indfinde ſig hos ham, uagtet Hr. Erik Ketilsſøn, hans aabenbare Fjende, ikke engang var indkaldt. Blandt Slotsfogderne nævnes Johan Liſt, for faa Aar tilbage Dronning Margretes Høvedsmand paa Oppenſteen, og endnu viſtnok i ſamme Stilling under Bo Jonsſøn: ligeledes et Tegn paa den hemmelige Forſtaaelſe, der maa have fundet Sted mellem denne og Dronningen. Det lader ikke til, at Executorerne lyſtrede Indkaldelſen, medens de derimod uden Videre foretog Pantſettelſer af flere til den Afdødes Efterladenſkab hørende Ejendomme og ſaaledes tydeligt nok lagde for Dagen, at de ikke agtede at give Slip paa den dem overdragne Beſtyrelſe[2]. Dog erklærede de ſig efter nogen Tids Forløb villige til at lade Spørsmaalet afgjøre af uvillige Mend blandt Rigsraadet, hvis Kjendelſe baade Kongen og de lovede at underkaſte ſig; og til den Ende udſtedte han den 21de Juni 1387 et nyt Leidebrev for dem, hvorefter de i Fred og Sikkerhed med Venner og Tjenere ſkulde kunne indfinde ſig

  1. Leidebrevet findes i det ſchwerinſke Archiv og er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag No. 74, S. 186.
  2. Den 26de October pantſatte Hr. Steen Benedictsſøn, Hr. Byrge Ulfsſøn„ Hr. Erngiſl Nikolasſøn, Ulf Jonsſøn, Steen Boesſøn og Karl Magnusſøn, ſom Executorer af Bo Jonsſøns ſidſte Vilje, endeel Jordegods, hvoriblandt Oluſtra i Øſtre Rekarne i Sødermanland. Brevet derom, dateret fra Veſteraas, findes i det ſvenſke Rigsarchiv.