de Dele af det østlige Skaane, som hans Mend endnu havde inde, saaledes som det i det foregaaende er viist, og det er ikke usandsynligt, at netop den Omstendighed, at Kong Albrecht nys forud havde haft saa mange Fyrster hos sig, hvis Venskab og Bistand han kunde have sikkret sig, var Hovedgrunden til, at Margrete selv indfandt sig i Lübeck og underkastede sig Ubehageligheden af en personlig Sammenkomst med sin Fjende for desto eftertrykkeligere at kunne modarbeide de Planer, han maatte have aftalt eller vilde aftale.
Da Albrecht efter dette Møde kom tilbage til Sverige, i August eller September 1386, forestod der ham nye uventede Ubehageligheder. Drottseten Bo Jonssøn var død, i Midten af August Maaned[1], og Spørsmaalet opstod saaledes om Iverksettelsen af hans testamentariskr Forføjninger. Det er allerede ovenfor (S. 58, 232) nævnt, at Bo Jonssøn paa denne Tid var den rigeste og megtigste Mand i Sverige, langt megtigere end Kongen selv. Han var Drottsete og Generalembedsmand og havde efterhaanden vidst at tilvende sig Slottene Tavastehuus og Viborg, senere Aabo med Aaland og Korsholm, saa at han havde hele Finland, fremdeles Nykøping, Stekeholm og Ringstadholm med en stor Deel af Østergøtland, Rumblaborgs Lehn med Jønkøping i Smaaland, Forsholm med den tilliggende Deel af Vestergøtland, hele Helsingeland, en stor Deel af Dalarne m. m. foruden flere Lagmends-Embeder, og havde endelig, som vi have seet, i den sidste Tid ogsaa faaet Opensteens og Øresteens Slotte med Kind og Marks Hereder i Vestergøtland[2], formodentlig efter venskabelig Overeenskomst med Dronning Margrete, hvem han maaskee allerede havde givet Løfte om, at han vilde virke for hendes Søn Olaf og skaffe hendes Søn hans Forfedres Krone i Sverige. Hans Testament, som han opsatte i Vadstena den 17de April 1384, synes ogsaa, som vi allerede have antydet, kjendeligt at vidne om en saadan Forstaaelse. De aatte Executorer, som han udnævnte, vare Biskoperne Nikolas i Linkøping og Thord i Strengnes, Ridderne Karl Ulfssøn (af Tofte), Byrge Ulfssøn (St. Birgittes Søn), Erik Ketilssøn (den gamle Kongeæts tro Tilhænger), Steen Benedictssøn (Marsk, Erngisl Jarls Stifsøn), og Erngisl Nikolassøn, samt Svenerne Ulf Jonssøn (Blaa), Steen Boessøn (Bo Jonssøn nærmeste Fedrenefrende), og Karl Matthiassøn; og Suppleanterne for enhver af disse (see ovf. S. 233) vare: Knut, Karl Ulfssøns Søn, Algøt Magnussøn, Ketil Jonssøn, Thord Bonde, Magnus Kase, Knut Boessøn (Cantor i Linkøping, Steen Boessøns Broder)
