under sit Ophold i Skotland havde opdaget; 1852 Aslak Bolts Jordebog og 1853, som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten i Anledning af Kong Oscars Helbredelse, Olaf Tryggvesøns Saga af Munk Odd Snorresøn. Hans sidste, som Program udgivne Oldskriftudgave var „Chronica regum Manniæ & insularum“, forsynet med historisk-kritiske Anmærkninger paa Engelsk, af hvilken Udgave Trykningen allerede var begyndt for Afreisen til Rom, men dog først fuldendtes i 1860.
I Forening med R. Keyser udgav Munch, ifølge offentlig Foranstaltning, Norges gamle Love indtil 1387, der udkom i 3 Bind 4to Chra. 1846–1849. Efterat de gamle Haandskrifter i Danmark vare gjennemgaaede af Keyser og Munch i Forening, og i Sverige af den Førstnævnte saagodtsom alene, overdroges det Munch at forberede til Trykken det samlede Materiale. Dog afbrødes Arbeidet af Mangel paa de til Udgivelsen fornødne Midler lige fra 1839 til 1844, da baade Munch og Keyser udnævntes til Medlemmer af Udgivelseskommissionen og i Forening paatoge sig Arbeidet. Et 4de Bind, der skulde indeholde det til Værket hørende videnskabelige Apparat, skulde Munch alene have besørget. Men først efter Hjemkomsten fra Rom var han, efter lang Standsning, igjen begyndt at arbeide derpaa og da kommet saavidt, at forhaabentlig Bindet vil blive fuldført ved hans dygtige Medarbeider Professor C. R. Unger.
Af de i Rom afskrevne pavelige Nuntiers Breve og Regnskabsbøger angaaende Norge var ved Munchs Død et halvt Snees Ark trykte. Andre i Rom afskrevne Brevskaber var begyndt at trykkes i Diplomatarium Norvegicum, hvis 6te Binds 1ste Samling næsten ganske optages af pavelige Diplomer. En Udgave af den saakaldte „røde Bog“, som Munch for længe siden havde afskrevet i Kjøbenhavn, hørte med i Planen til de nærmeste Foretagender for de til Kildeskrifters Udgivelse bevilgede Midler.
Vende vi os nu fra Munchs Udgiver-Virksomhed til hans sproglige Forfatterskab, da ville vi sinde, at dette baade er af den Beskaffenhed og Udstrækning, at det snarere kunde antages for Frugten af en paa Sproggranskningens Feldt udeelt Virksomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag ligger derudenfor. Ja vi have endog hørt Folk af Faget ytre den Mening, at den komparative Sprogforskning maaskee var hans Begavelses egentligste Feldt, og at han ialfald i denne Retning havde ligesaa afgjort Talent som i Historiegranskningen. Hans Arbeider i Sprogvidenskaben ere deels særskilt udgivne Skrifter, beregnede fornemlig paa de Studerendes Behov, deels Afhandlinger, indrykkede i forskjellige Blade og Tidsskrifter. I 1847 udkom „Det norske Sprogs Grammatik“ tilligemed en „Oldnorsk Læsebog“
