Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXVII

under ſit Ophold i Skotland havde opdaget; 1852 Aslak Bolts Jordebog og 1853, ſom Indbydelſesſkrift til Univerſitetsfeſten i Anledning af Kong Oscars Helbredelſe, Olaf Tryggveſøns Saga af Munk Odd Snorreſøn. Hans ſidſte, ſom Program udgivne Oldſkriftudgave var „Chronica regum Manniæ & insularum“, forſynet med hiſtoriſk-kritiſke Anmærkninger paa Engelſk, af hvilken Udgave Trykningen allerede var begyndt for Afreiſen til Rom, men dog førſt fuldendtes i 1860.

I Forening med R. Keyſer udgav Munch, ifølge offentlig Foranſtaltning, Norges gamle Love indtil 1387, der udkom i 3 Bind 4to Chra. 1846—1849. Efterat de gamle Haandſkrifter i Danmark vare gjennemgaaede af Keyſer og Munch i Forening, og i Sverige af den Førſtnævnte ſaagodtſom alene, overdroges det Munch at forberede til Trykken det ſamlede Materiale. Dog afbrødes Arbeidet af Mangel paa de til Udgivelſen fornødne Midler lige fra 1839 til 1844, da baade Munch og Keyſer udnævntes til Medlemmer af Udgivelſeskommisſionen og i Forening paatoge ſig Arbeidet. Et 4de Bind, der ſkulde indeholde det til Værket hørende videnſkabelige Apparat, ſkulde Munch alene have beſørget. Men førſt efter Hjemkomſten fra Rom var han, efter lang Standsning, igjen begyndt at arbeide derpaa og da kommet ſaavidt, at forhaabentlig Bindet vil blive fuldført ved hans dygtige Medarbeider Profesſor C. R. Unger.

Af de i Rom afſkrevne pavelige Nuntiers Breve og Regnſkabsbøger angaaende Norge var ved Munchs Død et halvt Snees Ark trykte. Andre i Rom afſkrevne Brevſkaber var begyndt at trykkes i Diplomatarium Norvegicum, hvis 6te Binds 1ſte Samling næſten ganſke optages af pavelige Diplomer. En Udgave af den ſaakaldte „røde Bog“, ſom Munch for længe ſiden havde afſkrevet i Kjøbenhavn, hørte med i Planen til de nærmeſte Foretagender for de til Kildeſkrifters Udgivelſe bevilgede Midler.

Vende vi os nu fra Munchs Udgiver-Virkſomhed til hans ſproglige Forfatterſkab, da ville vi ſinde, at dette baade er af den Beſkaffenhed og Udſtrækning, at det ſnarere kunde antages for Frugten af en paa Sproggranſkningens Feldt udeelt Virkſomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag ligger derudenfor. Ja vi have endog hørt Folk af Faget ytre den Mening, at den komparative Sprogforſkning maaſkee var hans Begavelſes egentligſte Feldt, og at han ialfald i denne Retning havde ligeſaa afgjort Talent ſom i Hiſtoriegranſkningen. Hans Arbeider i Sprogvidenſkaben ere deels ſærſkilt udgivne Skrifter, beregnede fornemlig paa de Studerendes Behov, deels Afhandlinger, indrykkede i forſkjellige Blade og Tidsſkrifter. I 1847 udkom „Det norſke Sprogs Grammatik“ tilligemed en „Oldnorſk Læſebog“