Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/347

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
299
1388. Haakon Jonsſøn erklærer ſig uberettiget til Kronen.

Margrete, var hendes Reſidens. Ogſaa Beſlutningen af den 16de Februar, om Eriks Arveret, blev udſtedt her, og Haakon Jonsſøn var en af Udſtederne; han kan dog aabenbart ikke have deeltaget heri ſom Fange. Og hvad mere er, Haakon var jo med i at fatte Beſlutningen af 2den Febr., der egentlig allerede afſkar ham alt Haab om at blive Konge, hvilket han ſaaledes endog da maatte have ſlaaet af Tankerne, om han ellers nogenſinde havde næret det; men Forhandlingerne og Beſlutningen herom ſkete i Oslo, altſaa udenfor Akershuus Slot, og ſaaledes at enhver Tanke om Tvang, anvendt mod Haakon, her maa falde bort. Vi have allerede ovenfor berørt de vegtige Grunde, han maatte have til at holde ſig rolig, og ikke at lade ſig forlede af Ærgjerrighed til noget farligt Skridt. Havde der fra hans Side ſkeet mindſte Tegn dertil, vilde ikke Dronningen fremdeles have viiſt ham fuldkommen Tillid, og i det følgende Aar, maaſkee endog medens Udfaldet af Krigen med Kong Albrecht endnu ikke var afgjort, have betroet ham en ſaa vigtig og anſvarsfuld Poſt, ſom Hirdſtjore- og Fehirde-Embedet i Bergen.

Efterat ſaaledes baade Regjeringen var ordnet og Spørsmaalet om Tronfølgen var bragt i Rigtighed, ſluttede, ſom man maa formode, Raadet ſine Forhandlinger, uagtet Erkebiſkopen ſaavelſom Biſkoperne i Stavanger og Hamar fremdeles en Tidlang bleve tilſtede i Oslo[1]. Erkebiſkopens Beſtræbelſer kunde Margrete vel fornemmelig tilſkrive, at alt gik hende ſaaledes efter Ønſke, og ſaavidt man kan ſee, undlod hun heller ikke at viſe ham ſin Taknemmelighed ved betydelige Gunſtbeviisninger. Det er allerede ovenfor omtalt, at hun forundte ham Sparbyggefylke ſom Lehn eller Sysſel paa Livstid, en Overdragelſe, der viſtnok ſkete nu, eller i alle Fald kort derefter. Ogſaa erfarer man, at ogſaa de øvrige Biſkoper eller deres Kirker rigelig betænktes af hende. I ſit Teſtament, ſom hun oprettede i alle Fald før Midten af det følgende Aar, gav hun Bergens Domkirke hundrede Mark brendt Sølv, og en lignende Sum ſkjenkede hun ſikkert ogſaa hver af de øvrige Kirker, da det var Skik og Brug ej at give den ene mere end den anden[2]. Det var ſaaledes formodentlig den ſelvſamme teſtamentariſke Gave, hvorfor Dronningen allerede den 6te Marts 1388 ſtillede Biſkopen af Oslo og Capitlet Lider og Njotarø til Pant, idet hun tillige gav den nærmere Beſtemmelſe, at der for disſe Penge ſkulde bygges et nyt Alter i Kirken og kjøbes Jordegods til Beſtridelſe af Mesſeholdet, ſaavelſom til Preſtens Underholdning, hvilken hun og hendes Efterfølgere ſkulde præſentere — dog kun en Nordmand — og ſom hver Dag ſkulde holde visſe foreſkrevne Mesſer[3].

  1. Det var der den 6te Marts, ſee nedenfor.
  2. Dipl. N. II. 514.
  3. Dipl. N. I. 510.