Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/345

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
297
1388. Erik af Pomern erklæres for Tronfølger.

tog Parti med Kong Albrecht, og at endnu mindre Erik ſelv, der kun var et Barn, havde kunnet gjøre ſig ſaa fortjent, er det klart, at denne hans Ophøjelſe paa Kongetronen allerede har været en mellem Raadet og Dronningen aftalt Sag, og at den vel endog var et Offer, hun bragte de norſke Statsinſtitutioner og Stemningen i Landet, medens hiin Talemaade om at gjøre ſig fortjent til Tronen og hendes Samtykke alene var en Vending, man gav Sagen af Høfligheds-Henſyn mod hende. Beſlutningen herom blev udferdiget allerede den 16de Februar paa Akershuus af nitten Raadsherrer, nemlig Erkebiſkopen, Biſkop Eyſtein, Biſkop Olaf, Biſkop Sigurd og Titulærbiſkopen Hallgeir; Provſt Henrik, der her ikke kalder ſig Cantſler, Haakon Jonsſøn, Gaute Eriksſøn, Henrik Michelstorp, Jon Martinsſøn, Alf Haraldsſøn, Benedict Nikolasſøn, Agmund Bolt, Jon Darre, Haakon Stumpe, Peter Nikolasſøn, Simon Thorgeirsſøn, Nikolas Galle og Finn Gyrdsſøn[1]. Man ſeer altſaa, at af de 26 Herrer, der 14 Dage forud udſtedte Brevet om Regjeringens Overdragelſe til Dronning Margrete, vare nu ti fraværende, nemlig Biſkop Henrik af Grønland, Hr. Ulf Holmgeirsſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Gudbrand Erlingsſøn, Thoralde Sigurdsſøn, Herleik Aasulfsſøn, Magnus Stoltekarl, Haakon Topp, Jappe Faſtulfsſøn og Svaale Ottarsſøn, medens der var tre andre, ſom hiin Dag ej havde været med, nemlig Biſkop Hallgeir, Henrik Michelstorp og Simon Thorgeirsſøn. Disſe trende Mend have ſandſynligviis førſt nu naaet frem til Mødet; muligt endog at Henrik Michelstorp har været i Dronningens Erende i Sverige for at underhandle med en eller anden af de misfornøjede ſvenſke Herrer, navnlig den med hans Broders Enke gifte Algøt Magnusſøn; og paa ſamme Viis er det højſt rimeligt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirsſøn og Hr. Ulf Jonsſøn, der begge havde Beſiddelſer i Sverige, ſtrax efter Beſlutningen af 2den Februar ere afreiſte til Vermeland eller Dal for at melde den til Hr. Erik Ketilsſøn og Dronningens øvrige Tilhængere paa den Kant, medens derimod de ſyv andre Herrer, endnu kun Hirdmend og viſtnok de yngre i Laget, ſiden de nævnes ſidſt, ere blevne afſendte til forſkjellige fjernere Kanter af Landet for at bekjendtgjøre Beſlutningen og paaſkynde Troſkabsedens Afleggelſe. Biſkop Henrik er formodentligt bleven ſyg eller er reiſt ſin Vej, ſaaſom man efter denne Tid ej mere hører ham omtale.

Imidlertid maa der dog nok have yttret ſig enkelte misbilligende

  1. Brevet findes endnu i det danſke Geheime-Archiv og er aftrykt i Bal. Müllers „Observ. criticæ“ S. 105—108. Af de nitten Segl, ſom oprindeligen have hengt ved, mangle nu det 9de (Henrik Mtchelstorps), det 10de (Jon Maritnsſøns), det 14de (Jon Darres), det 15de (Haakon Stumpes), det 17de (Simon Thorgeirsſøns).