hans Cantsler-Embede var ogsaa nu egentlig til Ende ved Regjeringens Overdragelse til Dronning Margrete, saa at han derfor strax efter kun optreder som Provst til Mariekirken. Et noget senere Brev viser dog, at Dronningen atter overdrog ham Embedet som sin og Rigets Cantsler.
Imidlertid skreed de forsamlede Herrer til at behandle Spørsmaalet om Tronfølgen, og derom kom man snart til Enighed. Egentlig havde man vel allerede underhaanden opgjort, hvad Resultatet skulde blive. Dronningen forelagde Raadet, heder det, det Spørsmaal, hvo der var nærmest Arving til Riget og til at styre det som Konge, naar hun var afgaaet ved Døden. Hun havde, tilføjede hun, helst seet, at hendes Systersøn Hertug Albrecht af Mecklenburg kunde blive Manden. At dette skulde være hendes oprigtige Mening, er vistnok højligen at betvivle. Hun var, som vi snart ville see, allerede saa godt som enig med de misfornøjede svenske Herrer om at støde hans Farbroder Kong Albrecht fra Sveriges Trone og overhoved at gjøre det umuligt for Mecklenburgerne at erhverve yderligere Fodfeste i Sverige; hvor lidet rimeligt er det ikke da, at hun i samme Øjeblik skulde have oprigtigt ønsket at see Albrecht den yngre som sin Efterfølger:’ Men hun kunde trygt fremsette Ønsket, da Sagen vel allerede underhaanden var afgjort, og hun saaledes altfor vel vidste, at der ej var nogen Fare for, at Raadet vilde indlade sig derpaa; men imidlertid tog det sig godt ud i den Kundgjørelse, der siden blev udstedt om disse Forhandlinger, at hun, uanseet det fjendtlige Forhold mellem hende og Kong Albrecht, dog ikke havde undladt at legge et godt Ord ind for hans Brodersøn, der tillige var hendes Systersøn. Raadsherrerne „beviiste ogsaa skjelligen“, heder det, efter deres Lov, at Hertug Albrecht og hans „fedrene Foreldre“, der havde været imod Norges Riger og dets Konger, ikke med nogensomhelst Ret kunde vorde Arvinger af og Konger i dette Rige, men at derimod Kong Olafs Moder Dronning Margretes eldste Systerdattersøn, nemlig Hertug Vartislav af Pomerns Søn, var den rette Arving til Riget og skulde være Konge derover, samt at hans rette Arvinger, Søn om han er til, Broder og fedrene Frænder, om hine ej er til, igjen ved hans Død skulde arve Tronen efter ham, een efter den anden, saaledes at Konge-Arvetallet nu skulde begynde fra ham. For det Tilfelde, at denne Dronning Margretes Systersøn og hans Venner „kunde det forskylde af hende“, at hun vilde have ham til Konge i Norge endnu i sin Levetid, og dette virkelig skete med hendes Raad og Vilje, da skulde hun dog beholde sin fulde Magt til at forestaa Riget, saa lenge hun levede. Da vi ville see, at Erik allerede i det følgende Aar ogsaa virkelig blev tagen til Konge, og der saaledes ingen videre Lejlighed havde været for hans Venner til at „forskylde det af hende“, uden maaske forsaavidt som de ej
