Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/344

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
296
Dronning Margrete.

hans Cantſler-Embede var ogſaa nu egentlig til Ende ved Regjeringens Overdragelſe til Dronning Margrete, ſaa at han derfor ſtrax efter kun optreder ſom Provſt til Mariekirken. Et noget ſenere Brev viſer dog, at Dronningen atter overdrog ham Embedet ſom ſin og Rigets Cantſler.

Imidlertid ſkreed de forſamlede Herrer til at behandle Spørsmaalet om Tronfølgen, og derom kom man ſnart til Enighed. Egentlig havde man vel allerede underhaanden opgjort, hvad Reſultatet ſkulde blive. Dronningen forelagde Raadet, heder det, det Spørsmaal, hvo der var nærmeſt Arving til Riget og til at ſtyre det ſom Konge, naar hun var afgaaet ved Døden. Hun havde, tilføjede hun, helſt ſeet, at hendes Syſterſøn Hertug Albrecht af Mecklenburg kunde blive Manden. At dette ſkulde være hendes oprigtige Mening, er viſtnok højligen at betvivle. Hun var, ſom vi ſnart ville ſee, allerede ſaa godt ſom enig med de misfornøjede ſvenſke Herrer om at ſtøde hans Farbroder Kong Albrecht fra Sveriges Trone og overhoved at gjøre det umuligt for Mecklenburgerne at erhverve yderligere Fodfeſte i Sverige; hvor lidet rimeligt er det ikke da, at hun i ſamme Øjeblik ſkulde have oprigtigt ønſket at ſee Albrecht den yngre ſom ſin Efterfølger:’ Men hun kunde trygt fremſette Ønſket, da Sagen vel allerede underhaanden var afgjort, og hun ſaaledes altfor vel vidſte, at der ej var nogen Fare for, at Raadet vilde indlade ſig derpaa; men imidlertid tog det ſig godt ud i den Kundgjørelſe, der ſiden blev udſtedt om disſe Forhandlinger, at hun, uanſeet det fjendtlige Forhold mellem hende og Kong Albrecht, dog ikke havde undladt at legge et godt Ord ind for hans Broderſøn, der tillige var hendes Syſterſøn. Raadsherrerne „beviiſte ogſaa ſkjelligen“, heder det, efter deres Lov, at Hertug Albrecht og hans „fedrene Foreldre“, der havde været imod Norges Riger og dets Konger, ikke med nogenſomhelſt Ret kunde vorde Arvinger af og Konger i dette Rige, men at derimod Kong Olafs Moder Dronning Margretes eldſte Syſterdatterſøn, nemlig Hertug Vartislav af Pomerns Søn, var den rette Arving til Riget og ſkulde være Konge derover, ſamt at hans rette Arvinger, Søn om han er til, Broder og fedrene Frænder, om hine ej er til, igjen ved hans Død ſkulde arve Tronen efter ham, een efter den anden, ſaaledes at Konge-Arvetallet nu ſkulde begynde fra ham. For det Tilfelde, at denne Dronning Margretes Syſterſøn og hans Venner „kunde det forſkylde af hende“, at hun vilde have ham til Konge i Norge endnu i ſin Levetid, og dette virkelig ſkete med hendes Raad og Vilje, da ſkulde hun dog beholde ſin fulde Magt til at foreſtaa Riget, ſaa lenge hun levede. Da vi ville ſee, at Erik allerede i det følgende Aar ogſaa virkelig blev tagen til Konge, og der ſaaledes ingen videre Lejlighed havde været for hans Venner til at „forſkylde det af hende“, uden maaſke forſaavidt ſom de ej