været udtalt, skulde ved saaledes at lade sig Kronen overdrage have haft til Hensigt at tilveiebringe et nyt Udgangspunkt for Beregningen af Arveretten til Kronen og derved gjøre Erik Vartislavssøns Ret endnu mere utvivlsom, bliver uantageligt endog af den Grund alene, at Margrete lod sig udnævne til Rigets „megtige Frue og Huusbonde“, ej til „regjerende Dronning“. Men desuden var dette Skridt unødvendigt for at skaffe Erik Tronfølgen, naar hun kun var sikker paa Haakon Jonssøn, at ikke denne opstillede nogen Fordring. Endelig kunde der vel og, hvis Margrete først var bleven erkjendt som Dronning ifølge sin egen Ret, eller om man saa kunde sige, som kvindelig Konge, fra hvilken herefter Arveretten skulde regnes, ikke være Tale om at granske Arveretten nærmere, eller ophøje nogen til Konge, saaledes som vi ville see, at det skete med Erik, førend Margrete var død( Men Sagen var tvertimod den, at det under alle Omstændigheder var nødvendigt at udnævne en Konge, deels fordi Nordmendene nu engang vare vante til at have en Konge, idetmindste af Navn, og ikke godt kunde finde sig i at undvære en saadan, deels ogsaa fordi Kongenavnet virkelig var uundværligt til at give visse Rets- og Regjerings-Handlinger Gyldighed, saasom Landsvistbreve og andre lignende Cancellisager. Men forat den saaledes udnævnte Konge ikke selv, naar han var myndig, skulde tage Magten fra Dronningen, eller at man endog i hans Mindreaarighed skulde kunne ordne Regjeringen paa en Maade, hvorved hun indskrænkedes for meget i sin Myndighed, lod hun sig viseligen denne Regjeringsmyndighed overdrage paa Livstid, førend Tronfølgen endnu var erkjendt. I Danmark havde hun vist gjerne seet, at den var hende overdraget paa lige saa lang Tid, og har vel heller ikke undladt at gjøre hvad hun kunde for at sette det igjennem, men Raadsherrerne maa ikke have været at formaa dertil. Vi ville ogsaa see, at hun ogsaa i Norge snart maatte opgive denne Fordeel.
Saaledes var da Margrete ogsaa bleven Herskerinde i Norge, idetmindste den søndenfjeldske og sydvestligste Deel; men med temmelig sikker Udsigt til, at ogsaa de nordenfjeldske Raadsherrer vilde følge de øvriges Exempel. Hun skreed ogsaa strax til Udførelsen af alle Regjeringshandlinger, hvortil en Konges Mellemkomst ikke var uundgaaeligt nødvendig. Allerede den 7de Februar bekræftede hun og Erkebiskop Vinalde i Forening den af Officialen i Oslo og Lagmanden afsagte Dom om Aalefisket i Enindals-Aaen, som ovenfor er omtalt[1]. Det herom udstedte Brev er ikke medbeseglet af Cantsleren, uagtet han var tilstede i Oslo. Men
- ↑ Dipl N. II. 508, jvfr. ovenfor S. 267.
