Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/343

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
295
1388. Rigsſtyrelſen i Norge overdrages Dronningen.

været udtalt, ſkulde ved ſaaledes at lade ſig Kronen overdrage have haft til Henſigt at tilveiebringe et nyt Udgangspunkt for Beregningen af Arveretten til Kronen og derved gjøre Erik Vartislavsſøns Ret endnu mere utvivlſom, bliver uantageligt endog af den Grund alene, at Margrete lod ſig udnævne til Rigets „megtige Frue og Huusbonde“, ej til „regjerende Dronning“. Men desuden var dette Skridt unødvendigt for at ſkaffe Erik Tronfølgen, naar hun kun var ſikker paa Haakon Jonsſøn, at ikke denne opſtillede nogen Fordring. Endelig kunde der vel og, hvis Margrete førſt var bleven erkjendt ſom Dronning ifølge ſin egen Ret, eller om man ſaa kunde ſige, ſom kvindelig Konge, fra hvilken herefter Arveretten ſkulde regnes, ikke være Tale om at granſke Arveretten nærmere, eller ophøje nogen til Konge, ſaaledes ſom vi ville ſee, at det ſkete med Erik, førend Margrete var død( Men Sagen var tvertimod den, at det under alle Omſtændigheder var nødvendigt at udnævne en Konge, deels fordi Nordmendene nu engang vare vante til at have en Konge, idetmindſte af Navn, og ikke godt kunde finde ſig i at undvære en ſaadan, deels ogſaa fordi Kongenavnet virkelig var uundværligt til at give visſe Rets- og Regjerings-Handlinger Gyldighed, ſaaſom Landsviſtbreve og andre lignende Cancelliſager. Men forat den ſaaledes udnævnte Konge ikke ſelv, naar han var myndig, ſkulde tage Magten fra Dronningen, eller at man endog i hans Mindreaarighed ſkulde kunne ordne Regjeringen paa en Maade, hvorved hun indſkrænkedes for meget i ſin Myndighed, lod hun ſig viſeligen denne Regjeringsmyndighed overdrage paa Livstid, førend Tronfølgen endnu var erkjendt. I Danmark havde hun viſt gjerne ſeet, at den var hende overdraget paa lige ſaa lang Tid, og har vel heller ikke undladt at gjøre hvad hun kunde for at ſette det igjennem, men Raadsherrerne maa ikke have været at formaa dertil. Vi ville ogſaa ſee, at hun ogſaa i Norge ſnart maatte opgive denne Fordeel.

Saaledes var da Margrete ogſaa bleven Herſkerinde i Norge, idetmindſte den ſøndenfjeldſke og ſydveſtligſte Deel; men med temmelig ſikker Udſigt til, at ogſaa de nordenfjeldſke Raadsherrer vilde følge de øvriges Exempel. Hun ſkreed ogſaa ſtrax til Udførelſen af alle Regjeringshandlinger, hvortil en Konges Mellemkomſt ikke var uundgaaeligt nødvendig. Allerede den 7de Februar bekræftede hun og Erkebiſkop Vinalde i Forening den af Officialen i Oslo og Lagmanden afſagte Dom om Aalefiſket i Enindals-Aaen, ſom ovenfor er omtalt[1]. Det herom udſtedte Brev er ikke medbeſeglet af Cantſleren, uagtet han var tilſtede i Oslo. Men

  1. Dipl N. II. 508, jvfr. ovenfor S. 267.