Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/342

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
294
Dronning Margrete.

lettelig falde paa at tro, at Haakon Jonsſøn førſt og fremſt havde været en af disſe, naar man ikke af hans egen Erklæring, ſom ſtrax nedenfor vil blive omhandlet, vidſte at han ſlet ikke tænkte paa at gjøre ſin Arveret gjeldende, eller endog betragtede ſig ſom arveberettiget lige overfor Erik Vartislavsſøn. Vi ſee ogſaa af hele hans øvrige Ferd, at han maa have været Dronningen oprigtigt hengiven. Endeligt maa han vel ogſaa have ſkjønnet, at om han end havde været ærgjerrig nok til at tragte efter Kronen og for Kongeverdigheden at ſette Landets Fred og Ro, ja maaſkee endog dets ydre Sikkerhed i Fare, vilde han vel neppe engang kunne ſkaffe ſig et Parti ſterkt nok til at ſette ſine Fordringer igjennem. Thi den Omſtændighed, at man endog gik videre end de Danſke og tilſtod Margrete Regjeringen paa Livstid, viſer nokſom, hvor ſtor hendes Anſeelſe og Indflydelſe var, og hvor vel idetmindſte Fleerheden anſaa ſig tjent med hendes Styrelſe. Haakon Jonsſøn, der altid ſynes at have været en rolig og forſigtig Mand, mere betænkt paa at forøge ſin Formue end lyſten efter at indlade ſig i vovelige Foretagender, maatte derfor, hvad end hans inderſte, egentlige Attraa monne have været, fuldkommen indſee, at det bedſte, han kunde gjøre, var at holde gode Miner, og ikke engang at udtale noget ærgjerrigt Ønſke[1].

Vi have allerede nævnt, at Dronningens Udvelgelſe til Rigsforſtanderſke med fuldkommen Kongemagt var exempelløs i Norges Hiſtorie. Men den er ikke det eneſte Exempel paa, hvorledes Nordmendene nu ſtiltiende begyndte at afvige fra hidtil herſkende Vedtægter, efterſom det tydſke Lehnsvæſen og de i Forbindelſe dermed ſtaaende ſtatsretlige Begreber ved den i de ſidſte Tider ſaa hyppige Berørelſe med Nordtydſkland og Indſtrømningen af tydſke Fyrſter og Herrer, iſærdeleshed i Danmark og Sverige, begyndte at faa Indpas i Norden. At man ved at nedlegge ſaa ſtor Myndighed i Margretes Hender for Livstid havde for Øje, at hun idetmindſte efter den private Arvelov var ſin Søns nærmeſte Arving, er vel utvivlſomt, men da begge Tronfølgelove paa det beſtemteſte udelukkede Myndigheden af at overdrage hende Kronen ſom formelig Arv, og ſaaledes gjøre hende til Dronning i hendes egen Ret, var der ingen anden Udvej for dem end den, ſom de her havde valgt. At Margrete, ſom det af en enkelt Hiſtoriegranſker[2] har

  1. Dalin (l. c.) har her atter med ſin ſedvanlige Driſtighed fremſtillet en ſelv gjort, fuldkommen urigtig Gjetning eller Combination ſom et ubeſtrideligt og notoriſk Factum, idet han lader Dronningen „ſikkre ſig Haakon Jonsſøns Perſon“ og derved aftvinge ham hans Fraſigelſe af enhver Fordring paa Tronen.
  2. Paludan Müller, i hans ypperlige, ſkarpſindige Afhandling om Kalmar-Unionen (Observationes criticæ o. ſ. v. S. 9).