lettelig falde paa at tro, at Haakon Jonssøn først og fremst havde været en af disse, naar man ikke af hans egen Erklæring, som strax nedenfor vil blive omhandlet, vidste at han slet ikke tænkte paa at gjøre sin Arveret gjeldende, eller endog betragtede sig som arveberettiget lige overfor Erik Vartislavssøn. Vi see ogsaa af hele hans øvrige Ferd, at han maa have været Dronningen oprigtigt hengiven. Endeligt maa han vel ogsaa have skjønnet, at om han end havde været ærgjerrig nok til at tragte efter Kronen og for Kongeverdigheden at sette Landets Fred og Ro, ja maaskee endog dets ydre Sikkerhed i Fare, vilde han vel neppe engang kunne skaffe sig et Parti sterkt nok til at sette sine Fordringer igjennem. Thi den Omstændighed, at man endog gik videre end de Danske og tilstod Margrete Regjeringen paa Livstid, viser noksom, hvor stor hendes Anseelse og Indflydelse var, og hvor vel idetmindste Fleerheden ansaa sig tjent med hendes Styrelse. Haakon Jonssøn, der altid synes at have været en rolig og forsigtig Mand, mere betænkt paa at forøge sin Formue end lysten efter at indlade sig i vovelige Foretagender, maatte derfor, hvad end hans inderste, egentlige Attraa monne have været, fuldkommen indsee, at det bedste, han kunde gjøre, var at holde gode Miner, og ikke engang at udtale noget ærgjerrigt Ønske[1].
Vi have allerede nævnt, at Dronningens Udvelgelse til Rigsforstanderske med fuldkommen Kongemagt var exempelløs i Norges Historie. Men den er ikke det eneste Exempel paa, hvorledes Nordmendene nu stiltiende begyndte at afvige fra hidtil herskende Vedtægter, eftersom det tydske Lehnsvæsen og de i Forbindelse dermed staaende statsretlige Begreber ved den i de sidste Tider saa hyppige Berørelse med Nordtydskland og Indstrømningen af tydske Fyrster og Herrer, isærdeleshed i Danmark og Sverige, begyndte at faa Indpas i Norden. At man ved at nedlegge saa stor Myndighed i Margretes Hender for Livstid havde for Øje, at hun idetmindste efter den private Arvelov var sin Søns nærmeste Arving, er vel utvivlsomt, men da begge Tronfølgelove paa det bestemteste udelukkede Myndigheden af at overdrage hende Kronen som formelig Arv, og saaledes gjøre hende til Dronning i hendes egen Ret, var der ingen anden Udvej for dem end den, som de her havde valgt. At Margrete, som det af en enkelt Historiegransker[2] har
- ↑ Dalin (l. c.) har her atter med sin sedvanlige Dristighed fremstillet en selv gjort, fuldkommen urigtig Gjetning eller Combination som et ubestrideligt og notorisk Factum, idet han lader Dronningen „sikkre sig Haakon Jonssøns Person“ og derved aftvinge ham hans Frasigelse af enhver Fordring paa Tronen.
- ↑ Paludan Müller, i hans ypperlige, skarpsindige Afhandling om Kalmar-Unionen (Observationes criticæ o. s. v. S. 9).
