Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/341

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
293
1388. Rigsſtyrelſen i Norge overdrages Dronningen.

paa ſin Side havde befalet alle Sysſelmendene og deres Ombudsmend, at enhver i ſin Sysſel ſkulde holde og ſtyrke Lov og Landſens Ret. Brevet er dateret fra Oslo, den 2den Februar 1388, formodentlig umiddelbart efter at Beſlutningen ſelv var fattet[1].

At denne Foranſtaltning afveeg ſaavel fra Norges ſkrevne offentlige Ret, ſom fra hvad der hidtil fra umindelige Tider havde været Skik og Brug, eller de da levende Mend og deres Forfedre oplevet, lader ſig ikke negte. At den desuagtet blev ſat igjennem, vidner ſaavel om Dronningens Magt og Anſeelſe, ſom om hendes Tilhængeres ivrige Beſtræbelſe for at ſikkre hende Regjeringen. Som hørende til disſe Tilhængeres Tal maa man ſaaledes vel førſt og fremſt betragte Brevets Udſtedere eller rettere dets Beſeglere, nemlig fire og tyve eller fem og tyve af de ovenfor nævnte ſex og tyve geiſtlige og verdslige Herrer; thi uagtet de alle nævnes ſom. Udſtedere, er der dog den Beſynderlighed, at een eller to af dem ikke har villet eller kunnet beſegle med, ſaaſom aldrig flere end fire og tyve eller fem og tyve Segl have været feſtede ved Brevet[2]. Og da nu desuden flere af Seglene ere affaldne eller ſterkt beſkadigede, er det ikke engang muligt med Sikkerhed at ſee, hvilke de oprindeligt manglende have været, eller med andre Ord, hvilken af de opregnede Herrer maaſkee kan antages at have været uenig i Beſlutningen. Man ſkulde

  1. Brevet findes endnu i det kgl. danſke Geheime-Archiv tog er derefter aftrykt i i Dipl. N. III. 477, ſaavelſom Suhms Nye Samll. III. 385, 387, og Grønlands hiſt. Mindesm. III. 131—134.
  2. I Dipl. Norv. ſiges der at have hængt 25 Segl ved, i Grønl. hiſt. Mindesmerker derimod kun 24. Altſaa maa een eller to af de nævnte 26 Udſtedere have undladt at beſegle. I Dipl. N. ſiges der, at der af de Segl, der oprindelig hang ved, nu kun findes 14 hele, nemlig 1, 2, 3, 9, 10, 14, 16, 17, 19, 20, 2l, 22, 23, 2.5; men derimod ſiges der ikke, hvilke af de øvrige ere aldeles bortfaldne og hvilke kun beſkadigede. Hine hele Segl ſkulde ſaaledes, forudſat at kun den 26de Udſteders Segl manglede, være Erkebiſkopens (1), Biſkop Eyſteins (2), Biſkop Olafs (3), Haakon Jonsſøns (9), Gaute Eriksſøns (10), Agmund Bolts (14), Haakon Stumpes (16), Peter Nikolasſøns (17), Finn Gyrdsſøns (19), Gudbrand Erlingsſøns (20), Thoralde Sigurdsſøns (21), Herleik Aasulfsſøns (22), Magnus Stoltekarls (23) og Jappe Faſtulfsſøns (25). Med hvis nu f. Ex. en af de førſte 8 Udſtedere havde undladt at beſegle, vilde Haakon Jonsſøns Segl blive det 8de, og det kommer da an paa, om det 8de Segl kun er beſkadiget, eller affaldet. I Grøn. hiſt. Mindesmerker ſiges der, at 15 Segl ere beſkadigede (altſaa ikke egentlig mangle) men da det derhos udtrykkeligt angives, at Biſkop Henriks Segl hænger ved, ſkjønt beſkadiget og med ulæſelig Omſkrift, ſaa at man alene har kunnet gjenkjende Seglet ſom hans af dets kjendelige, aflange Form og dets Plads, er det ſaaledes klart, at ingen af de fem Biſkoper have unddraget ſig Beſeglingen. Det maa altſaa være en eller to af de verdslige Herrer, ſom ej har villet være med. Nogen ret Beſkeed faar man ej herpaa uden ved en nærmere Underſøgelſe af ſelve Originalbrevet.