Enhver kunne forudsee, og hine Besiddelser vilde saaledes i Virkeligheden blive skilte fra Norges Interesser og nærmere forbundne med hendes danske Rige, medens hun paa den anden Side var for megtig, til at man skulde kunne fratage hende dem. Saaledes enedes man da om, ligesom man i Danmark havde gjort, at overdrage hende Rigsstyrelsen, idet de forsamlede, ovenfor nævnte Herrer, „eftersom Fru Margrete, af Guds Naade Dronning til Norge og Sverige, og ret Arving og Fyrstinde til Riget i Danmark, var deres kjære Herre Kong Haakons Huusfrue og deres kjære Herre den nys afdøde Kong Olafs Moder, og formedelst hendes Gunst og gode Vilje, som de altid af hende havde befundet og fremdeles haabede at nyde af hende, paa eget og hele Rigets Vegne eendrægtigt annammede, udvalgte og antog hende med god Vilje til alle deres og hele Norges Riges megtige Frue og rette Huusbonde“. Det er tydeligt nok at see, at man endog havde formet Beslutningens Ord efter de danske Hyldingsbreve. Men man gik endnu videre end i Danmark, thi medens man her kun havde overdraget Margrete Kongemagten, indtil et Kongevalg var skeet, overdrog man hende den i Norge strax paa Livstid. „Førnævnte Dronning Margrete“, heder det nemlig videre, „skal være fuldmegtig at forestaa og raade Norges Styrelse megtigt og veldeligen i alle Stykker over hele Riget i Norge, baade Land, Slot, Festninger og Thegner saavel søndentil som nordentil over alt Norge og dets Skatlande i alle hendes Levedage med Guds Hjelp, og vi alle foranskrevne saavelsom enhver særdeles for sig skal styrke og hjelpe hende i al hendes Ret og intet hindre, som hun har Ret til“. Endvidere enedes Herrerne om, at ingen af dem skulde holde flere Huuskarle og Sedesvene (setusveinar) d. e. faste Huustjenere, end Lovbogen og Hirdskraaen foreskrev. Man seer altsaa, at de megtige Mend fremdeles have plejet at omgive sig med et større Antal Folk eller „Hovmend“, til Skade for Landefreden. Endelig samtykkede de forsamlede Herrer i, at paa Grund af den Nødvendighed, som nu paalaa Riget baade nordentil og søndentil, skulde Almuen i et Aar udrede fuld Almenning over hele Norge fra Ende til Ende. Dette viser altsaa noksom, at man ansaa Krigen uundgaaelig. Paa Grund af disse Beslutninger aflagde alle de Herrer, som havde deeltaget deri, Huldskabs- og Troskabs-Eed til Dronningen, medens hun igjen aflagde den sedvanlige Konge-Eed paa at holde Lov og Landsens Ret, saa lenge hun levede. Herom udferdigede derpaa de samme Herrer et aabent Brev til alle Mend i hele Norge saavelsom i Skatlandene, under deres Indsegl, hvori de meddelte Beslutningerne og bad og raadede alle og Enhver at aflegge den samme Troskabs-Eed, som Sysselmendene skulde modtage, hver i sin Syssel, samt overhoved at være hende og hendes Ombudsmend lydige og føjelige, saa meget mere som hun
