to paa Arveladerens Side – i Midten, eller vel endog nærmere den niende Klasse. Hertil havde Erik den Fordeel, at hans Moder Maria som Sønnedatter af Euphemia Eriksdatter nedstammede fra den norske Konge-Ætt.
Endelig fulgte Hr. Sigurd Hafthorssøn, hvis Slegtskabsgrad vistnok kunde henregnes til 3die Klasse, endog foran den Afdødes Moder, hvis man gik ud fra hvilkensomhelst Konge, men da man her maa have gaaet ud fra Olaf, falder hans Grad kun i 13de Klasse, der opstiller de saakaldte „Fermenninger“ eller Ætlinger i 4de Led fra fælles Stamfader (næste Grad efter Nærsyskenebørn); thi vel nedstammede han selv kun i andet Led fra Kong Haakon, men Kong Olaf først i fjerde Led fra denne. Det lader heller ikke til, at der har været Spørsmaal om ham eller hans Søn, siden der fandtes saa mange nærmere berettigede.
Ved alle Prætendenters Ret var der saaledes nogen Tvivl. Kunde man end ansee hver enkelt af dem berettiget, om han stod alene, maatte man dog være meget uvis om, hvad Ret man skulde tilkjende ham ligeover for de øvrige. En Bestemmelse var derfor vanskelig at treffe, og det kunde heller ikke ligge i Dronningens og hendes Venners Interesse at søge denne Vanskelighed hævet, førend hun først havde sikkret sig Magten ligesom i Danmark. Deres, og blandt dem vist fornemmelig Erkebiskop Vinaldes Bestræbelser, saavelsom hendes egen Indflydelse, og vel heller ikke mindst den Omstændighed, at hun allerede havde faaet Regjeringen i Danmark, maa derfor tilsammen have bidraget til, at man fulgte dette Lands Exempel og overdrog hende Rigsstyrelsen. Norge kunde maaskee endnu mindre end Danmark taale i lengere Tid at savne et Overhoved, der udøvede Kongemagten, og Omstændighederne vare nu saadanne, at Riget mere end ellers trængte til at have en statsklog og kraftig Hersker. Vi ville see, at man antog en Krig at staa for Døren. Kong Albrecht laa allerede i aaben Feide med de svenske Høvdinger, hvis Interesser nu ogsaa mange af Norges Raadsherrer deelte. Det var neppe muligt for Norge at undgaa at tage Parti, thi hvis Albrecht fik Overhaand, maatte man vente, at han under enhver Omstændighed vilde paaføre Norge Krig, naar man der tilsidesatte hans eller hans Broderssøns Arveret til Tronfølgen; og disse to kunde og vilde man nu engang ikke vide af. Hertil kom vel ogsaa den Betragtning, at Dronning Margrete var i Besiddelse af det vigtige Baagahuus og de øvrige til hendes Morgengave eller Livgeding hørende Landskaber, hvilke Norge endog let kunde komme til at tabe aldeles, om man ikke satte hende selv i Spidsen for Regjeringen. Thi at hun da let kunde komme i et mindre venskabeligt Forhold til Norge eller den, der blev Konge, forsaavidt som det ej var hendes Systerdatterssøn, maatte
