Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/339

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
291
1398. Raadsmøde i Oslo. Nærmeſte Tronarvinger.

to paa Arveladerens Side — i Midten, eller vel endog nærmere den niende Klasſe. Hertil havde Erik den Fordeel, at hans Moder Maria ſom Sønnedatter af Euphemia Eriksdatter nedſtammede fra den norſke Konge-Ætt.

Endelig fulgte Hr. Sigurd Hafthorsſøn, hvis Slegtſkabsgrad viſtnok kunde henregnes til 3die Klasſe, endog foran den Afdødes Moder, hvis man gik ud fra hvilkenſomhelſt Konge, men da man her maa have gaaet ud fra Olaf, falder hans Grad kun i 13de Klasſe, der opſtiller de ſaakaldte „Fermenninger“ eller Ætlinger i 4de Led fra fælles Stamfader (næſte Grad efter Nærſyſkenebørn); thi vel nedſtammede han ſelv kun i andet Led fra Kong Haakon, men Kong Olaf førſt i fjerde Led fra denne. Det lader heller ikke til, at der har været Spørsmaal om ham eller hans Søn, ſiden der fandtes ſaa mange nærmere berettigede.

Ved alle Prætendenters Ret var der ſaaledes nogen Tvivl. Kunde man end anſee hver enkelt af dem berettiget, om han ſtod alene, maatte man dog være meget uvis om, hvad Ret man ſkulde tilkjende ham ligeover for de øvrige. En Beſtemmelſe var derfor vanſkelig at treffe, og det kunde heller ikke ligge i Dronningens og hendes Venners Interesſe at ſøge denne Vanſkelighed hævet, førend hun førſt havde ſikkret ſig Magten ligeſom i Danmark. Deres, og blandt dem viſt fornemmelig Erkebiſkop Vinaldes Beſtræbelſer, ſaavelſom hendes egen Indflydelſe, og vel heller ikke mindſt den Omſtændighed, at hun allerede havde faaet Regjeringen i Danmark, maa derfor tilſammen have bidraget til, at man fulgte dette Lands Exempel og overdrog hende Rigsſtyrelſen. Norge kunde maaſkee endnu mindre end Danmark taale i lengere Tid at ſavne et Overhoved, der udøvede Kongemagten, og Omſtændighederne vare nu ſaadanne, at Riget mere end ellers trængte til at have en ſtatsklog og kraftig Herſker. Vi ville ſee, at man antog en Krig at ſtaa for Døren. Kong Albrecht laa allerede i aaben Feide med de ſvenſke Høvdinger, hvis Interesſer nu ogſaa mange af Norges Raadsherrer deelte. Det var neppe muligt for Norge at undgaa at tage Parti, thi hvis Albrecht fik Overhaand, maatte man vente, at han under enhver Omſtændighed vilde paaføre Norge Krig, naar man der tilſideſatte hans eller hans Brodersſøns Arveret til Tronfølgen; og disſe to kunde og vilde man nu engang ikke vide af. Hertil kom vel ogſaa den Betragtning, at Dronning Margrete var i Beſiddelſe af det vigtige Baagahuus og de øvrige til hendes Morgengave eller Livgeding hørende Landſkaber, hvilke Norge endog let kunde komme til at tabe aldeles, om man ikke ſatte hende ſelv i Spidſen for Regjeringen. Thi at hun da let kunde komme i et mindre venſkabeligt Forhold til Norge eller den, der blev Konge, forſaavidt ſom det ej var hendes Syſterdattersſøn, maatte