Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
288
Dronning Margrete.

klart, at Hr. Jon Hafthorsſøn kun var hans Halvbroder, født af et tidligere Egteſkab, førend Hr. Hafthor Jonsſøn egtede Kongedatteren Agnes. Thi medens Hr. Jon Haſthorsſøn og hans eldſte Søn (af førſte Egteſkab) Hr. Ulf Jonsſøn, med deres Ætlinger, alene bibeholdt ſine fedrene Vaabenmerke, Roſen, ſee vi Hr. Sigurd Hafthorsſøn at forene denne med det norſke Rigs- og Konge-Vaabenmerke, Løven med Øxen; i Urolighederne, ſom udbrød kort efter at Kong Magnus blev myndig, var det Sigurd, ſkjønt den yngre Broder, der ſpillede Hovedrollen, medens den eldre kun underſtøttede ham i Førſtningen og ſenere drog ſig tilbage; man finder heller ikke, at Kong Magnus, Kong Haakon eller Kong Olaf nogenſinde har kaldet Hr. Jon „ſin Frænde“, hvorimod de hyppigt og tilſidſt altid benævnte Hr. Sigurd ſaaledes[1]. Sigurd nedſtammede i andet og hans Søn Haakon i tredie Led fra Kong Haakon den femte; Haakon Sigurdsſøn var ſaaledes efter Lovens Udtryk „tredie Mand i Frændſkab“ med Kong Haakon, Olafs Fader, og denne „fjerde Mand“ fra felles Stamfader; Slegtſkabsgraden var altſaa, ſom vi ville ſee, ikke ganſke udelukket i Loven fra Arveret.

f) Dronning Margrete ſelv ſom den afdøde Konges Moder, og under visſe Betingelſer arveberettiget efter den private Arvegangslov.

Der maa vel ogſaa have været Spørsmaal om, hvilken Tronarvelov ſkulde anſees for den gjeldende, enten den, der oprindeligt fandtes i Landsloven, eller den, ſom Kong Haakon den 5te havde bragt iſtand 1302. Det heder rigtignok i Slutningen af denne, at „hvo der lader ſig tage til Konge eller gjør Fordring paa Norges Rige, Mand eller Kvinde, anderledes end det foreſkrives i dette Arvetal, er ſtrax at anſee ſom Guds og alle Helgenes Uven og ſom Ubodemand, medens de, der ſamtykke med ham eller hjelpe ham, have forbrudt ſit Liv og Gods“. Men Loven ſynes aldrig at have faaet den højtidelige Vedtagelſe, ſom egentlig udfordredes, og ſaavidt man kan ſee, blev den og formeligt afſkaffet paa Rigsmødet den 17de Juli 1344, hvor det udtrykkelig beſtemtes, at hvis Kong Haakon, Kong Magnus’s Søn, der nu beſtemtes til Konge, døde uden nogen egtefødt Søn, da ſkulde der forholdes efter den rette og gamle Konge-Arv i Norge: en Betegning der netop ſynes at udelukke den nye og tvivlſomme Konge-Arv af 1302[2]. I nærværende Tilfelde vilde dog Spørsmaalet ikke have været af ſaa ſtor praktiſk Vigtighed, formedelſt de Arveberettigedes fjerne Slegtſkabsgrad, naar det ej var for to Omſtændigheders Skyld, nemlig førſt at det gamle Arvetal aldeles ude-

  1. Jevnfør ovenfor S. 202, og Norges gl. Love III. S. 215.
  2. See foregaaende Bind S. 298, 299, og IV. 2 B. S. 402, 403; Dipl. N. I. 290.