klart, at Hr. Jon Hafthorssøn kun var hans Halvbroder, født af et tidligere Egteskab, førend Hr. Hafthor Jonssøn egtede Kongedatteren Agnes. Thi medens Hr. Jon Hasthorssøn og hans eldste Søn (af første Egteskab) Hr. Ulf Jonssøn, med deres Ætlinger, alene bibeholdt sine fedrene Vaabenmerke, Rosen, see vi Hr. Sigurd Hafthorssøn at forene denne med det norske Rigs- og Konge-Vaabenmerke, Løven med Øxen; i Urolighederne, som udbrød kort efter at Kong Magnus blev myndig, var det Sigurd, skjønt den yngre Broder, der spillede Hovedrollen, medens den eldre kun understøttede ham i Førstningen og senere drog sig tilbage; man finder heller ikke, at Kong Magnus, Kong Haakon eller Kong Olaf nogensinde har kaldet Hr. Jon „sin Frænde“, hvorimod de hyppigt og tilsidst altid benævnte Hr. Sigurd saaledes[1]. Sigurd nedstammede i andet og hans Søn Haakon i tredie Led fra Kong Haakon den femte; Haakon Sigurdssøn var saaledes efter Lovens Udtryk „tredie Mand i Frændskab“ med Kong Haakon, Olafs Fader, og denne „fjerde Mand“ fra felles Stamfader; Slegtskabsgraden var altsaa, som vi ville see, ikke ganske udelukket i Loven fra Arveret.
f) Dronning Margrete selv som den afdøde Konges Moder, og under visse Betingelser arveberettiget efter den private Arvegangslov.
Der maa vel ogsaa have været Spørsmaal om, hvilken Tronarvelov skulde ansees for den gjeldende, enten den, der oprindeligt fandtes i Landsloven, eller den, som Kong Haakon den 5te havde bragt istand 1302. Det heder rigtignok i Slutningen af denne, at „hvo der lader sig tage til Konge eller gjør Fordring paa Norges Rige, Mand eller Kvinde, anderledes end det foreskrives i dette Arvetal, er strax at ansee som Guds og alle Helgenes Uven og som Ubodemand, medens de, der samtykke med ham eller hjelpe ham, have forbrudt sit Liv og Gods“. Men Loven synes aldrig at have faaet den højtidelige Vedtagelse, som egentlig udfordredes, og saavidt man kan see, blev den og formeligt afskaffet paa Rigsmødet den 17de Juli 1344, hvor det udtrykkelig bestemtes, at hvis Kong Haakon, Kong Magnus’s Søn, der nu bestemtes til Konge, døde uden nogen egtefødt Søn, da skulde der forholdes efter den rette og gamle Konge-Arv i Norge: en Betegning der netop synes at udelukke den nye og tvivlsomme Konge-Arv af 1302[2]. I nærværende Tilfelde vilde dog Spørsmaalet ikke have været af saa stor praktisk Vigtighed, formedelst de Arveberettigedes fjerne Slegtskabsgrad, naar det ej var for to Omstændigheders Skyld, nemlig først at det gamle Arvetal aldeles ude-
