Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
285
1388. Raads-Møde i Oslo.

at man erfarer, at de endnu paa denne Tid var i Live, ſaa ganſke havde de begravet ſig i Stilhed[1]. Jon. Hafthorsſøns Plads udfyldtes af hans Sønner og Svigerſønnen Ulf Holmgeirsſøn, Sigurd Hafthorsſøns af Svigerſønnen Jon Martinsſøn. Hvad Drottſeten angaar, da var hans Embedsmyndighed ſom ſaadan egentlig allerede udløben med den officielle Efterretning om Kong Olafs Død, og det er ſaaledes ikke uſandſynligt, at han ved Erkebiſkopens Ankomſt til Norge, hvis han forøvrigt da var i Oslo, og ikke fremdeles opholdt lig i Bergen, reſignerede ſin Myndighed i hans Hender“ og begav ſig hjem til Heſtbø i Ryfylke, ſaameget mere ſom det maa antages, at han allerede har følt ſig ſvag og afkræftet, og at den Sygdom havde begyndt at yttre ſig hos den gamle Mand, der allerede den 14de April 1388 lagde ham i Graven. Af denne Aarſag var det vel heller ikke at tænke paa, at han ſkulde kunne indfinde ſig til Raadsmødet i Oslo, ſaa meget mere ſom vi erfare, at han i ſin ſidſte Sygdom, maaſkee for bedre Plejes Skyld, maaſkee og af religiøſe Grunde, havde begivet ſig til Halsnø Kloſter, hvor han døde og formodentlig ogſaa blev begraven[2]. Hans Fraværelſe kan ſaaledes ikke betegne nogen Ulyſt til at bekræfte Dronningen i hendes Regjeringsmyndighed; tvertimod maa man antage, at hans Huſtru, Dronningens Plejeſyſter, har ſtemt ham paa det fordeelagtigſte for hendes Planer.

Mere paafaldende er det, at ingen Lagmand nævnes ſom tilſtedeværende, uagtet en af de vigtigſte Forretninger ved Mødet maatte være den, at granſke Loven, for at afgjøre, hvo der ſkulde erkjendes for den rette Arving. Men dette vidner end mere om, hvad vi allerede idet foregaaende have viiſt, at Lagmendene ej lenger indtog den anſeelige Stilling ſom hidtil, og at de ikke betragtedes ſom Medlemmer af Raadet, uden at de tillige vare Hirdmend eller Riddere. Da ikke engang Lag-

  1. Dipl. N. I. 640 ſiges der udtrykkeligt, at Hr. Agmund Finnsſøn i ſin yderſte Time, altſaa 14de April 1388, erklærede, at Hafthorsſønnerne vare hans eneſte Arvinger; dette ſkulde ſaaledes ſynes at viſe, at de endnu levede ved den Tid. Men det er ogſaa meget muligt, at de forinden kunde være døde, uden at Drottſeten havde erfaret det.
  2. Dipl. N. IV. 549. Brevet indeholder et Vidnesbyrd af Abbeden og Capitlet i Halsnø om, at de den 14de April 1388 i det lille Conventhuus hørte, at Drottſeten, ſyg i Legeme, men ved ſin fulde Bevidſthed, gav for ſin Sjæl og til Sjælemesſer betydelige Gaver til Chorsbrødrene i Stavanger. Brevet er udſtedt ſamme Dag, og da der efter Drottſetens Navn indſkydes „Gud have hans Sjæl“, ſees det, at han imidlertid var død. Det er forreſten meget muligt, at han ſiden ſit Ophold i Bergen i October 1386 ikke mere vendte tilbage til Oslo, hvorfra man heller ikke har noget af ham udſtedt Brev, men at han forblev deels i Bergen, deels paa Heſtbø, indtil hans ſidſte Sygdom.