Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
285
1388. Raads-Møde i Oslo.

at man erfarer, at de endnu paa denne Tid var i Live, saa ganske havde de begravet sig i Stilhed[1]. Jon. Hafthorssøns Plads udfyldtes af hans Sønner og Svigersønnen Ulf Holmgeirssøn, Sigurd Hafthorssøns af Svigersønnen Jon Martinssøn. Hvad Drottseten angaar, da var hans Embedsmyndighed som saadan egentlig allerede udløben med den officielle Efterretning om Kong Olafs Død, og det er saaledes ikke usandsynligt, at han ved Erkebiskopens Ankomst til Norge, hvis han forøvrigt da var i Oslo, og ikke fremdeles opholdt lig i Bergen, resignerede sin Myndighed i hans Hender“ og begav sig hjem til Hestbø i Ryfylke, saameget mere som det maa antages, at han allerede har følt sig svag og afkræftet, og at den Sygdom havde begyndt at yttre sig hos den gamle Mand, der allerede den 14de April 1388 lagde ham i Graven. Af denne Aarsag var det vel heller ikke at tænke paa, at han skulde kunne indfinde sig til Raadsmødet i Oslo, saa meget mere som vi erfare, at han i sin sidste Sygdom, maaskee for bedre Plejes Skyld, maaskee og af religiøse Grunde, havde begivet sig til Halsnø Kloster, hvor han døde og formodentlig ogsaa blev begraven[2]. Hans Fraværelse kan saaledes ikke betegne nogen Ulyst til at bekræfte Dronningen i hendes Regjeringsmyndighed; tvertimod maa man antage, at hans Hustru, Dronningens Plejesyster, har stemt ham paa det fordeelagtigste for hendes Planer.

Mere paafaldende er det, at ingen Lagmand nævnes som tilstedeværende, uagtet en af de vigtigste Forretninger ved Mødet maatte være den, at granske Loven, for at afgjøre, hvo der skulde erkjendes for den rette Arving. Men dette vidner end mere om, hvad vi allerede idet foregaaende have viist, at Lagmendene ej lenger indtog den anseelige Stilling som hidtil, og at de ikke betragtedes som Medlemmer af Raadet, uden at de tillige vare Hirdmend eller Riddere. Da ikke engang Lag-

  1. Dipl. N. I. 640 siges der udtrykkeligt, at Hr. Agmund Finnssøn i sin yderste Time, altsaa 14de April 1388, erklærede, at Hafthorssønnerne vare hans eneste Arvinger; dette skulde saaledes synes at vise, at de endnu levede ved den Tid. Men det er ogsaa meget muligt, at de forinden kunde være døde, uden at Drottseten havde erfaret det.
  2. Dipl. N. IV. 549. Brevet indeholder et Vidnesbyrd af Abbeden og Capitlet i Halsnø om, at de den 14de April 1388 i det lille Conventhuus hørte, at Drottseten, syg i Legeme, men ved sin fulde Bevidsthed, gav for sin Sjæl og til Sjælemesser betydelige Gaver til Chorsbrødrene i Stavanger. Brevet er udstedt samme Dag, og da der efter Drottsetens Navn indskydes „Gud have hans Sjæl“, sees det, at han imidlertid var død. Det er forresten meget muligt, at han siden sit Ophold i Bergen i October 1386 ikke mere vendte tilbage til Oslo, hvorfra man heller ikke har noget af ham udstedt Brev, men at han forblev deels i Bergen, deels paa Hestbø, indtil hans sidste Sygdom.