Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/327

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
279
1387. Dronning Margrete hyldes ſom Regentinde i Danmark.

førend Hertug Albrecht kunde gjøre ſin Fordring gjeldende og ſkaffet lig et Parti. Dette lykkedes det hende ogſaa at udvirke, og det endog langt ſnarere, end man ſkulde have formodet: et umiskjendeligt Tegn paa, hvor ſtor hendes Yndeſt og Anſeelſe maa have været, og hvor dygtige Hjelpere hun maa have haft til at agitere for ſig. Thi hvad der nu ſkete, var unegteligt et Haſtverks-Skridt, paa hvilket der i flere Henſeender kunde være meget at ſige. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at hun førſt ſøgte at ſikkre ſig Regjeringen i Danmark, deels fordi hun juſt nu var tilſtede der, deels ogſaa fordi hun ſom danſk Kongedatter og Kong Valdemars ſaavelſom Kong Olafs Arving idetmindſte efter den private Arveret her maatte have ſtørſt Udſigt til at betragtes ſom den nærmeſte til Rigsſtyrelſen, om juſt ikke ligefrem efter Loven, ſaa dog ifølge Billighed og Folkets Ønſke. Saaledes blev hun allerede den 10de Auguſt, kun ſex Dage efter Kong Olafs Liigferd, i Lunds Domkirke og paa Skaane Landsthing, af flere geiſtlige og verdslige Herrer, ſaavel fra Skaane, ſom fra alle de andre Landsdele, udvalgt og antaget og hyldet til „fuldmegtig Frue og til Huusbonde og til hele det danſke Riges Formynder i alle Maader, indtil hun og de tilſammen eendregtigt kunde komme overeens om at velge en Konge, dog ſaaledes, at de ikke ſkulde ſkilles fra hendes Tjeneſte og Hjelp, førend hun ſelv viiſte dem fra ſig til ſamme med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Rangen. Som Bevæggrunde til Valget anføres, at Dronning Margrete, „Norges og Sveriges Dronning“, ſom hun kaldes, var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, hvilke begge havde været deres Herrer, og at de i mange Maader havde prøvet hendes gode Vilje og Gunſt“. De og hun, heder det fremdeles, vare komne indbyrdes overeens om, at de ikke vilde tage nogen Herre eller Høvding eller Konge, eller drage nogen Mand ind i Danmark, eller tage nogen Mand til Hjelp, der var imod dette, eller nogenſomhelſt anden uden hendes Raad og Vilje; ſlige Mend vilde de derimod med hende ſøge at „forderve“. Derimod havde hun tilſagt dem, at de ſkulde nyde Skjel og Ret og de Privilegier, ſom hendes Forfedre og Søn havde givet dem[1]. Det merkeligſte ved dette Brev er, at Erkebiſkop Vinalde af Throndhjem nævnes allerførſt blandt Udſtederne, medens derimod ikke den lundſke Erkebiſkop Magnus nævnes blandt disſe, uagtet det udtrykkeligt heder, at ſaavel Udſtederne, 14 i Tallet, ſom „Erkebiſkoper og Lydbiſkoper, Riddere og Svene, og flere Rigets Mend og Menighed af alle

  1. Vidnesbyrdet om denne Kaaring og Hylding findes endnu i det danſke Geheime-Archiv; det er efter Originalen aftrykt i Molbechs og Peterſens „Udvalg af danſke Diplomer og Breve“, I. No. 10. (S. 11—12).